VI HAR KNIVEN på struben. Jeg ved ikke, hvor meget længere, jeg kan kontrollere mine folk,« sagde den shiamuslimske leder Said Nael Musawi lørdag i Bagdad. Han udtalte sig efter fredagens terrordrab på den moderate ayatollah Mohammed Bakir Hakim og over 100 andre ved en moské i shiaernes hellige by Najaf. Og samtidig med at titusinder af shiamuslimer gik i kombineret sørgetog og protestdemonstration gennem Bagdads gader. En manifestation over flere dage, der ventes at nå sit klimaks i Najaf i dag.
Fredagens attentat føjer sig til rækken af stadig mere blodige, stadig mere organiserede anslag mod enhver bestræbelse på at etablere ordnede forhold i Irak. En olieledning, en vandforsyning, et fængsel, en ambassade, et FN-hovedkvarter og nu en moské i Najaf. Attentaterne retter sig i stigende grad mod dem, der menes at samarbejde med besættelsesmagten FN-folk, moderate irakiske ledere, tolke, pressefolk. Det er lykkedes for en uhellig alliance af al-Qaeda, Saddam-loyalister, yderligtgående religiøse grupper og kriminelle at undergrave de amerikansk-ledede genopbygningsbestræbelser så effektivt, at det ikke længere er muligt at få øje på nogen vej frem i det regi.
Præsident Bush måtte således i weekenden lide den tort at se sig selv og Saddam Hussein side om side på plakater og i slagord som irakernes forenede hadeobjekt. Osama bin Laden hvis det nu er ham oplever den uhørte triumf, at et terrordrab på shiamuslimernes moderate ayatollah tilsyneladende avler mere irakisk vrede mod George Bush end mod morderne. Fordi det jo var USAs præsident, der for snart længe siden lovede irakerne fred, sikkerhed og demokrati i kølvandet på krydsermissilerne, klyngebomberne og napalmen. I stedet er
Irak i dag et slaraffenland for terrorister, militante fundamentalister og patriotiske modstandsfolk, fordi den aldrig etablerede sikkerhed gør det så let at holde kampen gående og tilsvarende umuligt at standse den. »Jeg fanger fisk om morgenen og amerikanere om aftenen. At fange amerikanere er lettere end at fange fisk,« siger en irakisk fisker og guerilla-kæmper til avisen The Scotsman.
THINGS FALL apart, the center cannot hold,« skrev den irske digter William Butler Yeats i sit berømte digt fra 1920. Alt falder fra hinanden, hovedkvarteret mister orienteringen, kan ikke dæmme op for kaos og modstand. Det giver ingen tilfredsstillelse at være på det hold, der før krigen advarede om netop den situation. Men det frister til en ny forudsigelse:
Hverken præsident Bush eller premierminister Blair vil blive fældet af de kommissioner, der p.t. gransker det tvivlsomme grundlag for deres krig mod Irak. Men begge regeringschefer vil til gengæld falde ved næste valg. Fordi deres vælgere i kraft af begivenhederne i Irak og i kraft af kommissionernes afsløringer mister tilliden til dem. Til deres dømmekraft såvel som til deres ærlighed. Meningsmålinger i USA og Storbritannien taler allerede deres tydelige sprog.
Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, løber en betydelig risiko for at blive trukket med i faldet. Ikke på grund af kulegravninger af regeringens beslutningsgrundlag op til krigen, for Danmark har hverken en presse eller en politisk opposition med rygrad til at sikre en kulegravning. Men fordi Danmark er skæbneforbundet med USA i Irak og med alt for stor sandsynlighed vil blive trukket med ned i det hængedynd, som der ikke synes nogen vej op af.
De hårdt presede danske soldater har inden for to uger dræbt tre irakere, og fredag blev deres egen lejr for første gang udsat for et irakisk angreb med en panserværnsraket. Soldaterne forlanger nu en forøgelse af styrken med op mod 50 procent, og man forstår dem, men ser også mønsteret tegne sig: En stadig dybere dansk involvering, men samtidig en ond spiral, hvor såvel modpartens vrede som egne gerninger og besættelsesmagtens overordnede fremfærd vil føre til en stadig mere eksplosiv situation. Som kalder på endnu flere soldater, som trækkes endnu mere ind i den degenererede konflikt og får endnu mere blod på hænderne. Dén udvikling kan fælde statsministeren.
Gode råd er dyre i Irak lige nu. De handlekraftige, egenrådige mænd i Washington, London og København ville vise verden, hvordan man i sin almagt rydder op, og nu ser verden resultatet af deres fejlbedømmelser. Lige nu er der kun én farbar vej at få øje på: At lægge massivt pres på den amerikanske regering for hurtigst muligt at få FN til at overtage kontrollen i Irak. Det er fristende at mene, at det allerede er for sent. Det er omvendt en position, som ikke giver mening.
