Læsetid: 3 min.

Ind i tiden og ud igen

Debatudspillet fra regeringen er blottet for kreativ tænkning og fremstår mest som et koncentrat af de seneste 20 års debat om den offentlige sektor. Ét for ét ...
17. november 2006

Man kommer ikke uden om bøgernes mellemværende med tiden og verden. Det er aldrig afsluttet, og hele tiden gøres der et nyt forsøg. Man ser det i sæsonens debatbøger, i romaner og digte, i erindringsbøger og selvbiografier, i krimier. I alle er der en bestræbelse på at indfange og kommentere et stykke af verden og bringe forståelsen af den i det mindste et lille skridt videre. Der er ingen undtagelse, når man kigger på årets bogudgivelser, hvor især debatbøger og romaner, der diskuterer en nær historisk fortid står stærkt.

Der er ofte fra det omgivende samfund en forventning til forfatterne om, at de kan levere tidssvarende analyser af samfundets udvikling. Deres refleksioner er ganske vist ofte skrevet i et bedre sprog, men kommer til kort i forhold til de mere nøgterne politiske debattører, der er mere opdateret på døgnets små forskydninger og intriger. Det kan ofte virke, som om forfattere, der skriver lige midt i tiden, er forblændede af et for stærkt lys. De bliver for emotionelle og for optagede af den særlige måde, de med deres jeg ser verden på. De er ofte bedre på den lange historiske bane end i nu'et. I de få lykkelige tilfælde, hvor forfatterne er i fuld øjenhøjde med tiden, er de til gengæld flere skridt foran de gængse politiske analyser og i stand til at beskrive en samfundsudvikling på en måde, som rykker betragterne langt væk fra vante forestillinger og ud i nye sammenhænge.

Generelt synes forfatterne dog at have det bedre med fortiden end med nutiden. Måske ganske simpelt fordi, begivenhederne hos de gode forfattere har brug for at lagre sig for at kunne træde frem på en ny måde. Når eksempelvis Kirsten Thorup i sin nye roman, Førkrigstid, genopliver en dansk provinsflække i 1930'erne, er det også for at skabe dybdeperspektiv i forhold til vores egen tid. Og når Carsten Jensen i sin helt nye roman, Vi, de druknede, skriver om flere generationer af sømænd i Marstal, er det også for at indlemme en ny erfaringsverden i dansk litteratur og gøre vores fortid større og rigere, end vi anede.

Også formmæssigt bliver fortiden hele tiden sat i spil på ny. Som et aktuelt eksempel kunne man pege på Mette Moestrup, som i sin nye digtsamling Kingsize befinder sig i verdenslitteraturens laboratorium, hvor hun sender sine digteriske impulser gennem velafprøvede litterære former og diverse strenge formelle regler. Nogle vil kalde det intellektuel kølighed, men sandheden er, at der findes lige så mange løsninger på nutidens udfordringer i fortidens stof som i nutiden. I mødet lyder det gamle pludselig nyere end nu.

Det værste er, når fortiden blot er til for sin egen skyld. Fra litteraturpolitisk hold har vi med kanon og andre foranstaltninger i de senere år været stærkt optaget af at definere en dansk litteraturs egen ret. Det har der været flere særdeles gode grunde til. Men når man har opholdt sig i den danske litteraturs dagligstue lidt for længe, får man lyst til at slå dørene op og lufte lidt ud. Interessere sig lidt mere for de forfattere, der - rodfæstet i en national litteratur - formår at gøre deres stof så alment, at et internationalt publikum også kan identificere sig med det og blive beriget af det.

I den sammenhæng må der henvises til Torben Brostrøms stærke definition af verdenslitteratur her i bogtillægget. Han lægger hele vægten på ordet verden som modstykke til himlen, på det verdslige frem for det religiøse. Dermed frigør Brostrøm digtningen fra ortodoksien og alle mulige andre ideologier. For er det ikke lige præcis det, der udgør den gode litteratur; at den søger eventyret. Som "en Don Quijote med lanse og barberskilt som hjelm, ridende på sit nedslidte øg, men ukuelig og erfaringssamlende". Sådan er den sande litteratur. Mere optaget af udforskningen end det endelige resultat og derfor åben til alle sider.

En anden måde at få luftet ud på i det indeklemte åndelige danske klima er lige landet i form af Ellen Wulffs roste oversættelse af Koranen samt ikke mindst de første bind af Else Henneberg Petersens nyoversættelse af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid og den store vestlige idéhistorie Tankens magt. Disse bedrifter kan i åndelig værdi og bidrag til dansk kultur og sprog snildt måle sig med adskillige årsværk af et helt kulturministerium.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her