Læsetid: 4 min.

Tiananmen-papirerne

11. januar 2001

Hvis de nægter at forlade pladsen, må de selv tage ansvaret for konsekvenserne.

Deng Xiaoping efter beslutningen om at sætte hæren ind mod studenterne i 1989

INFORMATION bringer i dag en gammel nyhed: Bag beslutningen om at sætte militæret ind mod studenterne på Tiananmen Pladsen – Den Himmelske Freds Plads – i juni 1989 lå en drabelig magtkamp i den kinesiske topledelse. Det vidste vi sådan set godt, ligesom vi også ved, at magtkampen mellem yngre reformpolitikere og ældre veteraner fra den kommunistiske revolution endte med en sejr til sidstnævnte fløj. Desværre, fordi ’sejren’ betød, at hundreder, måske tusinder af civile kinesere dermed blev dømt til døden.
Der er naturligvis en god grund til at bruge spalteplads på en mere end 11 år gammel nyhed, og det er udgivelsen af bogen The Tiananmen Papers, en samling af referater af interne møder i den kinesiske topledelse i ugerne og dagene op til den fatale beslutning. Papirerne, som Information bringer uddrag af i dagens avis, er smuglet ud af Kina af en embedsmand og derefter bearbejdet af to anerkendte, amerikanske Kina-eksperter. De dokumenterer på enestående vis omfanget af splittelsen, og nok så vigtigt gengiver de ord for ord, hvad topledere som Deng Xiaoping egentlig sagde på de afgørende møder. Altså et uvant indblik ind
i den hemmelighedsfulde og lukkede kinesiske magtelites tænkemåde og et indblik i en paranoid ledelses måde at se verden på.

DET ER fascinerende og til tider skræmmende læsning. Kulisserne er Zhongnanhai, tidligere del af de kinesiske kejseres residens, nu bolig for den kommunistiske ledelse med undtagelse af Kinas dengang øverste leder, Deng Xiaoping, der havde sin privatbolig uden for Zhongnanhais røde mure.
Her sad de så for 11 år siden, Kinas nye ’kejsere’, og modtog ligesom deres forgængere urovækkende rapporter fra hele landet. Time for time indløb de, om stemningen blandt studenterne, om opstande i fjerne provinser. Og herfra så de ængsteligt ud på det, som de fleste ledere i begyndelsen opfattede som trælse, men nogenlunde acceptable studenterprotester, der kunne løses med fredelige midler. Men som veteranerne efterhånden i stigende panik opfattede som utåleligt kaos og et kontrarevolutionært oprør, der truede med at afmontere det, som de hele deres liv havde kæmpet for, det kommunistiske magtmonopol.
»Anarkiet breder sig dag for dag. Hvis det fortsætter på den måde, kan vi endda ende i husarrest,« advarede Deng Xiaoping på et møde i sin privatbolig den 17. maj 1989.
»De forbandede slyngler!« buldrede en anden vete-ran, Wang Zhen, på et senere møde med henvisning til studenterne. Og han fortsatte: »Alle de, der forsøger at styrte kommunistpartiet, fortjener at dø og ikke blive begravet!«

PAPIRERNE dokumenterer ikke alene denne
kynisme og vilje til at sætte hårdt mod hårdt, men sætter også fokus på en række vigtige fakta: Det var Deng Xiaopings ord, der vejede tungest og i sidste ende førte til tabet af uskyldige liv. Selv om han døde i 1997, er det vigtigt at få det genopfrisket, fordi det nuværende regime bygger videre på hans arv og
benytter enhver lejlighed til at hylde hans minde.
Det fører videre til det faktum, at dagens to øverste i partihierarkiet, Jiang Zemin og Li Peng, på hver sin måde spillede en vigtig rolle i begivenhederne i 1989. Li Peng var dengang ministerpræsident, og det er almindelig kendt, at han utrætteligt opfordrede veteranerne til at sætte hæren ind mod studenterne. En
rolle, som han er hadet for blandt kineserne den dag i dag. Mindre kendt er det, at Li Peng øjensynligt også manipulerede med informationerne, så Deng og de øvrige i stigende grad så demonstrationerne som personlige angreb, styret af ’udenlandske agenter’.
For Jiang Zemins vedkommende blev han belønnet for at være trofast over for partiets beslutninger i de hektiske dage og forfremmet fra lokal partichef i Shanghai til landets øverste partichef og senere præsident. En beslutning, der vel at mærke blev truffet egenrådigt af Deng & co., uden om partiets egne regler. Jiang sidder i dag på samme poster og må være ret irriteret over at blive mindet om det spinkle mandat, han startede op på.
Fører alt dette til en ændring af partiets dom over 4. juni 1989? De første officielle reaktioner har været, hvad man kunne forvente: Det var den rigtige beslutning, ellers var landet havnet i kaos, osv. Men udsmuglingen og offentliggørelsen af Tiananmen-papirerne viser, at der trods alt stadig er nogen i systemet, der ønsker en ændret dom i erkendelse af, at det er helt nødvendigt, hvis Kina skal ud af det politiske mørke, som landet blev efterladt i efter massakren. Opgøret kommer. Før eller siden må nogen tage ansvaret for konsekvenserne af den beslutning, der blev truffet i 1989. Den var forkert, sig det nu.

veb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her