Læsetid: 4 min.

Tibets triste jubilæum

11. marts 1999

Vi må overvinde den dybe mistillid mellem tibetanere og kinesere
Dalai Lama

DAGEN I GÅR markerede tusinder af mennesker i hovedstæder som den indiske New Delhi og danske København 40 årsdagen for opstanden i den tibetanske hovedstad Lhasa. En opstand vendt mod den kinesiske besættelse - som Kina kalder en 'befrielse' - der blev indledt ni år tidligere, og som kulminerede i marts 1959, da tibetanerne af frygt for, at kineserne pønsede på at tilfangetage og bortføre deres leder Dalai Lama indledte en revolte, som på forhånd var dømt til at mislykkes.
Ugen efter, den 17. marts 1959, havde Dalai Lama erkendt dette og indledte sin berømte flugt sammen med få udvalgte rådgivere, mens kineserne gjorde klar til at bombe hans sommerpalads Norbulinka for at knuse de sidste rester af modstand. Uger efter nåede Dalai Lama og hans følge frem til Indien, hvor han oprettede sin tibetanske eksilregering. Da var opstanden i Lhasa forbi, et ukendt antal, men formentlig tusinder af tibetanere dræbt, og grunden til de efterfølgende 40 års dybe mistillid mellem tibetanerne og kineserne lagt.

I DEN KINESISKE hovedstad Beijing er årsdagen naturligvis ikke blevet markeret med regeringsfjendtlige demonstrationer, men derimod med nye salver fra partiets velsmurte propagandamaskine. Ifølge den er Dalai Lama selve symbolet på det tilbagestående, feudale samfund, som Kina befriede med det formål at indføre landreformer, elektricitet, veje og højne den gennemsnitlige levealder fra 35 til 66 år. Selv det generelle kulturelle niveau fik et skub op ad med kinesernes ankomst:
"De var barbarer," som en kinesisk pensionist konkluderede efter at have besøgt en aktuel udstilling i Beijing om Tibet før og nu. Eller som en anden besøgende, den 63-årige Zhang Shaoqing sagde til nyhedsbureauet Reuter: "I dag ser man mange tibetanere i Beijing, de er velklædte, og de taler endda mandarin bedre end folk fra Shandong" - med henvisning til den østlige provins, der hovedsageligt bebos af 'rigtige' kinesere, hvis fællessprog er mandarin.
Jo, det er rimelig let at forestille sig, hvordan udstillingen i Beijing er bygget op, og hvad den officielle propaganda om Tibet går ud på. Tibetanerne var et tilbagestående folkeslag, som kineserne befriede fra Dalai
Lamas undertrykkende præstestyre, hvorefter man fik banket en smule kinesisk kultur ind i dem... De tibetanere, der er utilfredse med den ordning, er enten tvunget i eksil, eller udgør en lille, men stadig farlig flok i selve Tibet, som derfor for enhver pris må bevogtes.

LHASA HAR derfor heller ikke fået den mindste anledning til at markere de tibetanske mærkedage, hverken dagen i går eller den kommende årsdag for Dalai Lamas flugt. Det har længe været forbudt at udtrykke sin støtte til eksillederen, endsige at bære eller besidde hans billede. Vestlige besøgende i den tibetanske hovedstad beretter til nyhedsbureauerne, at opbuddet af kinesisk sikkerhedspoliti lige nu er enormt, og at politiet endda opsøger vestlige gæster på deres hoteller for at sikre, at de har orden i papirerne, og ikke er journalister på afveje. Pressen har længe haft overordentligt svært ved at få adgang til området og dermed få et reelt billede af, hvad der foregår.
Men der hersker ingen tvivl om, at den kinesiske undertrykkelse fortsætter i Tibet, og endda er taget til på det seneste, dels i takt med den generelle politiske stramning i hele Kina, dels i takt med at tilløbene til en dialog mellem den kinesiske ledelse og Dalai Lama nu er brudt fuldstændig sammen.
Under den amerikanske præsident Bill Clintons besøg i Kina sidste sommer åbnede den kinesiske præsident Jiang Zemin ellers døren på klem for en dialog mellem parterne - dog på betingelse af, at Dalai Lama på forhånd utvetydigt ville erklære, at Tibet er en del af Folkerepublikken. Det har Dalai Lama på den ene side ikke gjort, men på den anden side har han for længst erklæret, at målet er selvstyre for Tibet, hvilket må anses som en stiltiende accept af et Tibet, der må eksistere inden for Kinas grænser.

HER STÅR sagen så i dag. Parterne synes mindst lige så langt - eller måske endda længere fra hinanden end på noget tidligere tidspunkt siden de hektiske martsdage for 40 år siden. Og ansvaret må i allerhøjeste grad lægges over i den kinesiske lejr, hvor ledelsens langsigtede mål nu synes at begrænse sig til den kyniske beregning, at hvis bare vi trækker den længe nok, vil Dalai Lama miste sine støtter, både blandt tibetanerne og vestlige tilhængere. I den sidste ende, synes denne tankegang at gå på, vil en isoleret Dalai Lama dø i ensomhed i Dharamsala, og dermed vil det tibetanske problem være løst en gang for alle.
Men det er lige præcis her, omverdenen må tale dunder for at forklare den kinesiske ledelse, at den tager fejl. Dalai Lama er en nødvendig del af løsningen, hvis den vel at mærke skal være fredelig og holdbar. Og det haster som bare pokker. I kulissen står vrede og desperate unge tibetanere parat til at tage over og føre en anderledes kamp med fuld uafhængighed som målet og vold som midlet. Ikke nødvendigvis noget, som kan true styret i Beijing på livet, men som i højere grad end nu vil være en usikkerhedsfaktor for den kinesiske ledelse, der på den ene side beder omverdenen om at blande sig uden om interne anliggender, men som samtidig presser på for et blive betragtet som repræsentant for et ligeværdigt medlem af verdenssamfundet.
Den anerkendelse har Beijing først krav på den dag, ledelsen har "politisk vilje, mod og visioner" til at løse Tibet-problemet, som Dalai Lama udtrykker det. I øjeblikket synes de egenskaber at være en klar mangelvare i Beijing.veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu