Læsetid: 5 min.

Terrorsagen i Glostrup er jomfruelig jura

I den såkaldte terror-sag fra Glostrup bliver vi vidne til den vigtigste retsbelæring i over 50 år. Anklagemyndigheden har indkaldt såkaldte karaktervidner til at mene noget om de tiltalte - og det på en måde som man aldrig tidligere i Danmark har budt et nævneting
13. februar 2007

Når landsdommer Bent Østerborg onsdag formiddag skal sammenfatte kendsgerninger og jura i den såkaldte terror-sag fra Glostrup, er det givetvis den vigtigste retsbelæring i over 50 år, nærmere bestemt siden den retsbelæring, der i 1954 med en vis overbevisende hældning mod skyld banede vej for den stadigt omdiskuterede domfældelse i sagen om hypnosemordene.

I Glostrup-sagen er vi på et helt nyt retsområde. Den nye terrorlovgivning er endnu en ubrugt uskyldighed, jomfruelig jura, om man vil.

I selve retsforhandlingen har anklagemyndigheden indkaldt såkaldte karaktervidner til at mene noget om de tiltalte, og det på en måde, som man aldrig tidligere i Danmark har budt et nævneting.

I tidsånden indgår stærke forsøg på at hypnotisere befolkningen til at tro, at alle islamister er potentielle terrorister, og forstår man ikke denne del af tidsånden, tilhører man gruppen af naivister.

Danske domstole har i de senere år levet med, at en række sager har haft fremtrædende politikeres bevågenhed i de indledende faser og politiske forventninger til domfældelse.

Især i sager med påstået terrorisme har toppolitikere sagt, hvor forfærdede de er, selv om de ikke vidste en døjt om sagens indhold eller mangel på samme.

Men især Tvind-sagerne har dokumenteret den dømmende magts hæderværdige uafhængighed af lovgiverne. Stort pres, men klar afvisning. Sådan skal det være, men alligevel en dejlig fornemmelse, når det også er sådan i de mest politiserede sager.

Danmarks største terrorsag

Tavshed mens retten sidder, er et rigtigt princip og ekstra vigtigt tæt på afgørelsen. Det skal ikke forhindre den vurdering, at landsdommer Bent Østerborg er sat på en vanskelig opgave. Ikke på grund af omgivelsernes forventninger, men især på grund af sagens karakter.

Tv2 kalder fortsat sit web-tema om Glostrup-sagen for 'Danmarks største terrorsag'. På DR's hjemmeside håber man stadig at kunne skræmme livet af os med reportagen og (arkiv)fotoet fra 18. december 2006: "Det kunne have været en yderst dødelig cocktail med en bombe på Nørreport Station i København eller i storcentrene Fields og Fisketorvet. For netop disse menneskefyldte steder blev i dag nævnt under retsmødet i Østre landsret-"

Nu er der ikke en bombe, hverken den dødelige eller den yderst dødelige, hvad det end er.

Der er sagt på jævnt dansk slet ikke den rygende pistol, som kunne gøre det nemt for retsformanden, nævningerne og det samfund, der gennem retsstatens lovgivning vil beskytte sig mod terror og terroristerne. Der er derimod masser af aflytningsrapporter med oversættelser, der kan høres på flere måder. Der er nogle af de tiltalte, som har været i kontakt med de to terror-dømte i Bosnien, der er nogle, som ikke har talt med dem, og var det nu, fordi de ikke havde noget med dem at gøre, eller fordi de sikkerhedsbevidst blot var tilbageholdende?

Det er stadig ikke nemt, og nemmere bliver det heller ikke af, at der er afhørt særlige karaktervidner, som har talt om nogle af de tiltaltes mulige vej til en radikaliseret islamisk tænkning. Nogle vil huske, at den slags kan gøre indtryk, fordi de kan huske Tv2-reporteren, der - som eksempel på radikaliseringen - med et forskræmt udtryk i ansigtet fortalte, at en af de tiltalte ligefrem mente, det er amerikanerne, der er de største terrorister i Irak. Undskyld os, men det er der nu nok et par milliarder mennesker, der ville mene, hvis de blev spurgt.

Amerikansk opfindelse

Når sandheden skal frem, er der hærdede kriminalreportere, som kan huske en og anden forsvarer tviste en afhøring, så vidner viste sig mest at være karaktervidner, der skulle formilde nævningernes syn på tiltalte. Så begrebet karaktervidner er ikke i sig selv en forvridning af processen.

Men brug af karaktervidner, der tillægger de tiltalte nogle særlige politiske eller religiøse holdninger, må selvfølgelig ikke føre til en sænkelse af beviskravene. Det vil derfor være sigende for dansk strafferetspleje, om disse vidner onsdag tillægges vægt eller fravælges som metode. De rene karaktervidner er en amerikansk opfindelse, og det kræver en usædvanlig stærk begrundelse, hvis de skal bruges her, når nu ethvert fornuftigt menneske vil afvise netop amerikansk retspleje som vejen til en højere retfærdighed.

Hypnosemordsagen med flere røverier og to nedskudte bankfunktionærer havde en rygende pistol, en mand på aftrækkeren, en tilståelse, og så påstanden om, at det var skytsånden, som gennem hypnose havde styret det hele.

Det diskuteres stadig, om det kan være foregået sådan, og om ikke retsformanden gik for vidt, da han i 1954 vurderede skytsåndens magt over revolvermanden som så stærk, at den kunne lede til røverier og mord. Selv om der er vide rammer, kan man altså gå for vidt og give retsbelæringen evigt liv og herostratisk berømmelse.

Retsformanden har fuld frihed til at læne mod frifindelse. Det gøres ved at markere den dobbeltgaranti, som betyder, at de juridiske dommere kan underkende en skyldig-afgørelse. Og gælder det hældning mod domfældelse, kan retsformanden gå så langt, at han får sagt, at en skyldig-kendelse ikke vil blive underkendt. Men der er nogle juridiske og psykologiske grænser, som ikke kan defineres her, uden at det bliver en stillingstagen, mens retten sidder.

Balanceret retsbelæring

Det eneste, man kan sige, er, at retsbelæringen må være så balanceret, så differentieret og så klar, at de fleste kan forstå og kan forsvare afgørelsen og bevare en velbegrundet tillid til danske domstole.

Det er fornemmelser, retstraditioner og kultur, der bestemmer, hvor lidt eller hvor meget bevis, der kræves, hvis man vil statuere at en, to, tre eller fire unge mænd ville slå ihjel gennem en terrorhandling, der skulle tilføje Danmark eller det internationale samfund betydelig skade.

Det er mere håndterligt at vurdere, om dette bevis så findes. Ikke et bevis for snak eller chat, ikke beviser for løse forberedelsesplaner eller ønsker om helteroller her eller hinsides, men beviser for målrettede strafværdige forberedelseshandlinger.

Det er helt givet, at kloge og velfunderede formuleringer kan gøre det til en sag om bevisets stilling og ikke til en sag om dem og os.

Det er her, snittet skal være skarpt, ja, lysende klart, hvis vi skal forstå og acceptere afgørelsen, uanset hvad den bliver.

Kronik side 18-19

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her