Læsetid: 2 min.

'Tenacious D in the Pick of Destiny'

26. januar 2007

*Ved siden af sin karriere som skuespiller har Jack Black et band, Tenacious D, sammen med skuespilleren og musikeren Kyle Gass. Nu forsøger han at blande de to ting i en spillefilm, en art musical, der fortæller historien om, hvordan de to mødtes og dannede bandet.

Det hele er naturligvis løgn fra ende til anden, men af og til også ganske underholdende og fuld af den humoristiske 1980'er-heavymusik, som det umage par dyrker så intenst. Dog er det ikke lige så sjovt og anarkistisk, som filmens intro lover.

En ung Jack Black gør musikalsk oprør mod sin gudsfrygtige familie (faren spilles af Meat Loaf) og opfordres af heavysangeren Dio til at løbe hjemmefra og søge til Hollywood, hvor hans skæbne venter. Det gør den så også, da JB, som han kalder sig, mange år senere endelig når frem og møder Kyle Gass.

For at gøre en lang historie kort: De to slår sig sammen, danner et band og kommer på sporet af et magisk plektar - et stykke af selveste Satans fortand - som de seneste 50 års allerstørste guitarister og rockguder har brugt, og som nu befinder sig på det velbevogtede Rockhistorisk Museum. De vil være berømte og må bare have fat i det plektar, og så gælder det om at finde på en plan, der er god nok til at skaffe dem ind på museet uden for åbningstid.

Gruppens morsomme metatekster og energiske musik lægger op til en anderledes vild historie, end den instruktør og manuskriptforfatter Liam Lynch fortæller i filmen - han er en af Blacks gode venner. Det er en meget traditionel komedie med masser af fladpandede grin og gags af den slags, Jack Black efterhånden må kunne lave i søvne. Kun sjældent - f.eks. i en musikalsk duel med Djævelen - forsøger han eller filmen sig med noget ud over det sædvanlige.

Men han synger godt, Kyle Gass spiller godt, og havde de taget opgaven lidt mere seriøst, kunne Tenacious D in the Pick of Destiny sikkert være blevet en bemærkelsesværdig, original musical.

*Tenacious D in the Pick of Destiny. Instruktion og ma-nuskript: Liam Lynch. Amerikansk (CinemaxX og Palads i København og en lille håndfuld biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her