Læsetid: 2 min.

Tidehverv og venstrefløj

23. maj 2006

Hvor og hvad er venstrefløjens modsvar til Tidehvervs påstand om kristendommen som grundforudsætning for sekulariseringens adskillelse af religion og politik og dermed det vestlige demokrati? - spørger Thue Kjærhus den 19. maj.

Et muligt svar må først minde om, at venstrefløjen altid har støttet sekulariseringen, men af andre grunde end Tidehverv, som på baggrund af desillusioneringen efter Første Verdenskrig tog afstand fra fædrenes moralisme for at forkynde det rene evangelium om synd og frelse. Alle forsøg på at omsætte humane idealer til jordisk virkelighed blev dømt som syndigt hovmod, og Tidehverv støttede sekulariseringen for at holde evangeliet helt fri for al human idealisme.

Når venstrefløjen støttede sekulariseringen, så var det omvendt netop for at forsvare den humane idealisme mod kristelig omklamring og moralisering. Gennem årtier var en fælles fjende for Tidehverv og venstrefløjen da også Indre Mission, der blev forkætret fra ene side og latterliggjort fra den anden. Men bagved lå, at Tidehverv ville sekulariseringen af strengt teologiske grunde, venstrefløjen af humanistiske, ofte direkte antikirkelige grunde.

Venstrefløjen gik forrest

Venstrefløjen deler vel ikke præmisserne for en meningsfuld debat om Tidehvervs særprægede 'dialektiske teologi', der med inspiration fra bl.a. Kierkegaard har forvandlet Jesu ord til en renlivet antihumanisme. Men man kunne i stedet modgå Tidehvervs rudimentære historieforståelse, der gør Vestens vej til sekularisering og demokrati til en tidehversk prædiken. Det kunne endda fremme venstrefløjens egen selvforståelse.

Det er ubestrideligt, at kristendommen er en vigtig forudsætning for sekulariseringen, demokratiet - og venstrefløjen. Men ikke i form af en ortodoks syndsbevidst luthersk kristendom, som med Tidehverv har sat et sidste desperat skud.

Derimod er menneskerettigheder og demokrati i høj grad inspireret fra en humanistisk kristendom i traditionen efter bl.a. Erasmus af Rotterdam - Luthers modstander og en af Søren Krarups hadefigurer.

Efter renæssancen læste mange selv Det Ny Testamente med Jesu stærke ord. Denne evangeliske inspiration smeltede sammen med renæssancens genopdagelse af den antikke humanisme, og hertil kom en stærk impuls fra tidens åbenbare fremskridt i naturforståelse og teknik.

Der bredte sig en optimistisk tro på, at mennesket selv kunne forvandle jorden i humanismens og kristendommens navn - menneskerettigheder og demokrati blev nogle af redskaberne hertil, og venstrefløjen blev pr. definition dem, der gik forrest i kampen for idealerne.

Tidehverv kan fornys

Har Tidehverv en forenklet historieforståelse, så gælder det dog også venstrefløjen.

Her har man også gjort historien til en prædiken - om stadige udfordringer, kampe og fremskridt på idealernes vej - mens nederlagene sjældent har givet anledning til at spørge til idealernes dybere begrundelse. Den af Kjærhus nævnte århusianske kapitallogik, som skulle være uden farlig utopi, var jo af samme grund ganske ahistorisk.

Når det gælder islam og demokrati, så er det først fornødne en fornyet historisk oplysning om de vestlige idealers rødder i humanisme og kristendom, som er dybt forviklede i historien. Og om, hvordan religioner kan forvandle, forgrene og forny sig gennem tiderne. Selv Tidehverv og ortodoks islam kan således forvandles og fornys - tro det eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu