Læsetid: 3 min.

'The hills are alive with the sound of music...'

Melodien er ikke til at få ud af hovedet. Og nu kan filmen, der lacrede den, 'The Sound of Music', ses igen på kæmpelærred
7. november 2005

Filmen er et fænomen, bestående af 172 minutters kitsch af pureste aftapning - på linje med et andet ufortyndet kitsch-fænomen af ufravigeligt kulørt konsekvens, Casablanca. Men der er mere vid i den gamle Bogart-film end i veteran-traveren over alle i den opsvulmede musical-genre, The Sound of Music, som toneangivende kritikere i 1960'erne straks omdøbte til The Sound of Muzak. En frækhed, der har hævnet sig, for toneagivende nutidige instruktører som Lars von Trier og Baz Luhrmann citerer gladeligt fra filmen i deres musicalsucceser, Dancer on the Dark og Moulin Rouge. Her er tale om mere end ren forglemmelig muzak.

For Trier er Sound of Music et sentimentalt barndomsminde. Og ja - det er svært at få Rodgers og Hammersteins melodier ud af den nynnende bevidsthed, når man først i flere etaper har fået dem banket ind i knolden i dette indsmigrende monster af effektiv kalkulation. Her er nonner og nazier, syv børn så nuttede som dresserede cirkus-aber, familiehygge og trekantsdrama, postkort-Østrig og nobel adel, tækkelig dans og klinger børnesang, plus enkelte lettere kyniske replikker af den normalt sofistikerede manuskriptforfatter Ernest Lehman, anbragt som saltstænger i en lagkage.

Lykkeligt glemt er det, at sagaen om familiekoret Trapp allerede er fortalt i to tyske film i slutningen af 1956'erne, Familien Trapp og Familien Trapp i Amerika og faktisk baserer sig på en virkelig historie. Det reelle Trapp-afkom sang Bach, hvilket klogeligt ignoreres i Hollywoodversionen.

Barnesjælen Andrews

Den voldsomme behagesyge og den kommercielle gennemsigtighed i The Sound of Music bliver så stor, at virkningen nu nærmer sig det uskyldige. Og midt i alt det forlorne findes en kerne af ægthed, en sand stjerne, der lyser gennem hele den sødlige sammenbryg: sanglærken Julie Andrews. Ikke underligt at Andrews skrev en stribe børnebøger, da karrieren meget tidligt gik på hæld, for hun har det barnesind, der forsoner med meget.

Hendes gennembrud som guvernanten i Mary Poppins (1964), efterfulgt af hendes succes som nonne på prøve som guvernante i The Sound of Music (1965), gjorde hende i nogle år til den mest populære kvindelige stjerne på kloden. Problemet var, at hun typemæssigt absolut helst skulle spille barnepige: hendes udstråling som velskrubbet livstykke fik en særlig tiltrækkende dimension i samværet med børn, der så tydeligt var hendes sjæle-frænder. Hun gav sin energiske gævhed en egen munter livsgnist og kæbe-markeret viljestyrke. Og ikke at forglemme: Hun var en ærefrygtindgydende dygtig sangerinde og komediespiller.

Fin kopi

Uden Julie Andrews ville The Sound of Music være ret uudholdelig. Man oplever det især i den sidste trælse tredjedel, hvor hun glider for meget ud af billedet. Men retfærdigvis skal det tilføjes, at også her har instruktøren Ro-bert Wise sat filmen kom-petent og pointesikkert i billeder, der kan være beta-gende - som vuet gennem Trapp-familiens have udover søen.

Filmen vises ikke i den opindelige 70 mm-kopi og uden undertekster, men ellers noget nær ideelt i en fint udseende og digitalt vellydende ny kopi, der tager sig smuk ud på CinemaxX' kæmpelærred - en programsætning, der både imødekommer mainstream- og kultinteresserer. Næste gang står The Blues Brothers med John Belushi og Dan Aykroyd på reprise-programmet, og så er vi mere ovre i den rene kult. Et godt inititiativ fra CinemaxX.

The Sound of Music. Instruktion: Robert Wise. Manuskript: Ernest Lehman. Amerikansk (CinemaxX 7.-11. nov., derpå 12. nov. i Odense og 14.-17. nov. i Århus.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her