Læsetid: 4 min.

Tid til følelser

10. oktober 2001

Vi lever i følelsernes tid: Blomster lægges på gaden i sympati med både kendte og ukendte døde. Vi bearbejder chok og forfærdelse ved igen og igen at se de samme billeder – senest af SAS-maskinen, der i forgårs forulykkede i Milano. 118 blev dræbt.
En banal trafikulykke, på sin vis, men oven i WTC-tragedien føles verden i disse dage måske lidt mere kold og utryg. WTC-attentatet havde formentlig netop til formål at vække lidelse og uro, at destabilisere åbne samfund og skræmme borgerne fra at trisse tillidsfuldt rundt i deres liv. SAS-ulykken er derimod bare i sig selv uhyggelig, formålsløs, noget, der ikke burde kunne ske.
Men resultatet af begge dele er for mange mennesker en slags uskyldstab. Og som reaktion trækker vi følelserne og de nære fællesskaber tættere om os: Vi ringer til kæreste, familie og venner. Kirker holder spontant natåbent. En tapper lille skare tændte tilmed i mandags, efter bomberne mod Afghanistan, et lys for fred på Rådhuspladsen. Sidst på ugen holdes i Milano en mindehøjtidelighed for de omkomne ved flystyrtet, oplyste administrerende SAS-direktør, Jørgen Lindegaard, på et pressemøde igår. Altsammen tegn på noget så tilsyneladende gammeldags og ikke-individualistisk som kollektiv sorg-bearbejdning. De store følelser må vi stå sammen om, fornemmer vi.
Før styrkedes sammenholdet vel af krig, naturkatastrofer og epidemier. I dag er den fælles referenceramme i høj grad mediernes formidling af større, herunder politiske, begivenheder. Sentimentale sjæle benytter måske sådanne lejligheder til at udøse tårer over deres eget korte, lille liv, men de fælles føle-begivenheder har bred appel – også til folk, der ikke selv hører til ‘fakkel-junkierne’, som onde tunger kalder de mennesker, der ved celebre begivenheder tropper op med fyrfadslys og blomst i hånd, ganske enkelt for at være der i et ‘historisk’ øjeblik...

Helt sÅ harmløst er det måske ikke med den egentlige krisehjælp, som pårørende til SAS-ulykkens dræbte møder i disse dage. For virker den overhovedet? Og hvad er det præcist, der foregår? Så sent som 1. februar i år kunne man nemlig i ugeavisen Dagens Medicin læse, at den almindeligste krisehjælpsmetode, debriefing, ikke har nogen dokumenteret positiv effekt. Punktum.
Kilden til dette slag mod en følelsesindustri i vækst var en stor undersøgelse ved psykolog og ph.d. Mikkel Arendt fra Aarhus Universitet. På baggrund af mere end 100 internationale forskningsprojekter konkluderede Arendt, at »debriefing ikke lever op til målsætningen om at hjælpe ofre og forebygge traumer. Debriefing har kun vist positive resultater, når metoden bruges over for professionelle indsatsfolk, og derfor bør både amter, kommuner og private firmaer gøre op med deres strategi for krisehjælp til almindelige borgere«.
Alene krisehjælpens gennemslagskraft i de cirka ti år, den har cirkuleret som aktivt tilbud, taler ellers sit tydelige sprog om succes: Abonnementsordningen på Falcks krisehjælp talte 1. februar ifølge Dagens Medicin 53 kommuner, tre amter og mere end 9.000 arbejdspladser. I februar 2001 var antallet af sager næsten fordoblet i forhold til 1998-tallene, 2.800 sager mod 1.500 i 1998. »En lignende eksplosiv vækst har der været i danskernes brug af sygesikringens tilskud til psykologhjælp ved voldsomme begivenheder,« kunne Dagens Medicin videre oplyse.

Eneste sky over solstrålehistorien fra et vækstområde er som antydet, at det især har psykologisk værdi i symbolsk forstand: Krise-ofre er oftest glade for hjælpen, som også sender signal om, at der gøres noget og problemet tages alvorligt. Dette tjener igen som positiv imagepleje for i dette tilfælde SAS, i andre tilfælde en bank eller kommune, der signalerer bevidsthed om de menneskelige værdier. En anden grund kunne være, at når man nu engang har etableret ordningen, skal den også bruges.
Problemet er altså blot, om man – medmindre de psykologiske strategier for krisehjælp er helt og aldeles forandret siden februar i år – risikerer at bruge anselige midler og folks tid og følelser på noget, der måske føles som et stille stormens øje midt i gru og chok, men ikke forebygger langtidsvirkninger (som søvnforstyrrelser, at være konstant på vagt, at genoplive billeder fra ulykken eller undgå andre mennesker).
Måske løber man ved ’forkert’ krisehjælp til ikke-professionelle ligefrem en risiko?
»Debriefing er guld værd, hvis det bliver brugt på den rigtige måde. At se sin rolle i en sammenhæng og opleve, at noget ikke er ens skyld, har stor terapeutisk værdi. Men det skal gøres på det rigtige tidspunkt, tidligst et døgn efter begivenheden (vi understreger, red.), og det skal gøres af professionelle, der ved, hvad de skal gøre, hvis de får åbnet for noget, man ikke kan lægge låg på,« har Anders Korsgaard Christensen, ledende psykolog fra Rigshospitalet, forklaret. Spørgsmålet er, om det er det, der foregår, hos SAS og andre steder.
At rode sig selv ud på det vilde følelseshav er én ting, der som oftest er under nogenlunde kontrol. Men professionel hjælp skal vitterlig være – en hjælp.

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu