Læsetid: 4 min.

Tiden og teatret

30. maj 2002

DET NYE kongelige teater bliver en smuk bygning. Derom kan der næppe være nogen tvivl. Især om aftenen, når glasbåndet, der omkranser teaterets egne rum, og de høje glasvægge i foyeren står som lysende flader i byen, vil det være et syn for muserne. Og så må man jo håbe, de flagrer over vandene mellem teateret og operaen.
Bygningen er tegnet af en højt respekteret tegnestue, der for øjeblikket er i en spændende kunstnerisk udvikling, som en perfekt besvarelse af programmets krav. Fra teaterets synspunkt må dette være en virkeliggørelse af en drøm.
Og hvilken drøm. Her får kunstnere og københavnere en perfekt kukkasse, akustisk reguleret og med rigelige bagscenerum. Ved siden af, to små intime scener, hvor man kan eksperimentere med rummets indretning. Over det hele svæver administration og skuespillergarderober, med himmelhaver og udsigt over byen. Foran er foyeren som en badebro, der hæver sig elegant op til de skulpturelt formede tilskuerrum, en ny plads i havnen, som også vil være en nydelse om dagen.
Min sjæl, hvad vil du mere?

JO, DET er spørgsmålet. Det var slående, at dommerne ud af 289 forslag fra hele verden havde fundet seks fra store, veletablerede, danske arkitektvirksomheder, og ét fra Japan, der imidlertid lignede de danske projekter til forveksling. Kunne man virkelig ikke finde et eneste kvalificeret forslag med et andet arkitektfagligt udgangspunkt? De andre 282 forslag bliver tilgængelige for offentligheden fra lørdag, og så kan man måske bedre danne sig et billede af helheden. Men umiddelbart får man det indtryk, at bedømmelseskriteriet har været i meget nær overensstemmelse med den lokale arkitektprofessions kvalitetsbegreb. Hvor vinderens forslag, er det, der bedst lever op til de professionelle krav. Det er, som de øvrige præmierede, et forslag, der fremstår »smukt og enkelt«. Man kan »pisse planen i sneen«, som Arne Jacobsen engang forlangte det.
Projekterne stiller ingen spørgsmål til programmet, som det er formuleret af teaterets ledelse, uanset at det konkrete rumprogram i flere henseender går stik imod de poetiske intentioner som Klaus Hoffmeyer og Henning Jensen havde lagt ud som bilag til programmet. Heller ikke i dette teater vil der være mulighed for at gå tæt på publikum, udfordre vores opfattelse af scenen eller udvikle nye dramatiske udtryk. Det var slående at teaterdirektøren Michael Christiansen beskrev det nye teater som et bolværk mod den nye teknologi, og refererede til Ibsens dagligstuer, som modsætning til Shakespeares og Holbergs »gammeldags teater«. Egentlig ville han forklare, hvorfor Gl. Scene er forældet. Men han kom til at beskrive den helt nye scenes begrænsninger.
Da Stærekassen blev bygget, blev den ikke mindst kritiseret af Poul Henningsen i Kritisk Revy. Han mente, det var latterligt, at man byggede en formmæssigt og funktionelt gammeldags bygning netop der omkring 1930, når så meget nyt var på vej, både inden for medier og arkitektur. Og det fik han jo ret i. Stærekassen var forældet på indvielsesdagen. Men til gengæld var den det perfekte udtryk for de arkitektfaglige normer, som modernisterne brød med – en stram og veldisponeret bygning, med smuk overenstemmelse mellem hovedformen, konstruktionen og dekorationen. Stærekassen blev fredet, fordi den er et enestående eksempel på art deco i Danmark, ikke fordi den er et godt teater.

MAN FÅR den tanke, at historien gentager sig, nu som farce. For kan man ikke i dag rette nøjagtig samme kritik mod teaterets ledelse og kulturministeriet, som PH udtrykte i tyverne? Og udviser det nye forslag til en skuespilscene ikke samme stilarkitektoniske virtuositet, i vor tids sprog, som den gamle Stærekasse gjorde i tyverne?
Kan man bygge et teater i det 21. århundrede, hvor hovedscenen med tilskuerrum er fuldstændig fastlåst i kukkassestilling? Hvor alle tre scener er lukkede kasser, uden mulighed for forandring, og for de smås vedkommende med vanskelige adgangsforhold? Har vi virkelig brug for en stor og statisk masse midt i byen?
Kan man bygge et teater i det 21. århundrede, til dagligstueteater og deklamationer? Hvad sker der om ti år i det teater, hvem skal spille der? Hvem skal se på dem?
Er dette rummet til et Dr. Dante, et Kaleidoskop eller et Beckwerk, når de engang er blevet det etablerede teater? Er der nogen overhovedet der kan nå ud af den massive ramme rundt om scenen i dette nye monument? Vil de unge, der i dag hører hiphop og går til Ø.K.’s poesifester, en dag føle sig godt tilpas i de bløde stole i det nye kongelige teater? Eller er det dem, der slumrer foran fjernsynet, man vil have fat i, dem der en gang om året ser en musical med Stig Rossen?
Inde i Det Kongelige Teater har de stirret stift på Stærekassens problemer i over 60 år. De skiftende teaterledelser har drømt om bløde sæder til publikum, bedre akustik, og ikke mindst om side-og bagscener til teateret. Man har længtes efter et rum til det moderne gennembruds teater. I mellemtiden har der været en verdenskrig, et ungdomsoprør, og en renæssance for det københavnske teaterliv udenfor. Der er sket en kolossal teknologisk udvikling, og flere generationer af kunstnere har sprængt kukkassen, enten for at vende tilbage til det intime, klassiske teater eller for at fare ud i det store, arkitektoniske rum.
Man har endelig fået løst det tyvende århundredes problemer på Det Kongelige Teater. Desværre er det i mellemtiden blevet for sent.

mam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu