Læsetid: 6 min.

Tiden før de skriftkloge

Det lader sig ikke gøre at sætte fødsels- eller dødsdag på venstrefløjen Men de, da studenterne besatte rektors kontor, drak hans sherry og røg hans cigarer. Senere overtog de skriftkloge venstrefløjen og sejrede ad helvede til
2. juli 2005

De gamle grækere interesserede sig ikke for fødselsdage og dødsdage. Man huskede i stedet det år, hvor personen stod på højden af sin livsbane. Der kan være god mening i at gå til værks på samme måde over for venstrefløjen, for vi vil aldrig kunne enes om, hvornår den kom til verden. Skal vi tilbage til slaget på Fælleden i 1872, lockouten i 1925, SF's dannelse i 1956, påskemarcherne i begyndelsen af 60'erne, demonstrationerne mod Vietnam-krigen i slutningen af 60'erne?

Spørgsmålet om, hvornår venstrefløjen kom af dage, kommer slet ikke til diskussion, alene af den grund at mange vil hævde, at rygterne om venstrefløjens død er stærkt overdrevne. Allerede i 80'erne hed det: Venstrefløjen er ikke død, den er bare ude for at brække sig. I dag befinder vi os hinsides højre og venstre.

Derimod vil alle kunne byde ind på spørgsmålet om venstrefløjens gyldenår. Dermed ikke sagt, at svaret vil give mening for andre end dem, der lader sig lokke til at give en biografisk skildring af en politisk bevægelse, som måske slet ikke var en bevægelse, men bare nogle tilfældige spjæt. Det er en forførende metaforik at lade en politisk bevægelse fødes, ældes og dø. På den måde får man en række diffuse hændelser samlet til en organisme, som blodet rigtig kan rulle i. Så føles det naturligt at spørge: Hvornår struttede organismen af liv?

Venstrefløjens egne historiografer kan imponere med gigantiske stamtavler med rødder, stammer og et utal af forgreninger. Den gamle venstrefløj blev således på et tidspunkt til det ny venstre, som igen delte sig i det gamle ny venstre (SF) og det ny ny venstre (VS), for så at terminere i det ny gamle venstre. Samtidig må vi ikke glemme, at det ny ny venstre var en tilbagevenden til noget, som det gamle ny venstre for længst havde lagt bag sig, nemlig arbejderklassen.

Er du forvirret? Det er der ingen grund til, for disse skolastiske øvelser tjente ikke til at beskrive virkeligheden, men udelukkende til at forsikre venstrefløjen, om at den var virkelig. På den måde kom den til at fylde en masse - i egen indbildning og på boghylderne. Og så handlede det som al anden slægtsforskning om at sikre sig arveretten til betegnelsen venstrefløj.

Hvad kvalificerer så mig til at deltage i denne sommerspøg? Jeg som altid har været for desorienteret til at turde kalde mig venstreorienteret. Jeg var ikke medlem af noget parti eller nogen fraktion. I hele min ungdom var jeg DSU'er og sågar medstifter af en Frit Forum-afdeling på et vestjysk gymnasium. På universitetet indskrev jeg mig selvfølgelig som stud. polit, for nu skulle der gøres karriere i Socialdemokratiet, men jeg husker ikke, om jeg nogensinde fik meldt mig ind i partiet. Derfor har jeg heller aldrig brudt med partiet. Jeg brød mig bare pludselig ikke mere om det.

Vi skriver vist nok 1968. Det var det år, jeg blev en del af venstrefløjen. Uden medlemskort og under skiftende paroler. Herefter stod den på kollektiv, Thylejr, studenterpolitik til husbehov, langtrukne studier, sjov tobak og en fornemmelse af, at alt var muligt. Skal man være bekendende marxist for at høre til venstrefløjen? Spørgsmålet giver ingen mening, når man indser, at tyske, franske, italienske og spanske marxister ikke kunne være i stue sammen af den simple grund, at de levede og åndede i forskellige verdener og forskellige tidsaldre.

Det var ganske vist også på den her tid, at venstrefløjen skaffede landet af med dets første parlamentariske arbejderflertal, men det var lige så betydningsløst som den første månelanding.

I 1969 vendte vi ryggen til Apollo-projektet. Vi gad ikke løfte blikket. I det hele taget var den vertikale blikretning ikke i vælten i disse år. Tilværelsen blev anskuet horisontalt. I horisonten lokkede den store frigørelse. Der eksisterede kun én retning, og den gik ikke op og ned, men frem og tilbage. Man var enten progressiv eller reaktionær. Vi kunne dengang ikke vide, at månelandingen netop betød afslutningen på horisontmotivet, der havde erstattet middelalderens vertikale verdensbillede.

Hele herligheden til den nette sum af 24 milliarder dollars syntes fra starten at være iscenesat alene til brug for Den Kolde Krig og historiebøgerne. Og Armstrong og Aldrin medbragte da også en sentens til historiebøgerne. Den lød: "Et lille skridt for et menneske, men et gigantisk spring fremad for menneskeheden."

Der var bare ikke mange i 1969, der betragtede månelandingen som et fremskridt for menneskeheden. Allerede året efter udsendte 4.000 biologer den såkaldte Menton-erklæring om de globale miljøproblemer. Nedtællingen til jordens undergang begyndte så at sige samtidig med nedtællingen til den første bemandede månerejse.

Med månelandingen afsluttedes den epoke, som begyndte med Columbus' opdagelse af Amerika. Det var historiens ironi, at Amerika skulle slutte den epoke, som begyndte med dets egen fødsel som Den Ny Verden. Efter månelandingen var der kun Den Gamle Verden tilbage, og den bliver ældre og ældre og går mere og mere i forfald. Der var ikke længere noget at erobre, men meget at redde.

Det kunne vi selvfølgelig ikke se dengang. Men bagklogt kan jeg nu se, at venstrefløjen kun var en levende bevægelse i den virkelige verden i det korte tidsspand mellem atomkrigstruslen og forureningstruslen. I en meget kort periode levede vi sorgløst og frygtløst. Uden en paranoid og apokalyptisk verdensanskuelse. Uden paddehatteskyen over os og forureningen under os.

Hvis jeg skal sætte en dato på venstrefløjens middagstime, må det blive den 9. marts 1970, den dag studenterne besatte rektors kontor, drak hans sherry og røg hans cigarer. Ikke fordi det i sig selv var noget særligt, men det blev i hvert fald for mig den begivenhed, som viste, at vi kunne gå på vandet.

Festen sluttede som sagt, da truslen om økosystemets sammenbrud lammede fantasien. Miljøkatastrofen overtog atomkrigstruslens ideologiske funktion. Den forebyggede social forandring. Den hypnotiserede os til at betragte ethvert fromt håb om forandring som meningsløst.

Miljødebattens ideologiske glansnummer var ordet 'bæredygtig'. Det bekom mange mennesker vel, at verden nu omsider havde fået et mål at styre efter. Hvad ligger der egentlig i dette billede? Noahs ark selvfølgelig! Det er altså et billede på den nøgne selvopholdelse, kemisk renset for forestillinger om det gode liv. Billedet er det hemmelige tilflugtssted for forestillinger og handlinger, der har deres udspring i en syndig blanding af dødsskræk og dødslængsel. Lad syndflodens vande bære mig herfra. Jeg får aldrig en dag i Ekbátana. Hypnotiserede af den forestående miljøkatastrofe gik vi til pumperne for at holde skuden oven vande. Nu skulle der øses, ikke sløses.

I 1972 skrev Thorkild Bjørnvig i tidskriftet Vindrosen "om nødvendigheden af en økologisk socialisme". To af redaktørerne tog kraftigt afstand fra Bjørnvigs "borgerlige moralisme". Udbytningen af naturen skulle ikke overskygge udbytningen af arbejderklassen. Den tredje redaktør, Ejvind Larsen, mente forsigtigt, at Bjørnvig havde en pointe. I 1972 var der nemlig endnu så meget liv i venstrefløjen, at den ikke lod sig skræmme af noget som helst. Almagt og ikke afmagt kendetegnede den.

Derfor kom de styrtende til fra alle sider. Selv en højreradikal antikommunist og kryptofascist som Ole Wivel bød sig til. Jeg havde jo forladt økonomistudierne til fordel for litteratur og filosofi. Så for mig var venstrefløjen først og fremmest en æstetisk og filosofisk frigørelsesproces.

Nu bliver jeg igen nødt til at være bagklog. Opgøret med modernismen handlede dengang bare om, at vi ville have lov til at synes om det, vi faktisk syntes om. Rock og pop og fremmede kulturer. I dag kan jeg se, at det var lykkedes et 'mandsforbund' af dekadente Vedbækdrenge at styre den danske kultur fra Anden Verdenskrigs afslutning og indtil omkring 1970.

Ole Wivel og hans højreradikale brødremenighed ville en virkelighed af en anden verden. Heretica-bevægelsen var en krypto-fascistisk, irrationalistisk, livsfilosofisk, antikommunistisk sammensværgelse vendt mod humanisme, oplysning, socialisme og ikke mindst socialistisk realisme. Bag hereticanernes patetiske og højstemte snak om "den ny virkelighed" (Jens Kruse) skjulte sig i virkeligheden en virkelighedsflugt.

De ville også virkeligheden, påstod de, men en højere, dybere, sandere virkelighed end den venstrefløjen og de kulturradikale hungrede efter. I løbet af 1970'erne overtog de skriftkloge venstrefløjen. De vendte også virkeligheden ryggen. Midlet til det var at anklage den. I dag har denne dekadente udgave af venstrefløjen sejret ad helvede til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her