Læsetid: 5 min.

Temperaturen taget i forstæderne

Optøjerne i de franske forstæder dækker over krisen i det franske samfund. Debatten er i fuld gang, og de svagest stillede tjener som målestok. Andet kan de ikke bruges til
24. november 2005

Da de unge udstødte franskmænd for en måned siden begyndte at brænde deres naboers biler af, blev de mødt med undren. Man kunne ikke forstå, hvorfor beboerne i de fattige forstæder nu brændte deres egen ejendom af, når de i forvejen havde så lidt. Det fik de jo ikke mere af, lød ræsonnementet. Til gengæld fik de opmærksomhed. Og så var de marginaliserede pludselig i centrum.

Men er der overhovedet noget centrum? Den franske sociolog Jean Baudrillard tror det ikke. Som han spørger: Er der egentlig noget samfund, som man kan være udskilt fra?: "Dette samfund står over for en prøvelse, der er større end blot modstand: Samfundet står over for sit eget fravær, sit eget tab af virkelighed i en sådan grad, at det snart ikke længere kan defineres ud fra andet end de fremmedelementer, der hjemsøger dets periferi," skriver Baudrillard i Libération.

Samfundet kan ikke integrere dem, som det har udskilt, for selve samfundet disintegrerer.

"Det er os, der ikke længere integrerer vore egne værdier," skriver Baudrillard.

Det samfund, som han taler om, er ikke kun det franske. Det er hele den vestlige verden. Det franske nej til EU-forfatningen er blot det seneste lokale eksempel.

"Skulle det lykkes at integrere samfundets udstødte, ophører samfundet set med egne øjne endegyldigt med at eksistere," mener Baudrillard og fortsætter: "Snakken om integration i et land som Frankrig, der ikke kender sin egen definition, det er kort og godt franskmændenes desperate drøm om deres egen integration," skriver Baudrillard.

Derfor har vi stadig behov for udstødte, siger den franske tænker og overvejer, om ikke dette behov er let at tilfredsstille: "Måske vil de udstødte hellere sætte ild til biler end køre i dem."

Fattige uden funktion

Den tyske sociolog Ulrich Beck mener ligesom Baudrillard, at de franske problemer er globale. Til gengæld mener han ikke, at vi overhovedet har brug for de udstødte. De har ikke længere nogen funktion: "Tidligere havde de rige brug for de fattige for at blive rige. I globaliseringens tidsalder har de rige ikke brug for de fattige. De fattige udgør ikke længere med Marx' ord en 'reservehær', thi økonomien kan fremover klare sig uden. Regeringslederne har ikke engang brug for deres stemmer for at blive valgt," siger Ulrich Beck.

For Beck handler det ikke længere om at få alle i arbejde. Med høj arbejdsløshed i både Frankrig og Tyskland og junkjob i Storbritannien handler det snarere om at gøre op med forestillingen om 'arbejde til alle'.

"Ansigt til ansigt med massearbejdsløsheden er selve arbejdet ikke længere integrationens motor, men eksklusionens mekanisme," skriver Beck i Le Figaro.

Den franske regerings forsøg på at få flere i arbejde gennem mindre skole og flere lærepladser synes Beck at sætte spøgsmålstegn ved: "Den virkelige misere viser sig i lærepladsernes hierarki: De 'job', man tiltænker lidet kvalificerede teenagere, er blevet automatiseret og udflyttet."

I modsætning til Baudrillard mener Beck dog kun, at de udstødte skiller sig ud i egenskab af udstødte. De gør sig ikke andre tanker end alle andre borgere i den vestlige verden. De har heller ikke andre hensigter. De brænder ikke biler af, fordi de ikke vil køre i dem. Tværtimod, siger Beck:

"Det er ikke mangel på integration, men integrationens succes, der paradoksalt danner grobund for hadet og volden. Det er nærmere modsætningen mellem graden af ungdommens kulturelle tilpassethed og sociale eksklusion," siger Beck.

Skal de udstødte inkluderes, mener Beck, skal man først og fremmest holde op med at omtale dem som immigranter, endsige muslimer. De er franske. Indenrigsminister Nicolas Sarkozys forslag om positiv særbehandling er derfor et problem - ikke en løsning: "Grundlæggende er vi vidne til kampe for kulturel anerkendelse. Disse konflikter udspiller sig ikke omkring en materiel fordeling, hvor den ene vinder det, som den anden taber. Disse kampe for anerkendelse er spil, som alle kan vinde."

Selv om den ene intellektuelle efter den anden gør udfald mod indenrigsministeren, er han dog den eneste politiker, der forstår at sætte dagsorden. I en fyldig debat mellem nogle af Frankrigs væsentligste sociale tænkere i avisen Libération blev spørgsmålet om positiv særbehandling også vendt i denne uge. Sociologen Jean-Pierre Le Goff mener, at det er berettiget:

"Men med begrebet om 'synlige minoriteter' er man ved at bukke under for en anden indfaldsvinkel; nemlig en positiv særbehandling ifølge etnisk gruppe og hudfarve!"

Økonomen Eric Maurin er enig. Som han anfører, er den herskende diskrimination i det franske samfund hverken etnisk eller racistisk. Derfor skal modsvaret heller ikke være en positiv af slagsen: "Det grundlæggende problem er et andet. Det er fattigdom. Den oprindelige diskrimination er først og fremmest økonomisk."

Le Goff mener ikke, at fattigdom nødvendigvis er optøjerne i de franske forstæders væsentligste grund. Heller ikke arbejdsløsheden:

"Selv om man var fattig og arbejdsløs i 1930'erne, var man indfældet i fællesskaber og i stand til at give sit oprør en retning. Det er ikke tilfældet i dag med disse ungdomsbander, der ødelægger skoler, busser og naboers biler."

Le Goff mener, at deres destruktion er selvdestruktiv. De kan ikke længere finde kollektivt udløb for deres vrede, fordi fællesskaber så som familie, klasse og nation er under opløsning. Resultatet er identitetskrise. En af årsagerne, fremfører Le Goff, er venstrefløjens dyrkelse af multikulturalismen. EU er for en isoloret betragtning ikke et alternativ: "Jeg forestiller mig ikke, at Europa kan levere et nyt tilhørsforhold, især ikke i forstæderne. Venstrefløjen har været for hurtig til at opgive det nationale spørgsmål og forbindelsen mellem EU og nationen. Jeg tror på et EU, hvor nationerne forbliver identifikationens grundpille."

Svageste søjles styrke

Historikeren Pierre Rosanvallon finder Le Goffs tankerække farlig. Højreekstremisten Le Pens fremmarch ved præsidentvalget i 2002 er et fransk traume: "Venstrefløjen har i løbet af et århundrede været international pr. definition. I 1980'erne fandt man det nødvendigt atter at tillægge ideen om nationen en betydning. Men i alle fald må det blotte ord nation ikke blive den eneste horisont, hvorfra man tænker integration, statsborgerskab og lighed."

At falde tilbage på statiske forestillinger om nation og republik "er en undskyldning for ikke at handle," fremturer Rosanvallon, imens vor tids samfund falder sammen. Udgangspunktet er forstæderne, og de er, som Rosanvallon siger, "stedet, hvor problemerne ophobes".

En konstruktiv debat er ved at tage form i Frankrig. Landet har været i økonomisk og social krise i 30 år. Men synet på problemerne har nu ændret sig. Og måske ikke kun i Frankrig, der ikke er den eneste europæiske nation, der er slået ud af kurs. I et interview i The Guardian for nyligt beskrev sociologen Zygmunt Bauman sin foretrukne metode. Den inspirerer: "Jeg har altid troet på, at målet for et samfunds sundhed ikke er bruttonationalproduktet, men forholdene blandt de svagest stillede. En bros bærende kraft er ikke gennemsnittet af søjlernes styrke. Det er den svageste søjles styrke," siger Bauman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her