Læsetid: 3 min.

Ti lunkne fra kassen

10. marts 2000

"Tidens sprog, fingeren på pulsen og fokus på nye generationer"
Ole Bornedal og Jon Stephsens
erklærede 'mantra' for Aveny Teatret

NÅR MAN gang på gang har forladt en slatten teaterforestilling og uanfægtet begivet sig videre med et farveprangende program i lommen, er den umiddelbare indskyldelse som regel: Hvem er bestilleren af dette værk og hvem tror han egentlig publikum er? For det er jo os der nede i sæderne, der skal sluge, hvad de ansvarlige i det københavnske teaterliv opfatter som god kost.
Og dén blev der ikke talt så meget om, da kokkene forleden blev præsenteret. Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab har udvalgt 10 hoveder, som viste sig at være ene hanner, og som skal sammensætte teatermenuen for hovedstadsområdets syv største teatre i år 2001. Blandt de 64 ansøgninger var det de sikre løsninger, som blev præsenteret. Mest iøjnefaldende er, at det blev Ole Bornedal, der med pr-manden Jon Dahl Stephensen som makker, skal stå bag Aveny Teatret, som overtager Dr. Dante, når de om 16 måneder siger farvel og tak.

Danterne har tilført dansk teater en ny, flimrende underholdningskanal med saft, fart og drengerøvsappeal, der først og fremmest har fået ungdommen tilbage til den gamle - og for nogen - knirkende kunstart. Samtidig har det frederiksbergske teater været væksthus for mange af de skuespillere, der glimrer over lærrederne i disse års danske filmsucceser. Men underholdningskanalens flimmer er til dels også blevet en norm for, hvordan de øvrige teatre har beregnet sig til de sikre sællerter: Filmklippede melodramaer, fortalt som kun vort tv ellers kan gøre det, i et formsprog, der mest har lært af at lytte til det susende mediehav. For sådan er det jo netop vi oplever det dernede i sæderne. Vi hører den velkendte mediemelodi, der primært handler om måden, der fortælles på. Men hvad det egentlig er der fortælles, hvad ordene kan sige til os, det hører vi alt for sjældent et ordentligt bud på. Og det er ellers derfor vi blæsende begiver os afsted til teatrets lille oplyste æske: Fordi den dramatiske kunstform kan noget, ingen af de andre kunstarter formår.

Med sloganet 'tidens sprog, fingeren på pulsen og fokus på nye generationer' lyder det immervæk som om Bornedal/Stephensens nye duo gladeligt fortsætter dantedrengenes livsstilsteater. Eller rettere: Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab har ønsket en videreførelse af det sikre, som Bornedal må siges at være. Hans forestilling, Gud Bevare Danmark, sidste år i Østre Gasværk blev set af tusindtallige danskere, der kunne opleve, hvordan de filmiske fortælleender blev bundet som sløjfer omkring ganske lidt - ud over nymoralske statements. Ganske fikst og fermt var det udført, men dén moralske anfægtelse, som Bornedal ønsker hos sit publikum, trækker han imidlertid selv tilbage, når han ikke overlader publikum en selvstændig tankevirksomhed. Vi vil jo helst tygge maden selv!

Nu skal Bornedal og Stephensen naturligvis have mulighed for at vise på scenen, hvad det er de mener med deres mantra, før vi begynder at bedømme det fremkomne gespenst. Men det er vigtigt at fastholde, at det ofte tvivlsomme kunstneriske niveau, man møder på de danske teaterscener, også handler om, at der ganske simpelt ikke findes solide steder uden for underholdningscentrifugen, hvor teaterfolk kan opdyrke og udvikle en teaterform, som ikke udelukkende afspejler virkelighedstemaerne i størrelsesforholdet 1:1. Aveny Teatret kunne have været et sådant rum. Sidste år kunne man i Politiken læse en erklæring, skrevet af t eaterfolkene, Emmet Feigenberg, Astrid Saalbach og Jesper Bergmann, der efterlyste et egentligt forfatterbåret teater i stil med The Royal Court i London. Idéen var at man dér under offentlig støtte kunne koncentrere sig - ikke om at massere det bredeste publikum - men om at udvikle dramatik i et slags laboratorium af forfattere og teaterfolk. Et anderledes bud på et vækstrum.

Emmet Feigenberg var blandt ansøgerne til de ti chefposter, ligesom ildsjælen Martin Tulinius, der også har forsøgt sig med anderledes - og vellykkede - eksperimenter på teatret Kaleidoskop. Ansættelsesudvalget i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab har åbenbart glemt, at dén kunstneriske satsning, der giver os glødende oplevelser, jo også må falde tilbage på dem, som udvælger og ansætter. Det store teaterpublikum skal nok få indløst Artebilletterne, men de anderledes dramatiske oplevelser, som vi ikke møder i f.eks. filmen, skal man måske lukke øjnene og forestille sig i stedet for. Mens merchandise og dyrt glitrende teaterprogrammer svæver rundt i blæsten udenfor.cl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu