Læsetid: 3 min.

Terrorporno - et hit

18. august 2006

Har jeg tid til det her? Et legitimt spørgsmål på enhver given tv-aften. Men særligt presserende i mandags. DR2 viser af årsager, der må fortone sig i fetich for ubehagelig aktualitet og udnyttelse af vestlig grundangst, den britiske, karismaløse, klichepakkede 24 timer-udvanding Spooks - om MI5's kamp mod terror i bl.a. London. Jeg skal ikke kede dig med første episodes plot, blot afsløre at det er actionpacked og diverterer med kæk selvtægt. Hvilket selvfølgelig i dén grad også gælder den amerikanske serie 24 timer, som TV2 sender lidt senere mandag. Den er bare langt bedre skruet sammen, og fotografering, klipning og soundtrack er en formidabel destillering af føderal feberangst for komplotter. Så denne variant af terrorporno er frygtelig svær at flå blikket fra - og dermed så meget desto mere ubehagelig.

Som den slovenske filosof Slavoj Zizek har påpeget, så placerer 24 timer sine hovedpersoner i et skyggeland, hvor hverken lov eller moral lyser ind - bl.a. fordi folkene har travlt. En stresset dag på kontoret ligner en søndagsudflugt dyppet i sirup og filmet i slowmotion sammenlignet med det ene sølle døgn, som Jack Bauer & Co. har til at opløse en olm terrorplan på amerikansk jord. Så alle kneb gælder: Tortur er kun et problem, hvis Amnesty får nys om det og henrettelse uden rettergang, ja, det åd vi skam allerede råt i starten af denne femte sæson.

Ultimativ depravering

Dette er populær fjerner, folkens. Tv som forførerisk argument for stærkt udvidede terrorpakker - serveret i en dygtigt kokkereret sovs, der camouflerer den ubehagelige smag af ådsel. Stress-scenariet er udtænkt for at suspendere humanitet. Der er ikke tid til at være menneske i 24 timers psykose, eller jo, det er der, men kun i intimsfæren. Bauer går fra nådesløs til omsorgsfuld på sekunder, når de nære kræver det. Og hans eks genforelsker sig, selv om hun så ham torturere hendes daværende mand i sæson 4. Men der er løbet mange reklameblokke over skærmen siden. Og Bauer inkarnerer, som Zizek påpeger, Heinrich Himmlers ideelle Endlösung-funktionær: En mand der bare gør sin pligt, ja, faktisk modstår fristelsen til at undlade at udføre den. Og som udtryk for ultimativ moralsk depravering beholder han evnen til at fungere som menneske.

Et sted langt ude i natten, timer senere får de hyperkomplekse menneskeportrætter i milepælen og dramaserien Six Feet Under endelig lov at udfolde sig. Her går tiden anderledes langsomt, og der sker utrolig lidt i hvert afsnit. Altså ud fra en storpolitisk målestok eller actionfilmens parametre. Bedemandsfamilien Fisher og deres omgangskreds giver sig god tid til at være mennesker i L.A., men de skal selvfølgelig også bare begrave de døde og håndtere de efterladtes sorg. Om kistekunden så er bukket under for Golfkrigssyndrom eller blot sovet ind i ægtesengen. Det er dem, der piller kuglerne ud af et bandemedlem, mens agent Bauer sætter strøm til en mand, der er skyldig indtil det modsatte er bevist. Hvilket det bliver. Men Fisher & Sons bliver altså kun sluppet løs om natten. Som om programlæggerne har vendt op og ned på godt og ondt, så det nu er de gode, der må snige sig ud i ly af mørket og lægge lyssky planer for, hvordan menneskeheden kan forblive menneskelig; hvordan vi undgår at blive forvandlet til lejesvende for en sag, vi ikke har haft tid til at tænke videre over. For der var jo en serie i tv, vi ikke ville gå glip af. Og så gik der tid med det.

Spooks, DR2. 24 timer og Six Feet Under, TV2. Mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her