Hvor er dansk design på vej hen?Det netop udløbne år bød på en sand overflod af stort anlagte oversigts-, hånd- og årbøger om nyere dansk kunst. En af dem hedder NY-BRUD. Dansk kunst i 1990'erne og er skrevet af de to markante unge kunsthistorikere Rune Gade og Camilla Jalving. Bogen er på mange måder et vægtigt og enestående dokument om 90'erkunsten, hvor nybruddet blandt andet består i, at en række kunstmedier vandt fornyet udbredelse: Installation, video, fotografi, netkunst, performance. En sådan samlet redegørelse om 90'erne fandtes ikke i forvejen, og det er prisværdigt, at nogen har sat sig for at kortlægge et årti, hvor store dele af den kunstneriske produktion ikke længere er tilgængelig, af den simple grund at mange af de nye medier ikke er varige. Installationerne er pillet ned igen, videoerne arkiveret, netkunsten forsvundet i cyberspace.
Kanon over 90'erkunsten
I syv kapitler oprulles historien om det, der betegnes nybrud inden for de seneste 15 års danske kunst. Ballet åbnes med en dramatisk beskrivelse af Henrik Plenge Jacobsen og Jes Brinchs skandaleombruste installation Burn Out, hvor kunstnerne i 1994 havde smadret biler og busser på Kongens Nytorv. I dette værk løber en række af 90'ernes kunstneriske tendenser sammen: Det uforståelige, provokatoriske og trashede, men samtidig det spektakulære, mediebevidste, underholdende og meget direkte følelsesmæssigt appellerende - kunst et ubestemmeligt sted mellem samfundskritik og ublu kommercialisering.
NY-BRUD er en lang reportage i dramatisk præsens, der kaster læseren lige lukt ind i det ene levende scenario efter der andet. Der er masser af flotte billeder, og teksten flyder legende let derudad, om end den sproglige tone sine steder virker lettere højpandet, og læseren forventes at besidde en pæn portion viden om gældende kunsttermer og begreber for at kunne følge med. Men man keder sig ikke, og gennemgangene af de enkelte kunstnere og værker er veloplagte, analytisk overbevisende og præcise.
Gade og Jalving kan deres kunsthistorikerkram. De har totalt tjek på alle de toneangivende begreber og tendenser inden for de seneste 15 års kunst, og de fører med sikker hånd linierne fra 90'erkunsten op til den helt friske nutid. Faktisk trækkes der så mange og hyppige linier, at bogens undertitel Dansk kunst i 1990'erne hen ad vejen bliver noget misvisende, for den handler stort set lige så meget om kunsten i 00'erne. Ambitionen er ikke blot at skrive et historisk dokument, men i lige så høj grad at gøre den aktuelle kunstscene mere overskuelig ved at anskue den gennem det forrige årtis væsentligste kunstneriske frembringelser. Hvilke retningslinjer udstak 90'erne, og hvordan bliver de videreført nu? 90'er-kunsten bliver en kanon for nuet.
Aktiv medskaber
Problemet med sådan en bog er naturligvis, at den langtfra får det hele med. Det er nødvendigt at foretage et udvalg, og det lægger Gade og Jalving heller ikke skjul på. Tvært-imod. Bogens indledning er et decideret manifest for kunsthistorikerens rolle som aktiv medskaber af historien. Frem for at lade eftertiden ordne og sortere, så gør de sig selv til "assistenter" for tiden, der aktivt udvælger bestemte udsnit, der skaber overblik over og retning på historien.
Men der er noget direkte tendentiøst over Gade og Jalvings udvalg, som underminerer en ellers fint fungerende bog. Bogen fokuserer ret ensidigt på et snævert københavnsk kunstmiljø, og på kunstnere og grupperinger, der følger nogle bestemte akademisk anerkendte trends, som også gjorde sig på den internationale kunstscene i 90'erne. Alle de mange kunstnere, der var gruppeløse eller enegængere, ikke passede ind i de rigtige kategorier, boede de forkerte steder eller arbejdede inden for forkerte medier, skrider i historieskrivningens skarpe sving. Man savner analyser af betydningsfulde kunstnere med stor gennemslagskraft som Christian Lemmerz, Michael Kvium og Nina Sten-Knudsen (der godt nok fik deres gennembrud i 80'erne, men i den grad også prægede 90'er-kunsten), Michael Brammer, Lene Stæhr, Marco Evaristti, Mette Hannemann, Uwe Max Jensen, Ulla Andersen, Balder Olrik, Martin Bigum, Kristian Hornsleth, Preben Fjederholt, Knud Odde, Peter Martensen, Ulrik Møller m.fl. Og man savner ikke mindst en mere ligelig præsentation af den del af dansk kunst, der fandt sted uden for Københavns volde.
Forfatternes valg og fravalg larmer af, at det hele skal gå op og blive til den historie, de så gerne vil have frem: Historien om det årti, hvor dansk kunst hoppede med på de smarte internationale strømninger med appropriation, relationel æstetik,mediepluralisme, nye antiautoritære grupperingsformer og alt det andet hippe, der allerede er akademisk blåstemplet som "nyt i 90'erne" og derfor risikofrit at skrive om. Hvis man vil tilhøre den toneangivende del af kunstmiljøet, er det opskriften på succes at yde så lidt modstand som muligt mod det vedtagne paradigme.
Det er ikke bare forudsigeligt. Det er også en kraftig forvanskning af, hvad 'dansk kunst i 1990'erne' egentlig var. Det er en skam, at de to i øvrigt glimrende forfattere ikke har tygget noget grundigere på den udtalelse, som kunstneren Andrea Creutz citeres for et sted i bogen: "Hvem bestemmer, hvad der er god kunst? Historieskrivning foretages jo ud fra subjektive valg."
* Rune Gade og Camilla Jalving: NY-BRUD. Dansk kunst i 1990'erne. Aschehoug 2006.
