Læsetid: 3 min.

Terrorist eller friheds-kæmper?

Den danske dokumentarist Frank Piasecki Poulsen har som den første nogensinde fået adgang til at filme i en af guerillabevægelsen FARC's træningslejre dybt inde i Colombias regnskov
11. november 2005

I mere end 40 år har borgerkrigen hærget i Colombia. Udadtil ledes landet af præsident Álavaro Uribe, men i landdistrikterne og i de vidtstrakte regnskove kæmper Sydamerikas største oprørsbevægelse, FARC, nu på femte årti for at omstøde magten til fordel for en mere ligelig fordeling af landets rigdomme.

Ideologisk støtter FARC (Colombias Revolutionære Væbnede Styrker) sig til marxismen, spædet op med tanker af den legendariske revolutionshelt Simón Bolívar. Organisationen optræder på både USA's og EU's lister over terrorbevægelser, ligesom deres aktiviteter ifølge Amnesty International er finansieret af narkopenge, kidnapning og pengeafpresning. Men virkeligheden afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og man skal ikke langt ind den danske dokumentarist Frank Piasecki Poulsens film fra en af FARC's træningslejre, Guerrilla Girl, før tidens mange stereotyper omkring terrorisme opløses i mere nuancerede billeder. De involverede får kort sagt et menneskeligt ansigt, hvorved det straks bliver mere vanskeligt at tage entydigt stilling for eller imod deres bevæggrunde såvel som deres metoder.

Frank Piasecki Poulsen er den første nogensinde, der har fået lov til at filme i en af FARC's hemmelige lejre. Her har han sammen med en assistent opholdt sig i tre måneder på lige vilkår med guerillaerne, hvilket gør filmens præg af fortællemæssigt og æstetisk overskud så meget desto mere imponerende. Alle scener er optaget på stativ, en stor del af filmen foregår stort set i mørke, og samtidig med at både billeder og lyd emmer af regnskovsstemninger, kommer man tæt på personerne på en måde, som var det en harmløs sommerlejr for unge og ikke en udklækningsanstalt for guerillasoldater, man var vidne til.

Indlevende loyalitet

Som hovedperson har Poulsen valgt en 21-årig kvinde, Isabel, universitetsuddannet og med baggrund i en relativt velstående familie i storbyen. Det er altså hverken fattigdom, uvidenhed eller mangel på alternativer, der har drevet hende til at slutte sig til FARC. En beslutning, som hun udmærket godt er klar over ikke kan gøres om.

Trods reel fare og en nærliggende fristelse til at dramatisere det unikke stof er det lykkedes Poulsen på forbilledlig vis at slå koldt vand i blodet og lade situationerne tale for sig selv i al deres paradoksale sammensathed af blodig alvor og (u)almindelig hverdag.

Efter et indledende sindelagskontrollerende interview glider Isabel over i et uddannelsesforløb, hvor hård fysisk træning veksler med kammeratligt samvær.

I det ene øjeblik sendes rekrutterne gennem den tætte underskov med trægeværer, i det næste skal de lære at dræbe en ko med en kniv, og i det næste igen kan overvindelsen handle om at bade i andres påsyn eller at vænne sig til, at private ejendele som sæbe og shampoo forsvinder i kollektivismens navn. Om aftenen vokser længslen, vemodet og de intime følelser frem, akkompagneret af regnskovens kakofoni af lyde, samtidig med at det massive mørke giver næring til fantasier om blodtørstige regeringssoldater eller mere mytologiske væsener.

Med jævne mellemrum får lejren efterretninger om nogle af FARC's aktuelle aktioner, og ind imellem forsøger Isabel at stille spørgsmål om nogle af de rygter, hun på forhånd har hørt om finansieringsmetoder som narkohandel eller afpresning. Men filmen holder sig konsekvent fra at være klogere end sine personer, og en egentlig stillingtagen eller analyse må man lede forgæves efter.

Til gengæld tager filmen på bedste dokumentariske vis sin beskuer med ind i et univers, som ingen udenforstående normalt har adgang til. Og den gør det med en indlevende loyalitet og et sanseligt nærvær, som - om ikke andet - kunne bidrage til at sætte forståelse højere end fordømmelse.

Guerrilla Girl. Instruktion: Frank Piasecki Poulsen. Dansk.

Filmen vises i forbindelse med cph:dox den 6. november kl. 21:30 i Grand og 13. november kl. 19 i Cinemateket, hvor man også kan møde instruktøren

Har ordinær premiere i Vester VovVov i København den 14. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her