Læsetid: 3 min.

Ti år efter

23. juni 2001

MORDET PÅ Jugoslavien hedder denne tema-avis, og det er med hensigt. Jugoslaviens opløsning og den efterfølgende krig, hvis (forhåbentlig!) sidste fase udspiller sig i Makedoniens bjerge lige nu, var nemlig ikke, som mange af samtidens europæiske og amerikanske politikere tilsyneladende mente: En beklagelig, men uafvendelig følge af, at gammelt had mellem de sydslaviske folk, holdt under gulvtæppet i årtier af Titos jernhånd, var vakt til live igen.
Hvilken anden forklaring end et hengemt had – næret af de frygtelige massakrer, som både kroatiske ustashi og serbiske tjetniki begik under Anden Verdenskrig – kunne forklare en så irrationel opførsel?
I dag ved vi bedre. Som den britiske historiker Noel Malcolm skriver i sin bog, Bosnia – a short History, om det fænomen, etnisk rensning, som krigen i Eks-Jugoslavien indførte i det globale vokabularium:
»Selv om hver enkelt af de, der udførte disse rædselsgerninger, måtte have en form for patologisk fornøjelse ved det, så var alt, hvad de gjorde, led i en rationel strategi dikteret af deres politiske ledere – en metode, omhyggeligt kalkuleret til at fordrive to etniske grupper og radikalisere den tredje«.

JUGOSLAVIENS voldelige opløsning var menneskeskabt, et resultat af politikeres beslutninger og undladelsessynder. Kunne den da være undgået?
Der er ingen tvivl om, at Jugoslavien – som Karsten Fledelius skriver inde i bladet – befandt sig i en alvorlig eksistenskamp i slutningen af 1980’erne: Økonomisk krise, tyngende udlandsgæld, en kommunistisk ideologi i forfald, ingen overbevisende politiske ledere – og med voksende etniske spændinger.
Det var dette betændte miljø, 1989-omvæltningerne ramte ned i. Demokratiet blev introduceret – og de uforberedte jugoslaver stemte på den eneste opposition, der var: De nationalistiske partier (eller opportunistiske kommunistpartier, nu iklædt nationalismens maske).
Hver aktør havde sin egen dagsorden: Serbiens Slobodan Milosevic ville sikre Jugoslaviens fortsatte eksistens, men bryde dets decentrale struktur og samle magten i Beograd. Hans undertrykkelse af selvstyret i Kosovo og Vojvodina i 1989 var blot en prøve på, hvad der var i vente.
Kroatiens nyvalgte præsident Tudjman var åbenlys nationalist med ambitioner om at genoplive den kroatiske stat. Hans heftige brug af symboler fra Anden Verdenskrigs kroatiske fascist-stat og massefyringer af serbere i den offentlige administration gjorde sit til at jage det store serbiske mindretal ind i Milosevic’ fold.
Og Milan Kucan fra det lille, velstående Slovenien i nord så muligheden for at slippe for at forsørge de mindrebemidlede folkefæller længere sydpå – omend han, skal det siges, kom med flere konstruktive forslag til et løsere Jugoslavien,
alle afvist af Milosevic.

HER VAR DET, at et kyndigt og hårdtarbejdende internationalt diplomati på et tidligt tidspunkt – det vil sige i anden halvdel af 1990 – kunne have gjort en forskel. De forskellige forslag til en ny struktur for Jugoslavien kunne – med international mægling, løfter om solid økonomisk støtte og udsigt til integration i EU – have haft en chance. Eller i det mindste have sikret en fredelig afvikling af Jugoslavien.
Men dengang var det internationale diplomati sendt på overarbejde på grund af Murens fald, Sovjetunionens dødskamp og Golf-krigen. Euforien efter 1989-omvæltningerne gjorde ikke sagen bedre.
Ingen troede et øjeblik, at Jugoslaviens opløsning ville blive en så bloddrukken affære.
Det internationale samfund, og ikke mindst EU, har lært lektien på den hårde måde på Balkan. Den tidlige mæglerindsats i Makedonien og løftet om en hurtig indsættelse af en fredsbevarende styrke er et stort fremskridt sammenlignet med den brødebetyngede handlingslammelse, der prægede verdens reaktioner på rædselsscenerne fra Kroatien og Bosnien.
Men stadig mangler vi at lære at kaste tilstrækkelige ressourcer ind i sikringen af freden, gennemførelse af det nødvendige retsopgør og – ikke mindst – etablering af nye arbejdspladser på de tidligere slagmarker.
Et så blodigt brodermord, som det der har fundet sted i eks-Jugoslavien, er ikke afsluttet med, at våbnene tier.

on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her