Læsetid: 4 min.

Tidevandet vender - måske

Der er tegn på, at briterne er mere villige til at lade sig forføre og falde i armene på Europa
23. august 2006

Hvad skal der til, før briterne byder Europa velkommen? For omkring 10 år siden troede jeg, at det eneste, vi euroentusiaster skulle gøre, var at vente og lade kombinationen af Interrail og demografi klare det for os. En ny generation af briter, vant til at rejse på fastlandet, med frihed til at arbejde der, lige så meget hjemme i Barcelona og Prag som i Manchester eller Edinburgh, ville med glæde svøbe sig i det europæiske flag. Det var kun et spørgsmål om tid, før Storbritannien ville stemme 'ja' til euroen.

Hvilken uskyld! Størstedelen af gallupundersøgelserne og mine egne erfaringer antyder, at unge under 25 i dag er mere snæversynede, mere lokalt orienterede og ofte mere defensivt nationalistiske end den ældre generation, for hvem Europa var noget nyt.

De tager det at bo og arbejde i Europa for givet i en grad, så de ikke ser nogen grund til at tage derover for oplevelsens skyld, men foretrækker mere eksotiske rejsemål. Vore dages hotte ferier holdes i Storbritannien. New Labour holdt op med at tale fransk i offentligheden for længe siden.

Og dog - Bølgen af eurofobi og euroligegyldighed er måske endelig ved at vende. Sidste uge offentliggjorde Eubarometer de seneste undersøgelser under en overskrift der var så helt utrolig, at jeg læste den to gange: "Britisk tilfredshed med EU-medlemskab stiger voldsomt." Undersøgelsen viste også, at EU's popularitet blandt briterne nu var på det højeste siden slutningen af 80'erne og var steget med over 12 procent inden for de blot to seneste år. Dette på trods af - eller var det fordi? - EU nærmest var forsvundet fra britiske overskrifter i forbindelse med forfatningens død.

Og mens store dele af EU nyder den lange sommerferie, er de engang så negative økonomiske indikatorer på vej op igen. Ikke kun fordi Frankrig og Tyskland er ved at vågne efter næsten et ti års stagnation, men pludselig overhaler Europa både USA og Storbritannien, hvad angår de markedsorienterede mål for succes, der ellers har givet de to håneretten i mange år.

Jeg indrømmer, at det kan være svært at vænne sig til ideen om, at Tyskland og Frankrig noterer højere vækstrater inden for økonomi og jobskabelse end de lande, de klassificerer som 'angelsaksiske'. Men det er, hvad tallene viser fra årets to første kvartaler. Jeg indrømmer også, at de officielle arbejdsløshedstal for USA og Storbritannien er lavere end for store dele af eurozonen. Men arbejdsløshedstal kan bearbejdes på mange forskellige måder.

Sandheden er, at for første gang i over 10 år, bevæger den økonomiske udvikling i Europa sig i en positiv retning, målt i forhold til de områder 'angelsakserne' foretrækker at benytte. Hvis man oven i dem lægger de områder, hvor europæerne igennem længere tid har fungeret lige så godt eller bedre end 'angelsakserne' - produktivitet (pr. arbejder/time), fritid og moderne bekvemmeligheder, samt dette tågede område kaldet 'livskvalitet' - så ser fremtiden for EU mindst lige så sund ud, om ikke sundere, som for Storbritannien og USA.

Merkels erklæring

Hvilket er noget af en omvæltning. Så længe Storbritannien udkonkurrerede franskmændene og tyskerne inden for de områder, vi (og USA) havde bestemt var indikatorer på økonomisk succes, følte vores ledere sig berettiget til at prædike fordelene ved 'vores' økonomiske model over for de ulykkelige borgere i EU-zonen (og over for os). Og det gjorde man ved enhver given lejlighed.

Det er sandt, at europæerne diskret har foretaget ændringer. Ansættelsesforhold i Tyskland er blevet mere fleksible, og sikkerhedsnettet en anelse mindre omklamrende. Tyske forretninger har nu længere åbent. De franske eliteuddannelser bliver mere åbne (en lille smule), og spørgsmålet om førstegangsansatte diskuteret. Men som de briter, der trodsede modestrømmen og tog på ferie i eurozonen i år, vil vide, har de stort set gjort det uden at miste deres misundelsesværdige livskvalitet.

Og med den tyske kansler Angela Merkels erklæring om, at Tyskland ikke længere er 'Europas syge mand', tyder det på, at de europæiske topmøder i løbet af efteråret bliver ganske interessante.

Det vil utvivlsomt kræve mere end en øget økonomisk fremgang på fastlandet, før briterne begejstrede falder i Europas arme. Men der er tegn på, at briterne nu er mere villige til at lade sig forføre. En undersøgelse viste i sidste uge to interessante ting, dels at over 85 procent af de adspurgte mente, at Tony Blair skulle opgive sin antiterror-alliance med George Bush, den anden var, at i stedet skulle Storbritannien enten gå enegang (27 procent) eller, og se nu godt efter, skulle gå sammen med resten af Europa. I alt 45 procent var for, og blandt de adspurgte i London var tallet 50 procent.

Tilsyneladende pro-europæiske politikere fra begge de store partier fortæller os ofte, at Storbritanniens unikke trekantforhold til USA og EU ikke betyder, at vi skal opgive det historisk tætte forhold til USA for at komme tættere på Europa - eller omvendt. Det kunne være den ortodoksi, atlantiske politikere gerne vil sælge, men er det sandt?

Takket være billigrejser og lange ferier, har flere briter end nogen sinde tidligere et førstehåndskendskab til både USA og Europa. Denne seneste undersøgelse antyder, at en minoritet (under hver tredje) tror, at et land af Storbritanniens størrelse og styrke, realistisk set kan gå selv. Resten ser et valg mellem USA og Europa. Og mens Europa ikke - endnu - nødvendigvis er vores yndlingsret, synes britisk tålmodighed med USA at være opbrugt. Det ender med, at lede ved USA's politik og en bestemt amerikansk præsident driver briterne i armene på Europa, uanset hvor svære vi gerne vil være at få fat på.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her