Læsetid: 5 min.

Det er for tidligt at afskrive Thorning-Schmidt

Faren for Socialdemokraterne er ikke længere alene et valgnederlag men en omkalfatring af partiets position og rolle i dansk politik
3. april 2006

Byens hold FC København mødte AaB i Parken onsdag aften. Det var gået dårligt hele kampen, som snart var slut. En tilskuer, som længe havde siddet og set noget forknyt ud over FC Københavns træner Ståle Solbakkens ineffektive mandskab, rejste sig pludselig op og råbte af sine lungers fulde kraft: Socialdemokrater!

I kampens 82 minut. Han kunne ikke klare mere, den gode FCK-fan. Og der var ingen omkring ham, der fandt udbruddet mærkværdigt eller upassende.

Situationen beskriver Socialdemokraternes og Helle Thorning-Schmidts udfordring i denne tid. Det går så dårligt - og har gjort det så længe - at partiet og dets medlemmer nu er blevet synonym med almindelig uformåen og inkompetence. Det er på mindre end et år lykkedes S-ledelsen at få det generelle mærkat - inkompetent. Og lykkedes det ikke ved et langt sejt træk at komme ud af den bås, ser det unægteligt svært ud. Faren er ikke længere alene et valgnederlag - men en omkalfatring af partiets historiske position og rolle i dansk politik. Men selv om det p.t. er god latin at håne Thorning-Schmidt i pressen, er det trods alt for tidligt at afskrive hende. Der er tre år til næste valg!

Defensivt og ynkeligt

Den seneste batalje omkring de radikale (en typisk Christiansborg-begivenhed, de færreste uden for forstår et muk af) er vel bare endnu et eksempel på, hvordan S-ledelsen kæmper forgæves for at optræde kompetent. Det var jo ikke det med at bede om plads, der var budskabet. Det var ønsket om at have en konstruktiv aftale om ikke at kritisere hinanden i oppositionen, der var Thorning-Schmidts budskab. Et grundlæggende legitimt synspunkt. Og givet et, der skulle være afleveret inden døre. Nu da det er sagt i medierne, og endda på en måde, der kan udlægges som en bøn til de radikale, virker det defensivt og ynkeligt. Procesfejl.

Helle Thorning-Schmidt får naturligvis hele skylden for situationen. Som koldt repeteres i de hyppige meningsmålinger. Og hun må som formand tage dette ansvar på sig. Hvad hun indtil nu har gjort uden at kny.

I politik er der altid voldsomt medløb i den retning man nu engang bevæger sig. Uanset hvad Thorning-Schmidt vil foretage sig i det næste år, vil det blive tolket negativt og udlagt som inkompetence. Modsat med regeringen. Læg mærke til, at samtidig med at Thorning-Schmidts radikale batalje udspiller sig, er en af regeringens ministre i hård kamp for sit politiske liv. Det dækkes af pressen, men alligevel synes ingen rigtigt at lægge mærke til. Det er forskellen på politisk med- og modvind på cykelstien i den branche.

Socialdemokraternes krise er alvorlig. Skulle statsministeren have den ambition - hvad man bestemt ikke kan fortænke ham i - at være den borgerlige leder, der slukker og lukker for Socialdemokratiet, så øjner han givet chancen nu.

Tre problemer

Helle Thorning-Schmidt slås aktuelt med tre problemfelter :

1. Der skal ikke mange målinger under 20 procent til, før vi kan bevidne den historiske konservative nedsmeltning for nogle år siden, bare i en socialdemokratisk kontekst. Det må her ikke glemmes, at mange medlemmer af gruppen (og baglandet) fortsat sidder og er triste over formandsvalget. Dengang Frank Jensen tabte klart. De bliver i denne tid bekræftet i deres skepsis. Er det mærkeligt? Herregud, arrene fra det første formandsopgør i 1992 er end ikke fuldt helet.

Så hvis nogen tror, at kampvalget mellem Frank og Helle er helet, og at det efter et år kører med bred og loyal opbakning fra alle dele af partiet, så kender de ikke meget til den socialdemokratiske folkesjæl. Det er en hård efterbyrd, som den nuværende ledelse slæber rundt på. Konflikter og kamikazepiloter er en konstant og latent trussel. Der er altså krudt nok på tønden, og det rumler allerede derude i baglandet, eksempelvis med krav om fyring af Lotte Bundsgaard!

2. Udefra ser det ud som om, at Helle Thorning-Schmidt står meget alene og meget isoleret. Kun omgivet af Lotte Bundsgaard og Sass Larsen. To personer, som på ingen måde har den erfaring, der kræves i en regeringsbærende partiledelse.

Så selv om Bundsgaard og Sass Larsen givet gør, hvad de kan, så er de ikke de støtter, som Thorning-Schmidt har brug for. De er i alt fald ikke nok. I politikudviklingen og i signalet til vælgerne. For situationen er unormal. Partiformanden selv er uerfaren, et kriterium hun faktisk blev valgt på.

I modsætning til gamle elefanter som Nyrup og Lykketoft har hun brug for at omgive sig med erfaring og tyngde. Vælgerne har gennemskuet, at hendes team er for tyndt.

Hun er nu tvunget til hurtigt at tænkte i en 'samlingsregering' for Socialdemokraterne, når hun skal sætte sit hold frem til valget. Og det kan hun gøre nu, efter hun har gjort en række dyre erfaringer i sit første 'regeringsår'.

3. Den politiske dagsorden fra Socialdemokraterne er ikke blevet sat. Det er muligt, at partiet har meget politisk på hjerte. Men udefra ses det ikke. Der er i den grad brug for det oplæg med politiske budskaber, som partiformanden menes at barsle med. For dels er det ikke alle partisoldater, som har et politisk kompas, der altid sætter dem i stand til at finde S-vinklen på forskellige politiske spørgsmål. Og dels bidrager fraværet af et sådan udspil til indtrykket af ledelsens manglende tyngde.

Partiet slås helt grundlæggende med, at dets historiske succes mildt sagt er overtaget af den borgerlige blok. I en tid med rekordlav ledighed og en rekord stor gældsafvikling, så er det svært at være Socialdemokrat-classic! Hvad vil ledelsen med Danmark? Og for at finde svarene må man typisk først kunne se problemerne! Kan S-ledelsen det?

Svære beslutninger

Så disse graverende forhold, som Thorning-Schmidt slås med, giver hende objektivt set ikke store chancer for at vende skuden.

Siden den første korte popularitet, da hun blev valgt, har hun arbejdet under konstant pres.

Samtidig er hendes, ledelsens og partiets generelle prestige ude i et frit fald, som antydet indledningsvist.

Alt vil nu afhænge af hendes evne til at træffe de afgørende store og svære beslutninger, enhver statsministerkandidat må kunne træffe. I forhold til den politiske platform hun må bygge for partiet (hvad skal S satse på? skal S ligge på midten eller til venstre?). Og hvem skal sidde i ledelsen for partiet frem mod valget for at skabe ro i gruppen og for at styrke dag-til-dag -håndteringen af de klyngebomber, som regeringen med stor vellyst smider mod hende?

Lige som Byens hold endnu ikke helt kan afskrives som vindere af Superligaen, så kan Helle Thorning-Schmidt endnu ikke afskrives som vinder af et valg om tre år. Men for begge gælder unægtelig, at de hurtigt skal til at score flere mål, hvis håbet skal leve-

Peter Mogensen er økonom og tidligere sekretariatschef i Statsministeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her