Over Europas sommer kaster bombesprængningerne i London en frysende skygge. Man kigger mistænksomt rundt på sine medpassagerer i offentlig transport: Ser de ud til at kunne finde på noget vanvittigt? Og er de i øvrigt fremmedartede?
Selvfølgelig er det paranoidt. Bare at tænke sådan er at lade terrorister opnå et mål. Sandsynligheden af at komme galt af sted ved en trafikulykke er hundredfold større end risikoen for terror. Det siger enhver fornuftig overvejelse. Men alligevel-
Og når man prøver ved rationel tankevirksomhed at nærme sig terrorismens væsen, går man i stå. For hvad i alverden får dog unge mennesker - med en familie, en uddannelse, et håb, en fremtid - til at øde deres liv på at rive uskyldige i død og lemlæstelse? Ja, ja, fanatisme og alt det dér- men tilbage står alligevel en uigennemtrængelighed for forståelsen.
Det er en del af hjælpeløsheden over for terroren. Vi har næsten umuligt ved at udkigge de næste gerningsmænd, og vi har endnu sværere ved at forstå dem.
Mange af Europas nulevende har faktisk befundet sig i en tilsvarende, svært fattelig, trussel. Det er gledet ned under erindringens horisont nu, men i 1970'erne spredtes rædsel af terrorgrupper som Vesttysklands Rote Arme Fraktion og Italiens Røde Brigader. Ud fra et venstreekstremistisk program søgte de at lamme 'det kapitalistiske samfund' ved bomber, bortførelser og mord, blandt andet på den italienske premierminister Aldo Moro og den tyske arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer. Terroristerne var ikke underklassens underkuede, men typisk ideologisk forblændede fra mellem- og overklassen.
En overgang lykkedes det terroristerne at skabe tvivl om de humane demokratiers evne til at bestå. Men besindige politikere, ikke mindst Vesttysklands socialdemokratiske kanslere Willy Brandt og Helmut Schmidt, modstod højrefløjens krav om indførelse af politistat og undtagelsestilstand. Det lykkedes gradvist at fjerne terrortruslen ved at opfatte, eftersøge og dømme terroristerne som gemene kriminelle. At samfundet insisterede på denne betragtningsmåde betød også, at den glamour, som letbevægelige sind forlenede terroristerne med, blev slidt af ved domstolenes udredning af usselheden bag forbrydelserne.
En historisk fodnote til dette bandeuvæsen er, at nogle, der dengang var yderligtgående danske venstreintellektuelle, havde vanskeligt ved at afgrænse sig fra terroristernes ideologiske retfærdiggørelse af mord. Nogle af de selvsamme personer ytrer sig stadig i dansk debat. Nu med hårde ord om 'blødsødenhed over for terrorister'.
Inden for de seneste 100 år har det været hvert europæisk slægtleds forbandelse at skulle stille noget op mod truslerne fra totalitær forbryderisk tankegang.
Over for nazister og fascister søgte demokratiet i 1930'erne at forhandle sig til rette. Den beske erfaring blev, at det kun hjalp at slå dem ihjel. Undskyld udtryksformen, men det er det korte af det lange.
Efter Anden Verdenskrig var det kommunismen, der såede tvivl om det vestlige demokratis fremtid. Her viste det sig - over årtierne - at det rette bekæmpelsesmiddel var en blanding af militær fasthed gennem NATO og en forhandlingspolitik om fred og samarbejde. Når kommunismen blev behandlet som en 'næsten normal' styreform, kom dens groteske sider til at stå ubarmhjertigt klart - både for Øst-befolkningerne og ideologiske sympatisører i Vest.
De trusler, som terrorbomberne nu udgør, kan vi ikke med nogen fornuft møde ved at erklære 'krig mod terror'. Bag terroren er der ingen kejser, der kan abdicere, ingen fører, der kan skyde sig, ingen storadmiral, der kan underskrive overgivelse. Og hvis man erklærer en krig og ikke vinder den, så har man tabt den.
Det er nu mere end 25 år siden, at USA erklærede 'krig mod narko'. Den krig har USA ikke vundet.
I denne verden er der rigeligt med forurettede folkeslag og forskruede fromme. Søger de at hævde sig ved forbrydelse, er vores klogeste svar at behandle dem som forbrydere.
