BOSTON Det er kun en uge siden, at præsident Bushs talsmand Scott McClellan hævdede, at USA »vinder krigen mod terrorismen«. Verbet stod i nutid, fordi Osama bin Laden samme dag i sit 14. elektroniske budskab havde hævdet det modsatte: At al-Qaeda og dets jihadister vinder over USA.
Hvem har ret? Et ganske interessant spørgsmål. Akademikeren og journalisten Daniel Benjamin var i 1994-99 leder af kontraterrorisme-kontoret i præsident Bill Clintons nationale sikkerhedsråd. I samme periode arbejdede mellemøstforskeren Steven Simon i sikkerhedsrådet. I 1990erne hørte de to embedsmænd til de få i det amerikanske regeringsapparat, der havde ænset truslen fra al-Qaeda.
I efteråret 2002 et år efter 11. september skrev de i bogen The Age of Sacred Terror en analytisk fremstilling af fænomenet på baggrund af alle de efterretninger, de havde haft adgang til og den indsigt, de havde opnået. Nu er de tilbage med en ny bog: The Next Attack, The Failure of the War on Terror and a Strategy for Getting it Right, som burde være obligatorisk læsestof for alle, der er interesserede i den amerikanske terrorismedebat.
Som det fremgår af titlen, er forfatterne uenige med Bushs talsmand.
»Det er ganske enkelt ikke længere muligt at fastholde, at USA vinder krigen mod terrorrisme. Terroristernes antal vokser lige så hurtigt som mængden af sympatisører, der kan bevæges til at bruge vold, og midlerne og viden til at gennemføre terrorangreb, herunder af katastrofale dimensioner, er blevet lettere at anskaffe,« skriver de.
Forfatterne er ikke i tvivl om, hvorfor det er gået så galt. Svaret kan koges ned til et ord: Irak-krigen.
»En forfejlet amerikansk politik, først og fremmest invasionen og besættelsen af Irak, har medført en vækst i antiamerikanisme, som kaster os ud i en fremtid med flere terrorangreb på flere steder og med en mere dødelig effekt.«
Man bliver overbevist
Størstedelen af bogen er viet til at dokumentere disse påstande, og desværre lykkes det Benjamin og Simon at overbevise læseren. Til sidst spørger man, hvad der egentlig er blevet gjort rigtigt og bliver svar skyldig. Ikke engang Afghanistan lyser op som en succeshistorie. Og nu skal NATO snart overtage kommandoen over områder i den sydlige del af landet, hvor amerikanske soldater har udkæmpet en fire år lang og ørkesløs krig mod Taleban og al-Qaeda. Ikke et opløftende perspektiv.
Uanset hvordan man vender og drejer Bushs krig mod terror, fører alle veje tilbage til Bagdad. I stedet for at afslutte krigen i Afghanistan flyttede Washington soldater, spionfly, efterretningsagenter og jægersoldater til Mellemøsten. Ressourcerne var knappe, så al-Qaeda fik lov at undslippe. Da Osama bin Laden flygtede fra Kabul sydpå til Kandahar og derfra ind i det vestlige Pakistan via Tora Bora-bjergene i 2002, kunne de være blevet stoppet af et tilstrækkeligt opbud amerikanske styrker.
Men de nykonservative ideologers opmærksomhed var allerede på det tidspunkt vendt mod det epokegørende demokratiprojekt i Irak. Før invasionen advarede bin Laden USA mod en hellig guerillakrig, men Bush lyttede ikke.
For jihadisterne skulle Irak blive en kærkommen lejlighed til at afprøve deres militære færdigheder. Landet blev én stor træningslejr for terrorister. Der skal ifølge forfatterne ikke meget fantasi til at forestille sig, at veteranerne fra denne moder af alle hellige krige i det 21. århundrede vil fortsætte kampen, når de vender tilbage til deres hjemlande i Mellemøsten, Centralasien og Europa.
Det bliver værre
Myter om krigshelte og martyrer florerer nu i jihadisternes verden, mens Bush fortsætter med at beskrive bekæmpelsen af terrorismen som en krig og anvender bibelske vendinger som »de gode« mod »de onde«. Det bekræfter kun et voksende antal muslimers opfattelse af, at invasionen i Afghanistan og Irak er del af et storslået imperialistisk projekt, hvis endelig mål er at undertvinge islam.
Den tidsubestemte internering af muslimske fanger på Guantánamo-basen, rapporter om tortur og ydmygelse af muslimske fanger i Abu Ghraib og andre steder tjener yderligere til at bekræfte mange muslimers forudindtagede holdning til USAs intentioner. Kristne evangelister tilstedeværelse i Irak gør situationen endnu værre.
»De amerikanske beslutningstagere har ikke forstået, at vi står overfor et globalt oprør. De har overset jihadisternes ideologiske tiltrækningskraft. I stedet for at undergrave deres propaganda, har USA utilsigtet styrket den ved at handle på en måde, som blot bekræfter jihadisternes argumenter for at bekæmpe USA,« skriver Benjamin og Simon.
Har Bush-regeringen en sammenhængende strategi for at bekæmpe dette dødsensfarlige fænomen, spørger forfatterne. Svaret er nej. Anvendelsen af militær styrke kan kun være del af en overordnet strategi, som bygger på aktivt diplomati, politi- og efterretningsarbejde samt dannelse af alliancer. I stedet sætter USA vold mod vold, mener Benjamin og Simon.
Det kan ikke ende godt. Ifølge forfatterne er risikoen for et nyt, stort terrorangreb mod USA relativt lav. Deres bekymring går mere på situationen i Europa, hvor de forudsiger flere attentater i stil med Madrid og London begået af self-starters, altså celler af uafhængige iværksættere, der ikke nødvendigvis har været i træningslejr drevet af al-Qaeda. I dag kan en terroristcelle opstå, fremstille sprængstoffer og planlægge et angreb i løbet af et par måneder.
Alle nødvendige informationer er tilgængelige på islamistiske websider.
Daniel Benjamin & Steven Simon, The Next attack, The Failure of the War on Terror and a Strategy for Getting it Right, Time Books 2005, 330 s.
