Læsetid: 4 min.

Terroristen Lucifer og alle hans gerninger

Det sidste store europæiske epos: John Miltons 'Det tabte Paradis'
21. september 2006

Den megen interesse for den nationale kulturkanon skal ikke skygge for, at der også findes smukke bestræbelser på at vedligeholde kendskabet til et endnu større pensum, således det litterære repertoire. På dansk har vi ikke udmærket os i store genrer som heltedigtet og tragedien, i hvert fald er de ikke synlige blandt Kulturministeriets dusin værker fra Jammersmindet til Sommerfugledalen.

Det er sådan, at de to bedste eksempler er rene parodier eller travestier: Holbergs Peder Paars, om heltens farefulde færd fra Kalundborg til Aarhus, og Wessels grinagtige farce Kærlighed uden Strømper. Men hverken disse genialiteter eller deres forfattere har fået sæde i den litterære himmels nådestol.

Til gengæld hersker der en vis generøsitet blandt forlæggere og oversættere, hvad angår verdenslitteraturens klassikere med nye versioner af storværker i både prosa og vers. Epos efter epos fra antikken i nye versioner flyder op imod underverdenens floder fra Otto Steen Due, Iliaden, Odysseen, Æneiden, Ovids Metamorfoser, videre bl.a. Lucrets' store læredigt Om verdens natur i ægteparret Madsens oversættelse, ligesom Dantes Guddommelige Komedie kan læses i smidige terziner i Ole Meyers gengivelse.

Men hør disse jamber om de forsamlede faldne engle i djævlestaden Pandæmonium. De har for at få plads omskabt sig:

som de alfer små

hvis glade fester sent ved midnatstid

i skovens udkant eller ved en bæk,

en bonde, der for sildigt kom den vej,

ser, eller drømmer, at han ser, imens

histoppe Månen skuer til og snor

mod Jorden nærmere sit blege hjul.

Med lystighed og dans og munter sang

fortryller de hans øre, så hans sjæl

på samme tid genklinger fryd og frygt.

Så de udødelige ånder let

de kæmpestore kroppe sammen trak

indtil den mindste form, og de fik plads -

Det er ikke Dantes nye, dolce stil, men John Miltons elisabethanske lyrik, som den udfolder sig i forgangen dansk stil i en helt 'homerisk lignelse', en vidtstrakt, dristig sammenligning mellem de ræddelige djævle og skovens muntre alfer. Det er et godt eksempel på de rige kontraster og den blomstrende stil, værket anvender som led i den universelle krig mellem godt og ondt, blide drømmesyner og Helvedes kongeborg.

Englehærene

Det er kendeligt, at det ikke er en nyskabt oversættelse af det 10.000 vers lange epos, det sidste store episke digt i europæisk litteratur, Det tabte Paradis (1667), men dog lidt af en bedrift i udnyttelsen af den lyriske tradition, før talesprog og modernisme ændrede sprogbilledet. Det er Uffe Birkedals hundred år gamle fordanskning i lidt hårdhændede, monotone jamber med fast mandlig udgang, nænsomt revideret og i moderne retstavning ved Christian Kaaber, der indleder værket sammen med Bo Alkjær, der står for nødvendige noter hidsat sideløbende, det hele illustreret med skrækromantiske gravurer af Gustave Doré, så man kan vide, hvordan Lucifer og hans enorme englehær ser ud.

Og ham bliver man ligesom digteren noget fascineret af. Det er uundgåeligt ved disse himmelstræbende værker, at det koloristiske djævelskab især fanger interessen, måske på grund af vores syndige natur, der er fortrolig med aktualiteternes beskidte krige, tilvænnet mediernes særlige forkærlighed for blodig underholdning, mens de gode kræfter gerne er henvist til trivialkunsten. Hvorom alting er, så falder de fleste læsere fra efter Helvede i Dantes Commedia, og således måske her, hvor de første to af de tolv sange, hvor oprøreren Lucifer og hans næstkommanderende Beelzebub kommer på komedie og lægger strategien efter deres nedstyrtning. Det er storslåede scener, hvor de med blændende retorik etablerer deres terroristiske netværk

I uforsonligt had med list og vold

imod vor store fjende, som vandt sejr,

hin glædedrukne himlenes tyran.

Milton har ikke forgæves, på homerisk vis, anråbt sin muse, Himlens sangmø Urania, om hjælp til at skildre Adams brøde, syndefaldet i Eden og al vor kval, indtil en større mand atter bringer os til det søde hjem. Det er tankeskelettet i det sindrigt komponerede værk af den samfunds- og religionskritiske Milton, midt i den engelske reformationstid politisk og protestantisk puritaner, en oprører, der har svært ved at skjule en anelse forståelse for Lucifer, klartskuende trods fysisk blindhed. Atter en mærkelig homerisk parallel.

Encyklopædi

Nu er det dog ikke Satan, som forbliver hovedskikkelse, men Adam og Eva, der træder frem i fjerde sang efter en stærk lovsang til himlens lys og en skildring af Satans spionage i Eden. Vi hører videre om de rasende kampe mellem englehærene og Messias' sejrrige indsats. Der er fine samtaler om verdens skabelse som ptolemæisk arrangement og Adams egen rapport, Guds søn går i forbøn for menneskene, men ud skal de jo. Historien er lang og speget, og forsoningen rækker langt ud i fremtiden.

Med sin store vidensformidling er Det tabe Paradis nærmest et encyklopædisk værk for datiden, med omfattende træk ikke kun på Biblen, men den antikke mytologi og renæssancehumanismen. Med hele sit eventyrlige præg virker den også bedrøveligt aktuel i sin uhyrlige viden om magt, vold, krig, hævn, straf, gengældelse og fascination af våben. Og et mål af håb.

Tålmodighed må læseren væbne sig med mellem lysende oplevelser i et patineret sprog. Men den statelige bog er en fin foræring, mere end blot og bar kanonisk.

nJohn Milton: Det tabte Paradis. Illustreret af Gustave Doré. På dansk ved Uffe Birkedal. 464 s. indb. 369 Kr. Forlaget Vangsgaard. ISBN 87-988712-5-0

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu