Læsetid: 6 min.

I tidens baghjul

Der er længere til sandheden end på cykel
2. juni 2007
Der er længere til sandheden end på cykel

Allerede mens Ørnen fra Herning i sin tid var i færd med at vinde den store Tour, svarede dette blads tidligere chefredaktør og cykelsagkyndige Lasse Ellegaard på den i øvrigt idrætsblinde klummists dumme spørgsmål: Hvordan en sådan sølle dansker kunne gå hen og vinde noget så betydningsfuldt, al den stund han - efter hvad Ellegaard selv og andre kloge folk hævdede - ikke var i den vægtklasse, der normalt opviser vindere af verdens mest prestigefyldte cykelløb.

"Han har det bedste apotek," svarede Ellegaard og antydede dermed, at den slags topidræt, hvor der er mere end en herregård på højkant, nok kan være spændende - i det mindste for dem det interesserer - men i øvrigt er det rene fup og svindel.

Og det bliver det formentlig ved med at være. Herregårdene på højkant bliver næppe mindre.

Og derfor og kun fordi han var pisket nødt til det, krøb Ørnen, som de fleste sikkert har opdaget, omsider til bekendelse, hvilket altså ikke var en nyhed, men blev behandlet som en meget stor sådan.

Men alle og enhver vidste det jo - også i Herning, hvor de tog det, som det kom. Herregud, de har jo også haft Helge Sander som borgmester.

I tre dage i træk havde Radioavisen doping-historien som nummer et i deres prioritering. Først at den forgiftede cykelrytter nu ville holde en pressekonference; så at han holdt den med direkte transmission, som om det var vigtigt; og endelig hvad derefter skete.

Et par af kommentatorerne, der var sat til at analysere denne sensation i baghjul, konstaterede, at det ligegodt var et begrænset ordforråd, den falske tour-vinder demonstrerede ved pressemødet, hvilket nok hang sammen med, at han i forvejen er en ordknap jyde, you know.

Den alt andet end angrende synder i Sydens sol havde dog ordforråd nok til at sige, at de - hvem de så var - bare kunne komme hjem til ham og hente hans gule trøje (til forklaring for dem, der ikke ved noget om gule trøjer og fransk cykelløb, så er den gule trøje efter sigende den trøje, som den daglige etapevinder bærer, og vinderen af hele Tour de France til sidst får til arv og eje).

Skamme-trøjen i kassen

Trøjen, de altså bare kunne komme og hente, lå i en papkasse i garagen, forklarede den trodsige mand.

En og anden havde jo nok - i fald vedkommende havde vundet Tour de France, sat den på gine af guld eller vasket og strøget den og hængt den i glas og ramme.

Sådan er folk selvfølgelig så forskellige, og muligvis har den gamle cykelrytter fået dårlig samvittighed, hver gang han har fået øje på den skide trøje og til sidst smidt den ned i papkassen.

Hælde den ud kunne han ikke så godt, da dette vel kunne udlægges som noget forkert og bekræfte for iagttagere af andre tour-vindere og gule trøjer, at han havde løjet lodret og mere eller mindre stenet, snarere mere, var hjulet over målstregen dengang.

Ingen hæftede sig imidlertid ved en anden bemærkning rytteren og den nuværende direktør for et eller andet cykelhalløj kom med, en rent ud guddommelig replik:

"Jeg tager det fulde ansvar!"

Hertil er der kun én ting at sige: Hvad fanden skulle du ellers gøre, kammerat? Hvem skulle ellers tage det? Cyklen?

Trods alt er der vel heller ingen cykelrytter, der lader sig umyndiggøre, inden han svinger sig i sadlen, og som en væddeløbshest uden at vide det får proppet ferietabletter i halsen med en lang stang.

Men det lyder godt: "Jeg tager det fulde ansvar".

Så fulgte en anden af tidens mundtlige faste formler, når man i samarbejde med sin spindoktor forsøger at få røven ud af komedien: Jeg vil fra nu af ikke mere se tilbage, men kun se fremad.

Ikke ordret gengivet, men meningen var god nok.

Radioavisen, hvis prioritering af stoffet bliver stadig mere ejendommelig, som om de er ude på at udkonkurrere Se & Hør og B.T., lod den med ansvaret stå uanfægtet og lagde sig trygt ud solidaritetssporet med den bekendende.

Fedme og samfundet

Som overskrift nummer to den dag bragte de så historien om, at overfede mennesker føler sig stærkt diskrimineret i tivolierne, fordi de ikke kan få måsen mast ned i rutschebanesæderne.

En fed dame som avisen i dagens anledning havde spurgt - Radioavisen spørger nemlig altid folk, der selv ved, hvor skoen, eller hvad man her skal sige, trykker: "Jo", sagde damen, "det er ikke fair (hun brugte netop ordet fair) det er ikke fair over for os svære mennesker, at vi ikke kan komme ud og køre i rutschebane med vores børn og børnebørn, men må stå nedenfor forlystelserne. Samfundet må gøre noget!"

Denne markante udtalelse, kunne man tro var fra en særligt ondsindet lejlighedssang af Bertel Haarder til CEPOS' julefrokost for at gøre nar af 68'erne, og det altid er samfundets skyld.

Dagen efter var cykelhistorien atter i front som nummer et, og nu havde Radioavisen taget den bekendende på ordet, og så også noget så meget fremad: om cykelløbssvindleren nu også kunne fortsætte som cykeldirektør, hvor hans opgave blandt andet er at sørge for rytterne i hans stald ikke tager for mange lykkepiller.

Det mente i Radioavisens hjernelammede reportage så den ene sportsredaktør, at det kunne han da godt, og den anden sportsredaktør mente, at kunne han da ikke så godt.

Det var tophistorien i en tid, hvor demokraterne i Washington lige havde dummet sig med afstemningen om krigspengene, og man har jo også hørt om, at det ikke helt går, som det skal rundt andre steder i verden, og at Mellemøsten er ved at eksplodere.

Gades fejlagtige krig

Det havde forsvarsminister Gade også hørt om. Faktisk samme dag som cykelrytteren hældte vand ud af ørerne, fik Gade mærkeligt nok også trang til at gå til vaflerne: Forsvarsministeren havde forstået på det hele, at Irak-krigen er ad helvede til, fordi der var sket nogle fejl. Jo, det mente han: fejl.

Se, det var jo interessant. Dels at Gade valgte lige netop den dag til at lufte meningen om fejlene. Som jo ikke er helt uvæsentlige, al den stund den danske regering sammen med folketingsflertallet har rodet Danmark ud i det værste morads siden Vietnam og gang på gang hævdet, at det gik bedre og bedre. Selv om tropperne altså nu skal hjem. Fordi det faktisk ikke går så godt. Men arbejdet er gjort, skønt der faktisk er borgerkrig i landet.

Dels interessant ved det at statsministeren, der ellers har kommenteret krigen, når han fandt det opportunt, ikke selv indkaldte til pressemøde for at formidle dette nye afgørende synspunkt på krigen. Hør her: Der er begået fejl!

Fogh skubber alt fra sig

Så kunne statsministeren, som Gade i øvrigt også gjorde, jo straks have valgt at se fremad. Man skal kun se tilbage, hvis man ikke har noget bedre. Og statsministeren er ikke den type, der dvæler ved fortiden, ikke når det gælder hans egen.

Ingen forventer Fogh Rasmussen indkalder til pressemøde og går til bekendelse: Jo, det er skam rigtigt, jeg lavede kreativ bogføring, og jeg vildledte Folketinget groft, og det har jeg såmænd gjort igen og igen, men nu skal det hele på bordet, for der skal være rene linjer, og det er såmænd også rigtigt, at krigen er kørt af sporet, og jeg har vildledt om begrundelsen og sat min lid til, hvad Bush gik rundt og sagde om den sag, også fordi jeg blev så glad, så glad, da jeg blev inviteret til morgenmad i Det Hvide Hus, for jeg har altid så grumme godt kunnet lide de der republikanere, som jeg - bare ikke for tiden fordi der snart skal være valg - er så enig, så enig med.

Men med hensyn til den krig er jeg kort og godt blevet taget så grusomt i røven.

Nu gælder det om at se fremad, hvor der ikke er noget at komme efter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her