Lad den milde bebrejdelse lyde med det samme: Lettre kommer måske også for vidt omkring. Når man nu griber denne beundringsværdige publikation, en af de få udgivelser i disse tider der ikke skammer sig over sit intellektuelle niveau, havde det ikke gjort noget, om man fik lov at fordybe sig yderligere. Fire hovedtemaer præger denne udgave: Tyrkiet, Medierne, Skandinavien og Jazz. Hvert emne kunne nemt have været et fuldt tema. Måske især de første to.
Tyrkiet belyses ved Orhan Pamuks rystende "religiøs samtale" fra forfatterens roman Sne, der udkommer på dansk til foråret. En samtale mellem bødlen og hans offer, hvor samtalens udgang jo er bestemt på forhånd. Uanset hvad offeret svarer på den absurde retfærdigheds forhør, er gudsstraffen givet, og bødlen i sin groteske selvfremstilling blot redskabet, skønt han jo unægtelig også kunne undlade drabet. Udgangspunktet for samtalen er professorens stillingtagen, på den verdslige stats vegne, til, at unge piger i hans pædagogiske varetægt bærer tørklæde. De, der trodser forbudet og tilhyller sig, kan og må han ikke undervise, hvilket bringer ham i konflikt med fundamentalisterne, hvilket altså igen aktiverer en eller anden selvbestaltet religiøs domstol og den allestedsnærværende bøddel samt ufravendeligheden. Argumentationen fra retfærdighedens og gudsrepræsentantens side minder om det umulige spørgsmål: ja eller nej: Er du holdt op med at slå din kone?
Dette handler ikke så meget om Tyrkiet i krydsfeltet mellem islam og vestlige verdslige værdier, skønt det også handler om dét; her konfronteres vi snarere med alle tiders religiøst betingede magtudøvelse med cirkelbeviser og tautologi, som lige så gerne kunne leveres af repræsentanter for vort hjemlige Tidehverv - mullaher af samme stof. Der findes i bødlens tankegang ingen anden sandhed end hans egen, hvilket på overbevisende måde - akkurat som i al anden absolutisme - bliver sindbillede på den menneskefortærende stupiditet. Mod den kæmper som bekendt selv Gud forgæves. Det tyrkiske tema følges op af forfatteren Buket Uzuners analyse af tyrkernes drøm om Vesten, en drøm der har fulgt den tyrkiske kultur fra grundlæggelsen af det Osmanniske Rige. Tyrkiet har altid set sig som del af Europa og i samme sammenhæng som paria. Hvis vi tyrkere dog blot i sin tid havde erobret Wien og Europas kerneland, så ville vi have fået vor naturlige placering i verdensdelen! Uzuner peger i den forbindelse på vesterlændingenes primitive Tyrkiet-opfattelse som slet og ret islam, punktum, hvilket ville svare til at regne europæerne som ét fedt og kristendom på lige fod i Ballerup, Sevilla og Nordirland. I virkeligheden var det nok så meget EU-landene, der burde lære om Tyrkiet, som den anden vej rundt før forhandlingerne om det medlemskab af EU, for hvilket tyrkerne (endnu) arbejder så ihærdigt.
Her på dette sted i Lettre havde man gerne set temaet fortsat.
Aviskrisen
Dette gælder som antydet også for næste tema: Medierne, hvor hovedopslaget er en samtale mellem Informations særdeles mediekyndige direktør Henrik Bo Nielsen og Politikens Tøger Seidenfaden. Samtalen forløses af professor Ib Bondebjerg og søger at belyse aviskrisen, eller hvad vi skal kalde den omkalfatring i mediebilledet, der uanset alle forklaringer synes at ville reducere avisernes tal yderligere. Dette er en samtale, man kan blive klogere af; disse to eller snarere tre kompetente personer er på omgangshøjde og supplerer hinanden.
På ét punkt er det at behovet for at vide mere melder sig og ikke tilgodeses af de øvrige artikler om medierne: Mediemiløjets udvikling. Henrik Bo Nielsen og Tøger Seidenfaden kommer hurtigt om ved emnet, også fordi deres fokus er anderswo. Men det journalistiske fags transformering til markedsreguleret formidlingsekspertise er, hvordan man end vinkler virkeligheden, disse årtiers hovedproblem i den mediale udviklingsproces.
Lettre er værd at gæste - også om de emner der uretfærdigt ikke her blev plads til at vurdere.
