"Det værste, disse kvinder kan forestille sig, er at være bundet."
Mette Mortensen om de unge kvinder, der
indgår i hendes Ph.D.-afhandling "Kvinder
der vil det hele og valgte"
"Hun går fra den ene til den anden til den tredje til den fjerde og kommer til sidst til at tvivle på sin kærlighedsevne, fordi hun grundliggende tvivler på sig selv."
Jens Chr. Grøndahl om sin kvindelige hovedperson i succesromanen Lucca
NÅR Mette Mortensen, rektor på Herlev Gymnasium, fortæller om de 90'er-sild, der indgår i hendes ph.d.-afhandling om unge kvinders livsvalg, får man endnu en brik foræret til forståelse af den beklagelige kendsgerning, at vi i forbindelse med det aktuelle folketingsvalg har den laveste kvinderepræsentation i årevis, mere præcist 28 pct. af de opstillede. Kun tre af de i alt elleve opstillede partier giver alle vælgere mulighed for at stemme på en kvinde. Forklaringen synes bl.a. at være, at de unge kvinder har alt for travlt med at realisere sig selv til at tænke i politisk aktivitet. Og i børn og familie for den sags skyld. Anskaffer de sig endelig en traditionel kernefamilie, er det med et suk. For i samme hug ofres tilsyneladende alle drømmene om et spændende liv. Børn opleves simpelthen af disse unge kvinder som en belastning, der hindrer dem i den ønskede frie udfoldelse.
Nu ligger hele sandheden formentlig ikke i et undersøgelsesmateriale om et minimalt udsnit af gymnasieungdommen. En undersøgelse, der består af to gange interviews med de samme 35 piger/kvinder med ti års mellemrum. Det første interview blev foretaget i 1980, da pigerne gik i 2. g; det sidste ti år efter. Men materialet sprænges ikke desto mindre af et så entydigt, hørbart skrig om uafhængighed, at det efter, at den første forskrækkelse har lagt sig, kalder på at blive behandlet som den - ubevidste - kollektive protestaktion, der er tale om.
DISSE UNGE KVINDER kvæler først og fremmest modermyten. Moderskabet opleves ikke længere som afgørende for den kvindelige kønsidentitet, idet børn først og fremmest opfattes som en forhindring for det personlige identitetsprojekt. Den følelse har begge de udspaltede kønsidentiteter: Den traditionelle såvel som den professionelle kvinde. Forskellen er kun, at den første gruppe har sat de børn i verden, den sidste gruppe end ikke drømmer om. Som 30-årige har 16 ud af de 35 kvinder i undersøgelsen ingen børn. Og den tilsyneladende typiske holdning hos den traditionelle kvinde med familie og deltidsjob, trods god uddannelse, synes at ligge i dette citat: "Jeg tager altid børnene i første række. Det er mit store problem, for derved glemmer og forsømmer jeg ofte mig selv."
Der er for især gruppen af professionelle tale om kvinder med den holdning til mænd, at man har en mand, til man "får eller ta'r sig en ny." Og skulle man endelig få lyst til et barn, og manden ikke er der, er man ikke bleg for at klare ærterne selv.
"Det kan måske virke koldt og upersonligt, når de unge kvinder sådan stryger rundt og udfolder sig," skriver Mette Mortensen i lørdagens Inf.-kronik. Men har de et reelt valg, kunne man også spørge? Hvis de altså ikke får deres livsappetit skærpet og selvtillid øget af et blik på deres mødres og bedstemødres liv. Bedstemoderen som den altopofrende, afhængige; moderen som den afblomstrede dobbeltarbejdende, fagligt selvrealiserede, men berøvet sin personlige udviklingsmulighed.
De unge kvinder, der ønsker at arbejde i udlandet, som uddanner sig i et væk og har ambitioner om at boltre sig i mange rum agerer faktisk på sin vis på samme måde som forfatteren Jens Chr. Grøndahl beskriver det i Lucca - blot er hensigten bemærkelsesværdigt modsat Grøndahls konklusion. De unge kvinder går ikke bevidstløst, snarere bevidst, fra den ene mand til den anden. Hvis de gør det. Mænd får nemlig ikke lov til at bremse disse kvinder eller være deres hovedprojekt. Disse kvinders projekt er netop gennem et individuelt styret, aktivt liv at bygge den egenidentitet op, som Grøndahl hævder, de mister ved ikke at slå sig ned i parforholdet. De unge kvinder har på sin vis indset det samme som Grøndahl: At livet er andet og mere end sex. Men hvor Grøndahl, der har næsten samme alder, bruger sin indsigt til at ofre de repeterede ekstaser i nye seksuelle lidenskabelige sammensmeltninger, til fordel for det længerevarende forhold, realiserer de unge kvinder fortrinsvis sig selv udenfor lagnerne. En ikke uklog disposition, hvis hensigten er at løfte sig ud af det kvindelige martyrium.
FOR MAN KAN jo også spørge: Hvem mader køleskab og brændovn hjemme hos Grøndahl & hans generation - hvem henter børnene og vugger dem, når de er syge, uanset forretninger, der skal afklares, direktører, der skal beroliges eller romaner, der skal skrives? Selv unge kvinder har øjne i hovedet.
"Frihed er bundethed," synes Grøndahl at mene. De unge kvinder holder sig til jorden. Så meget desto mere kan det undre, at de synes så markant apolitiske og uvillige til at tage politisk ansvar. For udover at få mændene på banen i forhold til børnene, handler de unge kvinders vægring formentlig også om en oplevelse af ikke at blive samfundsmæssigt bakket op. Hvem sagde pladsgaranti og en reel (økonomisk) mulighed for forældreorlov osv. Frihed er ikke udelukkende en mental størrelse, og de samfundsmæssige rammer rokkes der nu engang ved ad politisk vej.
De unge kvinders protest er hørt. Men lad os trods vilkårene håbe, at 90'ernes rå sild på et tidspunkt tillader sig selv at opleve og nyde den måske mest forrygende af alle former for selvrealisering: Den, der ligger i at føde og leve sammen med børn. dam
