Læsetid: 3 min.

Terror og demokrati

Overhovedet er det ikke blot retssikkerheden, men demokratiet som sådan, der er truet i USA
19. november 2005

En politimester blev interviewet om den nye terrorpakke: Var det ikke problematisk at give nye overvågningsbeføjelser til politiet? Nej, var svaret, vi er til at stole på, og det mener befolkningen i øvrigt også.

I forlængelse af denne tankegang siges det gerne, at øgede muligheder for at følge med i borgernes privatliv - eller tidligere privatliv - er uproblematisk, undtagen for terroristerne. Vi med rent mel i posen kan være ligeglade. Sådanne tankegange misforstår, hvad retsstaten drejer sig om. Når vi vælger politikere, og disse derefter udnævner politimestre og andre embedsmænd, er det naturligvis udtryk for tillid. Men magt korrumperer, som det hedder, og derfor er en retsstat bygget på det princip, at vi må antage, at de, der har magt, misbruger den. Derfor skal vi kunne afsætte politikerne ved nye valg, og derfor skal myndighederne stedse checkes på alle leder og kanter. Gennemført mistillid skal præge systemet, som det blev udtrykt af den gamle stalinist og indædt stridsmand for retsstaten Carl Madsen.

Derfor tager nævnte politimester fejl, og derfor er det irrelevant, om folk faktisk stoler på politiet.

Disse ting er fundamentale i specielt den liberale statsopfattelse.

Liberalismens klassikere ville ikke have en demokratisk stat - f.eks. anbefalede Stuart Mill privilegeret valgret - men de frygtede den tyranniske stat. Derfor ville de have en magtbalance mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, således at magtcentrene kunne holde hinanden i skak ('checks and balances'). Og de ville forsvare borgerne mod myndighedsmisbrug gennem grundlovsforhør og meget andet. Hvis det forudsættes, at vi kan have tillid til myndighederne, er de fleste af disse garantier overflødige, - ja, skadelige, fordi de hæmmer den gode stat i dens arbejde med at slå ned på skurkene.

Sporene skræmmer

Så vidt det principielle. Mere praktisk kan man naturligvis overveje den faktiske fare for misbrug.

Det er meget muligt, at regering og politi i dagens Danmark holder deres stier rene, men hvad om fem år? Dansk Folkeparti er gode til at se en skillelinje mellem kristne danskere og muslimske må-ske-danskere, men har til gengæld svært ved at kende forskel på hærværk og terror. Der er ikke langt til den konklusion, at muslimske lovovertrædelser pr. definition er terror. Hvis Dansk Folkeparti styrkes, kan en terrorpakke bruges til at indføre politistat for de 'forkerte' danskere.

Sporene skræmmer, når det gælder brug af terrortruslen til at undergrave liberale frihedsrettigheder, og det er naivt at tro, at særlige danske traditioner skulle gøre os immune overfor sådanne tendenser.

Regeringer i Centralasien og mange andre steder har set den globale terrortrussel som en kærkommen lejlighed til at slå ned på den hjemlige opposition.

I USA fik regeringen efter 11. september vedtaget en Patriotic Act, der indførte skærpet overvågning, og som samtidig gjorde mistænkte næsten retsløse; det kan mange arabere, der blot var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, fortælle om. Men i øvrigt er systemet det, at regeringen eksporterer restusikkerheden til Guantanamo eller andetsteds. Der har nylig været megen tale om de hemmelige fængsler i Østeuropa, men det har længe været en kendt sag, at USA sender mistænkte til lande som Ægypten, Jordan eller Marokko, hvor myndighederne ikke har problemer med at bruge tortur. Den mest veldokumenterede sag drejer sig om en person, der af alle lande blev sendt til Syrien. Det er uklart, hvorfor dette land åbenbart godt må tortere amerikanernes fanger, men ikke må myrde et udenlandsk statsoverhoved.

.

Jeg tænker ikke så meget på det forhold, at man for at få et varieret udbud af informationer og medier må opsøge internettet: I 1980 blev 90 procent af nyhedsstrømmen varetaget af 50 uafhængige kilder, men dette tal er i dag skrumpet ind til fem, nemlig AOL Time Warner, News Corporation (dvs. Murdoch), Disney, Viacom and Vivendi, - alle multimedie-selskaber som i sagens natur er solidariske med den amerikanske selskabskapitalisme. Men denne skævhed er ikke i strid med det liberale begreb om ytringsfrihed, der blot hæfter sig ved retten til at ytre sig.

Jeg tænker i stedet på det forhold, at valget i flere amerikanske stater nu foregår elektronisk og uden papirbeviser, således at det er umuligt at kontrollere optællingen. Kan man stole på de selskaber, der står for teknikken og optællingen (nogle har gode forbindelser til republikanerne)? Det ligner en udlicitering af demokratiet, og det forudsætter det, som demokratiet ikke må forudsætte, nemlig tillid.

Anders Lundkvist er ekstern lektor ved Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu