Læsetid: 4 min.

Er tiden moden for global integrationspolitik?

Balladen om Wallait Khan - der har ført valgkamp i Pakistan og blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation - får Dansk Folkeparti til at kræve forbud. Men kan det politiske afgrænses til en kreds? Er tiden moden for glokal integrationspolitik?
24. november 2005

Formanden for Folketingets kommunaludvalg, Poul Nødgaard fra Dansk Folkeparti, vil forbyde, at "man kan være politiker i andre lande, samtidig med at man er politiker i Danmark."

Loyaliteten kan kun være knyttet til et land, mener Nødgaard. Han kalder det en 'hån mod det danske demokrati', at tre herboende pakistanere er borgmestre i Pakistan, og at Wallait Khan fra Københavns Borgerrepræsentation også førte valgkamp i Pakistan for at blive borgmester der.

Khan, der stillede op til det seneste kommunalvalg for Venstre, og kun tre dage efter indgik en aftale med SF - som han tidligere har været medlem af - har til Politiken sagt, at han stiller op til næste parlamentsvalg i Pakistan.

Khans afhopning har fået Venstres kommunalordfører Leif Mikkelsen til at lufte en ide om at tage stemmeretten fra udenlandske statsborgere i Danmark. Venstres politiske ordfører Jens Rohde har afvist ideen - fordi stemme- og valgret ved lokalvalg fremmer integrationen af udlændinge.

Mikkelsens ide er også i strid med EU-traktaten, der garanterer alle (EU-) borgere ret til at deltage i lokalvalg i de EU-lande, hvor de har bopæl.

Global biografi

Khan-sagen rejser spørgsmål ved statsborgerskab, politisk identitet og loyalitet. Kan man kan være politisk aktiv i flere lande samtidig, og kan vælgere have tillid til personer, der har et ben i hver lejr? Det mener Khan. Han er efter eget udsagn 'stolt', når dansk-pakistanere - i kappestrid med pakistanere fra Norge og England - erobrer borgmesterposter i Pakistan.

Han giver her udtryk for det, sociologen Ulrich Beck kalder 'sted-polygami': Han er i stand til at elske flere steder på en gang. Sådan som forældre ikke skruer ned for kærligheden fra det ene til det andet barn. Khan lever i et transnationalt tilhørsforhold, hvor den ene nationalitet ikke ekskluderer den anden.

Den personlige biografi globaliseres. Man kunne måske her tale om politisk polygami. Men da det lyder som flerkoneri, kunne man på dansk kalde det for glokal integrationspolitik.

Københavns Kommune undersøger p.t., om Khans mange måneders valgkamp i Pakistan gør ham uvalgbar i Danmark. Og det er muligt, han fældes på det. Fordi det er i strid med nationale regler om, at han ikke må være i udlandet i mere end et halvt år.

Men hvorfor i al verden kan man ikke være politisk aktiv i flere valgkredse samtidig?

I Danmark har Dansk Folkeparti som parti relativt flest folketingspolitikere med dobbeltmandater - de er også repræsenteret i lokale råd. Kan borgerne i Vejle storkommune f.eks. stole på, at Kristian Thulesen Dahl som ny 2. viceborgmester vil forsvare byens interesser, når han samtidig er gruppeformand for Dansk Folkeparti i Folketinget og finansordfører? Thulesen Dahl har som Khan engageret sig i flere kredse på en gang. Den første vil sikkert forsvare sig med, at han kun er engageret i Danmark - fra det lokale til det nationale - men Khan er engageret globalt som lokalpolitiker i to nationer. Begge har delte loyalitetsbånd. Det havde Bertel Haarder fra Venstre også, da han både sad i Europa-Parlamentet og i Folketinget.

Hvad er der galt i det i en tid, hvor national, europæisk og global politik væves tættere og tættere sammen?

Enten-eller-både-og

Da den britisk-indiske forfatter, Salman Rushdie, i mandags under et besøg i Barcelona blev spurgt, hvilken identitet han havde, svarede han: "Jeg hører til to verdener, Østen og Vesten, og jeg behøver ikke at vælge", sagde Rushdie og forsvarede 'et åbent kulturbegreb'. For ham er det ikke enten-eller, hvor det ene udelukker det andet.

Storbritannien er et af de over 60 lande i verden, der tillader dobbelt statsborgerskab. Et flertal af de 25 EU-lande tillader i dag dobbelt statsborgerskab, og i de sidste få år har nordiske 'broderlande' som Finland, Sverige og Island lavet love for dobbelt statsborgerskab. I EU, hvor alle også får europæisk borgerskab, er identiteter og loyalitetsfølelse gradvist under ombrydning, selv om nationalstaten stadig er den dominerende politiske enhed. I Danmark tvinges man stadig til at vælge, og erhverver danskere sig fremmed statsborgerskab, mister man dansk indfødsret. I Søren Kierkegaards fædreland er det enten-eller, og nationalstaten afkræver alle danskere absolut loyalitet. Udlandsdanskere - bortset fra folk udstationeret af stat og erhvervsliv og på vej tilbage efter to år - mister stemmeretten i Danmark, fra folketing til folkeafstemninger. Hvis ikke EU sikrede stemme- og valgret til lokalvalg, ville titusinder af danskere ende som demokratiløse borgere.

De gældende regler har ikke bare en politisk bieffekt. De kan også have en økonomisk. Flere danske erhvervsfolk har klaget over, at reglerne skader deres arbejde i udlandet. En rapport i denne uge fra handelsorganisationen WTO viser, at udlandsarbejdere direkte skaber økonomisk vækst. Øges antallet af migranter med ti procent kan det ifølge WTO-økonomerne øge vare-eksport og -import med op til 2,5 og 3 procent.

I det lys kunne man håbe, at debatten om Khans polygamiske politik ikke ender i personssnak, men medtager de bredere politiske og økonomiske perspektiver. Det handler bl.a. om, hvilket samfund man vil leve i en globaliseret verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her