Der var engang en mand,
han boede i en spand
Spanden var af ler.
Konen vasked' bleer
Nu kan jeg ikke mer'.
OVENSTÅENDE poetiske dybsindige med plads i bagagen hos flertallet af hjemmefødninge nord for Kruså udmærker sig - som veloplagt påvist af sprogprofessorerne Jørn Lund og Erik Hansen - ved udelukkende at bestå af danske arveord. Altså ord som har 1000 år eller mere på bagen. Sagt på en anden måde: den elskede børneremse udgøres af en tekst aldeles blottet for fremmed- eller låneord. Det påvises med eksemplet, at man næppe under endog betydelig anstrengelse vil kunne finde meget længere tekststykker, der således kan påberåbe sig en lignende oprindelig danskhed til marven. Hvad en sådan danskhed i sproglig forstand er for en størrelse. Ydermere går man næppe urophavet til teksten for nær, om man mener, at dette vokabularium ikke just indbyder til mere nuancerige formuleringer.
Låne- og fremmedordene, alt det der så at sige er kommet til sproget, giver krop.Og denne ville mildt sagt være mager uden. Sprogmanden og litteraten, den stridbare og selvlærte Israel Levin, hvis flittige ordindsamlings- og registreringsarbejde i midten af forrige århundrede skulle komme til at danne grundlag for Ordbog over det danske Sprog, skriver: "Hvad er Fremmede Ord? Det er Culturens Gesandter. De have bragt fra Land til Land, Christendommen, den gjenopvaagnende Videnskab, Konsten, Industrien. De bringe endnu uafladelig nye Opfindelser, nye Opdagelser, Nye Systemer fra Land til Land". Jørn Lund og Erik Hansen citerer netop denne brillante passus i en oplysende og tankevækkende bog om låne- og fremmedordsproblematikken i dansk: Kulturens Gesandter (Kbh.1994). De to professorer peger på det yderst forstandige i at et sprog således optager fremmede ord i sit repertoire, og påviser at det såmænd heller ikke kan være anderledes. Sprogets brugere leder bestandigt efter nye måder hvorpå de kan præcisere og nuancere forhåndenværende ord og udsagn. Omvendt kan man være nogenlunde sikker på, at fremmedord næppe optages varigt, såfremt de ikke tilfredsstiller dette eller andre behov, eller der i forvejen findes en lige så god og velafprøvet glose - eller de af en eller anden grund mister udsagnskraft i den almindelige udvikling. Jumper og jeep som eksempler på nyere engelske fremmedord er så småt ved at glide ud igen. Backfishen ville jo dåne af fnis, hvis man forærede hende en jumper eller inviterede hende på drive-ind-bio i daddys jeep.
Der optages nu og da ord, som blot tjener til at variere sproget. Det er eksempelvis stimulerende for skribenten i en eventuel artikel om kongehuset at kunne veksle mellem det kongelige og det royale, hvor man med det sidste kan få en svag ironisk tone med i købet. Angående mere overordnede emner kan det almindelige sagtens være generelt og det spontane umiddelbart og det komplicerede indviklet og det stedlige lokalt. Hvor sproget i egentlig forstand forstærkes eller beriges betydningsmæssigt, supplerer fremmedordet et tidligere fremmed- eller låneords eller et arveords ladning: en embedsmand kan for at illustrere - billedgøre denne iagttagelse - selvfølgelig godt være en trofast natur, men hans minister ser nok helst at medarbejderne er loyale. Der er en klar distinktion, mener den folkelige politiker, der i øvrigt egentlig ikke er særlig populær. Eksempler af den art øser Jørn Lund og Erik Hansen gavmildt ud over læseren og beroliger de bekymrede med at det danske sprog nok skal klare sig, selvom vi henter ord ind udefra til daglig brug - og dét i større mængder end før.
Men bekymringen er - selvfølgelig havde man nær sagt - vågnet igen med den nye retskrivningsordbog, der er lige på trapperne. Man slår op og får et chok. Er dét nu dansk: bussinessclass, casestudy, cachememory, eyeliner, ladyshaver, ghostwriter, foodprocessor, floppydisk, desktop, desktoppublishing, discount, groupie, stand-up-komiker, VHF, VIP, UHF, turtleneck, parboiled, spin-off-produkt, sit-in, roomservice, playmaker, mainstream, offshore, peptalk, overhead, walkman, latinjazz, insiderhandel, penthouse, tricky, splatterfilm, sleep-in, shareware...
Ja, gu er det dansk. Disse ord er ved Sprognævnets omhyggelige granskning - på linie med et væld af andre af anden oprindelse - fundet værdige til optagelse i den officielle ABC for viderekommende. Og så kender man jo næsten kommentaren på forhånd og kan i og for sig også godt forstå følelsen af ubehag over ikke at være nationalt leveringsdygtig i noget så vitalt som det danskeste af det danske: sproget. Vi oversvømmes af engelske og amerikanske ord. Til sidst kan de unge jo overhovedet ikke tale dansk mere. Og prøv bare selv at åbne radioen, for eksempel Harddisken - alene navnet! Man kan ikke forstå a living shit, hvis man ikke ligefrem har en computernørdordbog ved hånden. Jesus Lord! Hvis ikke man har passwordet, kan man ikke downloade det de siger. Men læg mærke til at disse ord, de af dem vi bruger flittigt, indgår i udtale og bøjningsmønstre på lige fod med andre af sprogets enheder.
Jean de France er naturligvis med disse beroligende bemærkninger ikke død og borte. Han lever i bedste velgående i moderne management, der erobrer sproget med overflødige indholdsløse fremmedordssammenstillinger. Det er jo sjældent ordene, der er de skyldige, men brugerne der er dumme. Det franske sprog kan ikke - og lige så lidt som de i realiteten forholdsvis få engelske fremmedord i dansk i dag - gøre for at Holbergs evigtaktuelle Jean ikke kan være i sit eget sprog for bar gesandter.
Jean får, ma foi, heller ikke den højbårne jomfru. No way!
mtz (Georg Metz)
