Læsetid: 4 min.

Tiden arbejder for Schröder

En SPD-mindretalsregering eller et nyvalg, hvor modstanderen vil være et splittet CDU/CSUD. Den politiske hårdknude i Tyskland giver Schröder grund til at fastholde troen på at kunne blive siddende
21. september 2005

Søndag aften vægrede en triumferende Gerhard Schröder sig imod at erkende noget som helst nederlag, til trods for at hans parti på det tidspunkt lå tre procent under Angela Merkels CDU/CSU-alliance. Ifølge de officielle tal, der nu foreligger - som dog endnu mangler at få medtalt resultatet af det udsatte valg i Dresden - halter den tyske kanslers SPD-parti kun tre mandater bagefter.

Men tre mandater er i hvert fald i teorien stadig nok til at Merkel vil blive den første, der kan gøre på krav retten til at forsøge at danne en regeringsduelig koalition.

Hvad er så grunden til, at det tilsyneladende er umuligt at få tørret rævesmilet af Schröder? Hvordan kan han så ufortrødent insistere på, at han vil blive siddende som kansler?

Et oplagt svar kan vi måske finde i den ultimative politiske spillernatur, der synes at udgør selve kernen i Schröders personlighed. Schröder er simpelt hen en gambler, der har gennemskuet, at han intet har at tabe ved at hage sig fast i magten med alt, han har i sig. Vist har hans parti tabt ren valgmatematisk, og vist ville dette normalt betyde, at kanslerembedet er gledet ham af hænde. Men Schröder fornemmer instinktivt, at spillet endnu kan nå at tage en gunstig drejning for ham selv og SPD.

Det er næppe hans velkendte stædighed alene, der afholder ham fra at opgive ævred. Utvivlsomt føler han sig også presset fra sit parti. Ved så spektakulært at trodse alle de negative forhåndsforventninger - og dette må i høj grad må tilskrives Schröders person og herunder hans bemærkelsesværdige talent for at føre valgkamp - har SPD formået at vinde den politiske fremdrift over på sin side, uanset at medgangen ikke var stor nok til at vinde.

De tyske socialdemokrater vil være stærkt modvillige til at skille sig af med en leder, der har været partiet et så stort aktiv. Men dette er netop den forudsætning, som nødvendigvis må skulle opfyldes, hvis SPD skal indvillige i at indgå som 'juniorpartner' i en 'storkoalition' med Merkels centrumhøjreblok. Det er for SPD derfor langt at foretrække at holde ud så længe som muligt i håbet om, at situationen på en eller anden måde vil mage sig mere fordelagtigt.

Og en bedre ordning for SPD er faktisk en realistisk mulighed. Det bemærkelsesværdige ved sammensætningen af den nye f0rbundsdag er nemlig ikke blot, at ingen af de to store partier har et parlamentarisk flertal bag sig - det har ingen af de to traditionelt ideologisk sammenhængende blokke heller.

Men selv om SPD og De Grønne som ideologisk blok ikke kan samle noget flertal bag sig, så er der flertal, såfremt hele venstrespektret - dvs. også Die Linkspartei/PSD - inddrages.

Schröder har flere muligheder for at kunne blive siddende som kansler. To af dem involverer treparti-koalitioner: Den rødgrønne blok kan enten udbygge sig selv med De Frie Demokrater eller med Die Linkspartei/PSD - og uanset hvilke bombastiske udmeldinger disse partier er fremkommet med i offentligheden, så kan ingen af disse muligheder helt udelukkes.

Gerhard Schröders bedste chance for at fastholde den politiske magt kan imidlertid meget vel vise sig at ligge i den sandsynlige udsigt til fuldkommen politisk hårdknude.

Hvis ingen vej ud af dødvandet viser sig, og hverken han eller Merkel formår at danne en regeringsduelig koalition, vil det være op til den tyske præsident at udnævne sin kandidat til kansler, hvis navn så skal forelægges Forbundsdagen til en hemmelig afstemning. Den nye forbundsdags 'venstredominans' gør det meget usandsynligt, at Angela Merkel vil kunne vinde en sådan afstemning.

Schröder vil i givet fald få betroet det hverv at regere videre med en mindretalsregering, der så vil skulle støtte sig til skiftende flertal efter behov. At få den opskrift til at fungere vil ganske givet blive en umådelig stor udfordring - og mindretalsregeringer er da også uden fortilfælde i Forbundsrepublikkens politiske historie - men scenariet giver alligevel Schröder al mulig interesse i at trække det politiske spil ud.

Det kan også tænkes, at hans plan er endnu mere langsigtet. For hvis Forbundsdagen efter de forestående ugers anstrengelser stadig ikke kan enes om nogen ny kansler, kan udvejen i sidste instans blive at udskrive nyvalg.

Med tanke på hvor meget politisk terræn, det lykkedes for SPD at fravriste Merkel, kan Schröder meget vel tro på og vælge at satse på, at hans parti vil kunne vinde et sådant nyvalg.

Og med de knive, der nu trækkes imod Merkel i hendes eget parti for ikke at have været i stand til at levere varen, vil CDU/CSU kunne blive nødsaget til at gå ind i en ny valgkamp i en tilstand af forvirring og splittelse - og sandsynligvis med en helt ny og uprøvet kanslerkandidat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her