Læsetid: 3 min.

Tid til hånd- og kærtegn

To generationer spiller op til debat. Troubadouren Thordahl går i diskussion med tidsånden, mens hiphop-kollektivet Sort Stue rækker tunge ad den senkapitalistiske samfundsmodel
24. februar 2007

Der er mange måder at sige tingene på. For eksempel er der mange måder at udtrykke skepsis over for samfundet. Og troubadouren Kenneth Thordal og hiphop-banden Sort Stue har sandt for dyden fundet hver deres måde at gøre det på: Den høflige, givende monolog. Det flabede, livsalige brøl. Den modne overvejelse, der suger dybt i samfundskritik og vemod. Det ungdommelige samfundsraseri, der djævledrikker uhæmmet af rappens tradition for skarpladt metaforik.

Alder før flabethed: Kenneth Thordals nye album hedder Alt og ingenting, og det har mere fremdrift, mere rockdynamik, mere poptæft, mindre spillemand end forgængerne. Og så kradser teksterne kærligt under hjernebarken; føder tankerækker og minder og ikke mindst genkendelser. For Thordal er ikke nogen visionær mand, men en glødende humanist, der stiller de spørgsmål, som vi alle kender, men alt for tit glemmer. Trækker teknologien os rundt i manegen? Hvordan pokker finder vi tid til kærtegn? Og er vi ved at købe os halvt fordærvede? "Nu skal vi danse splitternøgne omkring/ Gå med Bowie og Buddha i Bilka og købe dejlige ting".

Anfægtet nationalskjald

Banale spørgsmål, jovist, og Thordal balancerer da også på knivsæggen mellem patetisk sentimentalitet og letkøbt analyse. Men det meste ad vejen holder han faktisk balancen som anfægtet nationalskjald, ramt af livet, men også i stand til at indramme det.

Det er nogenlunde samme balance, Thordal finder rent musikalsk. Selv om det er en lidt mere blandet fornøjelse. For eksempel sætter jeg ikke videre stor pris på det sen-Thomas Helmig-klingende omkvæd til 'Frinummer' eller det måske-måske ikke-ironiske pussenusse-vers til 'Op på hesten'. Og så er der nogle korpiger, der burde have fundet nogle andre forlæg end Nanna cirka 'Buster'. Men udover nogle sukrede unoder som ovennævnte er der noget bundsympatisk over denne danske skjalds vilje og evne til at affyre en umiddelbart charmerende rock og en bredt formuleret singersongwriter-stil i øjenhøjde med lav og høj, tyk og tynd.

Uhipt? Hvem ved? Men der findes altså også klart vigtigere ting i livet. En tryg favn, vil nogen for eksempel mene. Og den finder man hos Thordal. Man finder en række stensikkert sammenskruede svar og ingen store spørgsmål - altså, sådan rent musikalsk. Vi er på fast grund, langt fra postmodernistisk deterritorialiserede zoner.

Alt og ingenting er solidt forankret i en personlig genkendelighed; en lun, men også vemodig idyl. Og Kenneth Thordal jonglerer også lystigt med dansk arvegods. Han tonsætter en bearbejdning af Dan Turèlls smukke, smukke digt 'Langs Åboulevarden'. Han parafraserer Svantes viser ("Om lidt er kaffen kold", ikke "klar"). Og en stakkels julesang bliver fortolket gennem materialistisk optik: "Har du penge, så kan du få/Og har du ingen, så må du gååååå".

Krasse kragetæer

Sort stues pendant lyder sådan her: "Jeg kalder det verdens tredje krig/Hvor hagekors erstattes af en halvnøgen pige og et dollargrin". Her får samfundskritikken krasse kragetæer at stolpre på, og Thordals midter-søgende høflighed får en yngre generations uforsonlige modsvar.

Sort Stue er et multinationalt kollektiv, der rapper på dansk og svensk, og deres debutalbum Prøver Å Nå Ut er en fyrig bredside mod den senkapitalistiske samfundsmodel - forankret i en autonom vrede, en uopdragen karikering af verden, et haglvejr af lyrik, en dansuenza af opfindsomme rytmespor, som man simpelthen ikke kan sidde stille til.

Der sendes langemænd, onde håndtegn og (forhåbentlig kun hiphop-metaforiske) voldstrusler mod panserne. Latte-legionen latterliggøres. Rumcigarer bliver røget, historielektioner affyret, og Pippi Langstrømpe lukkes inden for referencerammen - som hun blev det, da Pink Blok for nylig begik fredelig BZ ude i virkeligheden. Og Ungeren hyldes, selvfølgelig, mens Fader-huset mobbes, bien sur.

I fuld opstilling er Sort Stue 10 mand høj, hvoraf halvdelen rapper, og det gør de både med kroget finesse og stejle kor - i et spænd mellem L.O.C. og Malk de Koijn! Musikken er spartansk klingende, men effektivt sammenskruet, uortodokst samplet og medrivende håndspillet. Og saloon-piano, ramponeret folkemusik, reggae og electro er blandt de genremæssige næringsstoffer.

Prøver Å Nå Ut er en molotov-cocktail, der detonerer i lytteren, bristefærdig af energi, boblende af modstand og sprøjtende med verbale bredsider og digterisk dynamik. Strålende og kun i passager ufærdig i al sin rå charme.

"Vi lister ud i natten/Det er det, vi bedst ka' li'/I mørket er vi fri".

Thordal og Sort Stue opererer altså i hver deres udtryksmæssige modpol: Traditionel rock versus uortodoks hiphop. De mener begge, at der er noget råddent ved den danske/vestlige samfundsmodel. De vælger henholdsvis venlig dialog og indædt monolog. Det er avisdebat kontra civil ulydighed. Personligt vil jeg ikke undvære nogen af delene i Dagens Danmark.

-Kenneth Thordal: Alt og ingenting (Sonet Records/Universal). Udkommer mandag.

-Sort Stue: Prøver Å Nå Ut (www.sortstue.org)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her