Læsetid: 3 min.

Thule-dommen

29. november 2003

HISTORIEN HAR DET ofte med at kaste lange skygger. Den dag i 1953, hvor Danmark traf den beslutning, som i løbet af fire dage tvangs-evakuerede 132 fangere fra deres hjem i Uummannaq og drev dem ud på en 140 kilometer lang slæderejse i nordlig retning til deres nuværende bosted i Qaanaaq, ligger nu et halvt århundrede tilbage.
Alligevel er der fortsat storpolitisk sprængstof i den såkaldte Thulesag. Den handler overfladisk set om en lille gruppe mennesker, der fik vendt op og ned på deres tilværelse via et dekret fra den danske kolonimagt, og som endnu lider under eftervirkningerne deraf. Men det er kun toppen af isbjerget under overfladen handler Thulesagen også om stormagtspolitik, atomoprustning, missilforsvar og globale magtspil, hvor små befolkningsgrupper kun alt for let kommer i klemme.

THULEFANGERNE krævede ikke alene erstatning i form af et væsentligt pengebeløb, men oprejsning og anerkendelse af, at de havde og har en ret til deres boplads og fangstområder, som blev taget fra dem for et halvt århundrede siden. Uden forudgående varsel, uden demokratisk debat og uden samtykke fra deres eget fangerråd.
Højesteret anerkender ganske vist, at der var tale om en tvangsflytning, men stadfæster i øvrigt den meget beskedne erstatning, som Østre Landsret tilkendte fangerne i 1999.
Endvidere afviser Højesteret, at Thulefangerne udgør et selvstændigt indfødt folk, på trods af at de selv opfatter sig som sådan, med eget sprog, traditioner og historie. Inughuitter kalder de sig, til forskel fra det grønlandske flertal af inuitter et mindretal i mindretallet, som Højesteret ikke vil tilkende de rettigheder, som Danmark i andre internationale sammenhænge så varmt taler for, når det gælder alle mulige andre indfødte folk.
Og om man bor i Qaanaaq eller Uummanaaq, 140 kilometer længere mod nord eller mod syd, kan vel være et fedt,der er alligevel is over det hele, synes præmissen i Højesterets afgørelse at være. Der er tydeligtvis langt fra et retslokale i København til verdens nordligst beliggende samfund. Her har Thule-fangerne overlevet på randen af det mulige, fordi de har fundet en lomme af særligt begunstigede fangst- og jagtområder mellem isbjerge og bræer. Ved flytningen til Qaanaaq blev fangsten forringet og den traditionelle fangerkultur gik i opløsning i en grad, så thuleboerne i dag er reduceret til at være afhængige af bistand, med jagt, fangst og fiskeri som et lejlighedsvist supplement.
Men det var altsammen kun til beboernes bedste og for at beskytte dem mod den skadelige påvirkning, fra amerikanerne og deres base, lyder argumenterne i sagen fra kammeradvokaten, der har repræsenteret den danske stat i sagen.

I FORHOLD TIL DEN høje profil, som Danmark fører på den internationale scene i sager om menneskerettigheder og indfødte befolkningers tarv, er det pinligt at høre sådanne argumenter fremført i en dansk retssal anno 2003. Hvis multinationale olieselskaber i Amazonas brugte lignende påstande for at forsvare, at de tvangsflyttede indianerne og bulldozede deres huse, ville vi nok ikke sluge den slags paternalistisk vås.

DET GRØNLANDSKE landsstyre har i tidens løb heller ikke spillet den mest ærefulde rolle i forhold til denne fjerne og uanselige gruppe mennesker, der kom i klemme mellem stormagtsinteresser og dansk kolonistyre. Landsstyret har haft egne interesser i sagen herunder at få mest muligt ud af den dansk-amerikanske forsvarsaftale om at stille baser til rådighed for USA. Først sent og efter politiske forskydninger i Landstingets sammensætning, har landsstyret bakket op om Thulefangernes krav. Dette bestyrker kun, at Thule-stammen bør anerkendes som et selvstændigt folk med egne umistelige rettigheder, som ikke kan sælges ud af tilfældigt skiftende politiske flertal i Nuuk i ledtog med en fjern regering i København.
Den danske regering og dens forbundsfæller i Washington kan umiddelbart være tilfredse med dommen. Nu kan amerikanerne have Thulebasen i fred, og der er grønt lys for at indgå aftaler om opgradering af basens radaranlæg til brug for det amerikanske missilforsvar.
Men vreden på Grønland er stor, og på længere sigt kan den danske sejr i Højesteret vise sig at være dyrekøbt i form af et endnu mere anstrengt forhold mellem Danmark og Grønland.
Alene af den grund fortjener Thulesagen at blive ført hele vejen til den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg, så de vigtige principper om indfødte befolkningers rettigheder kan blive afklaret en gang for alle.

ds

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu