Læsetid: 10 min.

Tid findes ikke - men det gør nærvær

8. april 2006

Simon Grotrian er glad. Da jeg besøger ham i hans hjem i Lemming, har han lige fået at vide, at hans netop udkomne salmebog, Jordens salt og verdens lys, er gået i trykken i 2. oplag.

"Det har jeg aldrig prøvet før," erklærer den høje mørke digter, og sandt er det da også, at det hører til sjældenhederne, at digtsamlinger udkommer i flere oplag.

Men Informations læsere, der i årevis har fulgt anmeldernes vanskeligheder med at forholde sig til Grotrians digte, vil også vide, at Simon Grotrians værk i sig selv er sjældent og svært tilgængeligt.

Selv kan han dog ikke forstå, at hans digte skulle være uforståelige, siger han.

"Ikke når jeg selv læser dem. Og når jeg har sluppet dem, står jeg lige så meget som læser som alle andre, mener jeg. Også jeg ser dem udefra. Jeg kan ikke skrive som Vita Andersen, det må hun gøre. Der må være forskellige skoler, og jeg står måske for den hermetiske. Det er i hvert blevet sagt om mig."

- Hvad forstår du ved hermetisk?

"For mig er det er bare et ord. Jeg ser ikke selv mine digte som hermetiske, det er noget, andre har kaldt dem. For mig er det snarere sådan, at der for den enkelte findes et område, man har som sin boltreplads, ligesom et meget stort æg. Og inden for den plads udfolder man sig. Det behøver ikke at handle om at kommunikere, det kan lige så vel handle om at se verden på en ny måde."

"Det er ikke sådan, at der er kunst, og så er der verden. Der er verden og verden. Jeg kan blive helt høj af at læse et digt, der placerer mig i verden ved siden af den, der har skrevet det. Et digt af Edith Södergran, for eksempel, hvor man bliver opmærksom på, at man er levende i verden."

"Måske kræver det en særlig indsats fra læserens side, man skal være indstillet på, at sådan kan det også være. Men så kan det også være smittende at få noget andet at se, måske at se himlen på en ny måde lige den dag. Og det kan godt være, det kan især godt være et hermetisk digt, der virker sådan."

"Når jeg digter, er det er lidt det samme, som der sker i drømme, jeg associerer hæmningsløst."

Simon Grotrian maler også, og i mine øjne er der noget af det samme, vildt associative over hans malerier som over hans digte, så jeg spørger, om han selv ser en sammenhæng.

Det gør han kun delvis. Når han maler, gælder det om at få det ud og ned på lærredet, det er en generøs og spontan handling, digtningen er langt mere et pillearbejde, mener han.

"Det, andre synes er vilde associationer, har jeg måske bygget op over et helt år. Men jeg kan godt lide pillearbejdet. Det bliver et arbejde på linje med alt muligt andet, hvor man også piller, som for eksempel at lave radioer. Der er ikke tale om himmelvendte øjne og inspiration fra oven, men om en fremadskridende proces."

"Derimod tror jeg, det er noget, den enkelte rummer indeni sig."

- Vil du gerne leve dit liv sådan, som du gør?

"Jeg opfatter ikke livet som kort, jeg er ikke på det dér flygtige kulturradikale," svarer Simon Grotrian med henvisning til PH-visen, denne serie er opkaldt efter.

"Jeg er 44 år, og jeg synes, jeg har levet en evighed allerede. Der er sket så meget, så mange ændringer. Nu bor jeg i nærheden af mine forældre, og det er rart, men før har jeg boet i Århus og København, og for mig er det epoker, der overhovedet ikke hænger sammen."

- Er du meget stedbunden?

"Jeg er meget det sted, hver jeg er. For mig er det vigtigt med et holdepunkt."

"Jeg tror ikke på, at tiden findes, jeg tror snarere på, at nærvær findes, men der er meget, der i stedet bliver til fravær, flygtighed - som på en avis, hvor nyhederne uafladeligt sprøjter ud," griner Grotrian drillende.

"Jeg er træt af den flygtighed, man hele tiden bliver konfronteret med for eksempel i medierne, jeg føler direkte ubehag ved den. Jeg kan således slet ikke holde ud at se tv, og det er blevet værre og værre inden for de senere år," siger Grotrian, der ikke ejer et fjernsyn.

"Det må du gerne skrive!"

Simon Grotrian har heller ikke computer. Det går så hurtigt med at sende en mail, et brev har mere pondus, mener han, det er et tegn på, at man har gjort sig umage. Og det er vigtigt at gøre sig umage.

"Jeg hader at få e-mails, der er fulde af stavefejl. Mange opfatter det nærmest som en provokation, at jeg ikke har computer, men for mig handler det om, at vi selv kan følge med i det, vi foretager os."

"Jeg tror, mange mennesker er dybt frustrerede. Det, de får tilbudt, er blot noget, der afleder opmærksomheden, uden at de får noget ud af det."

"Jeg har et stort behov for at sidde stille, at turde forholde mig i ro. Så begynder tingene at vokse af sig selv, stilheden er meget vigtig."

Det har Simon Grotrian ikke mindst erkendt efter at have boet i byens evige larm, siger han.

"Det er muligt, som det siges, at vi bebor en global landsby, men der alligevel himmelvid forskel på by og land."

Simon Grotrians hus ligger med udsigt over våde, grønne marker under en høj himmel, set gennem store poppeltræer.

"Jeg glæder mig over naturen hele tiden, jeg har fået et helt andet forhold til naturen, efter at jeg er flyttet herud," siger han. Kat har han også fået, "en kat er ren væren."

"Jeg kommer tæt på dyr heromkring. I går så jeg en hare, jeg gik netop og tænkte på en salmelinie: jeg frygter som en hare/for universets mare, så sprang en hare op lige foran mig. Den løb et lille stykke, men så standsede den, som om den opdagede, at jeg ikke var en trussel."

"Min ven, digteren Robert Henningsson, siger, at vi har et skæbnefællesskab med dyrene. Dyrene er ren væren, mens vi flakker rundt og tror, at alt muligt er afgørende, men det er det måske slet ikke. Vi ville blive mere hele, hvis vi lærte af dyrene. Jeg mener ikke, at vi skal 'tilbage til naturen', men der er noget, vi er ved at miste."

- Det er vel natur, vi er ved at miste?

"Det er noget vås, at vi er natur. Vi er ikke dyr. Det, jeg tænker på, er for eksempel, hvordan Adam gav dyrene navne, det er en måde at berøre noget andet end sig selv på, når man kalder det noget."

- Men vi er jo også natur, man er jo en krop?

"Må jeg protestere! Det var dog en aldeles forfærdelig tanke!"

- Vent bare, til næste gang du bliver forkølet. Så vil du straks være klar over, at du også er en krop!

"Jeg bliver aldrig forkølet!"

Simon Grotrian tror på et liv efter døden, siger han.

"Jeg har skrevet, at verden er en fangegård og er blevet kritiseret for det. Men det kommer vel an på, hvordan man ser det. Hvis man synes, verden er et fængsel, må man jo give udtryk for det!"

"Jeg tror, verden er et meget stort fængsel, hvor vi er låst fast i ruter og hele tiden kører i nogle bestemte skurer. Man behøver ikke at mene indespærring i en klostercelle for at tale om fængsel. Jeg tror, friheden er stærkt overvurderet."

- Fordi den ikke findes?

"Vi har friheden til at vælge, som kunstner har jeg frihed til at udtrykke mig. Men jeg kan ikke overskride mig selv, det, jeg gør, er bundet til mig, det peger på mig."

"Og det er godt nok, det er ikke synd, men meningen at jeg skal være her, vi kan ikke lige flyve væk."

"Jeg kunne ikke undvære min tro, den er ikke noget, hvor jeg på nogen måde kan gå på kompromis. Men der er forskel på kristne, jeg mener ikke nødvendigvis, at man skal være meget from. Det modsatte af synd er ikke dyd, men tro - man skal tro på tilgivelse og på, at man har ret til at være menneske i verden."

"Søren Ulrik Thomsen har vist sagt, at det er synden, der holder ham til jorden, ellers ville han svæve væk og blive en engel, men er det sådan? Englen lander jo også i verden, det hele er bundet sammen. Man behøver ikke lave en skillelinje mellem paradis og verden. Man skal ikke gå rundt og tro, man er fortabt, for vi får hele tiden nye chancer for at nå hinanden. Det tror jeg."

- Du sagde før, at du ikke troede på tid, men på nærvær. Er det sådan noget, du mener med det?

"Ja. Det er ikke mig at tænke i tid. Det er sikkert udmærket, at der er noget, der kan måles og vejes, men det er ikke alt, der handler om det. Man kan også smide køkkenuret væk, og så er man ude over det problem!"

- Har du altid været kristen?

"Nej." Simon Grotrian tager sig tid til en pause, inden han fortsætter:

"Jeg var kristen som barn, så var der nogle år, hvor jeg ikke var det, og så blev jeg det igen. Det er en barnetro, jeg har, en forestilling om Gud som en far, som min egen far, der tager sig af mig og viser omsorg. Det er følelse af nærhed, jeg ved, han er hos mig."

- Møder du ikke undren over, at du som voksent menneske er i stand til at nære så ren en barnetro?

"Jeg er sikkert meget uskyldig, det er ikke en attitude. Jeg er et stort barn, og jeg vil have lov til at være det. Jeg har en barnlig side, der kommer til udtryk i, at jeg tager tingene bogstaveligt, jeg fordyber mig meget i noget specifikt. Jeg kan godt komme til at misforstå andre, fordi jeg tager det, de siger, bogstaveligt, og så bliver jeg meget vred. Men jeg er blevet bedre til at spørge, om de virkelig mente det på den måde, jeg opfattede det."

"Bogstavdigte, dette at tegne med skrivemaskinen, fylder en del i min næste bog. Det skal jeg nok få kritik for, så den forsøger jeg nu at dæmme op for i god tid," ler Simon Grotrian.

- Hvordan hænger bogstavdigte sammen med salmerne?

"Jeg havde fire koncepter, de tre er udgivet, tilbage er figurdigtene. Der er vi igen tilbage på min boltreplads, mit store æg. En bog er som en togrejse, der sker noget undervejs, men tingene følger ikke slavisk, den kan godt beskrive et oprør mod en normal måde at komme fra A til B på."

"Noget af charmen ville gå af det, hvis man ikke tillod sig visse friheder. Ingen skal komme og sige, hvordan man skal gøre. Men man skal være sej for at stå fast."

- Digter du nogle gange på ordenes lydside?

"Jeg digter aldrig volapyk, der skal være mening i galskaben. Min redaktør anfægtede nogle af mine rim i salmerne. Men det viste sig, at jeg havde en forklaring til dem alle, hvis der blot blev rusket i mig. Selv om jeg ikke altid er mig den bevidst. Og selv om det kan være svært at rime nu om stunder, hvor så meget allerede er gjort."

- Hvad vil du gerne bruge resten af livet på?

"Jeg vil gerne skrive en bog, der skal hedde Arons besættelse."

- Aron fra Bibelen med den blomstrende mandelstav?

"Det kunne være ham, men det er ikke sikkert. Det er bare for at sætte associationer i gang hos læseren. Men det bliver poesi, det er ikke min opgave at skrive prosa."

- HvorforAron?

"Det er halvvejs et anagram på mit eget navn - ligesom Ossian, som jeg brugte i samlingen Ossians puls - halvvejs er der det vældige bibelske i temaet. Jeg ved, at den kommer til at handle om besættelsen, men den befinder sig i mig nogle år endnu."

- Besættelsen?

"Jeg opfatter hver ny dag som en absolut gave fra Gud. Jeg har været meget tæt på døden i lang tid, jeg har levet med en følelse af, at jeg havde travlt, at det var nu, det gjaldt, og at der hang en truende sort sky over hovedet. En lidt panikslagen fornemmelse."

"Jeg har tænkt meget på, om det skal være en tragedie eller en forløsningshistorie. Forløsning kan godt blive et postulat, men jeg bilder mig på den anden side ind, at man kan lukke en dør bag sig på befriende måde. Måske er det bedre at skrive en tragedie, der forløser i kraft af sin sorthed, men det er ikke det, jeg har lyst til."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu