Læsetid: 2 min.

Tennis og elskerinder

Hedebølgen får ikke politikerne til at holde igen med sidespringene, men det tvinger konversationen ned i tempo, og espressoen får konkurrence af mineralvanden
13. juni 2006

PARIS - 32 grader sagde tælleren. Det var temperaturen på banen, da verdens to bedste tennisspillere, schweizeren Roger Federer og spanske Rafael Nadal mødtes i finalen ved French Open i Paris søndag.

Informations korrespondent var på pletten i Roland Garros på excellente siddepladser takket være brillante forbindelser i den franske tennisverden, men havde glemt at tage den aktuelle hedebølge i betragtning.

Solen bagte ned over publikums syndige hoveder og allerede efter første sæt, som Federer vandt i overlegen stil 6-1, var det nødvendigt at søge midlertidig tilflugt i en bar. For at indkøbe betragtelige mængder mineralvand naturligvis - alt andet ville være risikabelt, og det var netop i køen til baren, at Deres udsendte opsnappede den første information velegnet til månedens sladrende bagside (der for en god ordens skyld helt skyldes, at bagsidens chef, en vis kulturredaktør ved navn Nielsen, har lagt netop denne side i avisen i faste rammer, og et af de faste elementer er en bagside med sladder og små anekdoter fra den by, korrespondenten opholder sig i).

"Ved De godt," sagde de to kvinder foran mig i køen hviskende til hinanden, "at den kvinde, udenrigsministeren sidder ved siden af nede på første række, ikke er hans hustru, men hans elskerinde?" "Ja da," svarede den første, "han viser sig sjældent offentligt med hustruen." Meget fransk.

Nødvendigt tilbehør

Senere oppe på overtegnedes plads forsøgte jeg at få et glimt af Phillipe Douste-Blazy, men kunne ikke med sikkerhed se ham. Dog overrasker det ikke, at han var i selskab med elskerinden - dette for dette lands mandlige politikere tilsyneladende så nødvendige tilbehør - for i sidste måned skældte dagbladet Liberation ham ud for både at være gennemført inkompetent til sit arbejde, og for i Marokko sammen med sin hustru at have ødelagt hotelinventar for omkring 20.000 euro, da ægteparret gerådede ud i et skænderi ifølge avisen netop om elskerinden, som ministeren også havde medbragt på en udlandsrejse. Regningen for det ødelagte værelse blev i diskretion betalt af værten, den marokkanske konge.

Royal med på moden

Havde det været i Storbritannien - et land, denne korrespondent også jævnligt opholder sig i og skriver fra - havde ministeren øjeblikkeligt været færdig med at se godt ud - og med ministerjobbet. Men ikke her. Og han er ikke alene. Den fremadstormende socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal omtales eksempelvis altid som havende en partner, partiets formand François Hollande, der er faderen til parrets fire børn. Men også Hollande har en elskerinde, og denne har han for nyligt slået pjalterne sammen med, samtidig med, at Royal selv muntrer sig med sin elsker, en universitetslektor.

Men OK - ønsker man at blive Republikkens første kvindelige præsident - er det muligvis strategisk klogt at kopiere mændene på alle punkter. Det funderede denne korrespondent over, mens Nadal baskede Federer sønder og sammen på lidt over tre timer. Espressoen holder ferie. Mineralvanden og den kølige vin er konge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her