Læsetid: 5 min.

Tidsånd og åndenød

Videnskabsministeriet detailstyrer universiteterne, gennemfører forhastede reformer og fokuserer blindt på eliten. De følger med andre ord tidsånden, og det er ikke godt, mener Jørn Lund i en ny bog
13. april 2007

Jørn Lund blev medlem af Københavns Universitets bestyrelse i 2005. Han troede, at han i det job sammen med ledelsen skulle træffe vigtige afgørelser for universitetet: hvilke forskningsområder, der skulle satses på, hvordan et studieforløb skulle se ud. Han blev skuffet, for i dag bruger han en stor del af tiden på unødig tovtrækning med Videnskabsministeriet:

"De vil detailstyre alt helt ned til mindste detalje: undervisningen, eksamensformerne, censorbrugen," siger Jørn Lund

Detaljeregulering

Trangen til at styre alt er typisk for den politik, der føres på uddannelsesområdet i dag:

"Regeringen ville frisætte universiteterne ud fra en liberal tankegang - derfor indførte man selvstyre og bestyrelser. Men de tør ikke slippe styringen. Hvis man mente det alvorligt med selvejet, så ville man jo sige, 'det må de selv finde ud af, og hvis de gør noget andet i Odense end de gør i København, så er det fint'. Man kunne for eksempel have overladt det til universiteterne at bestemme, hvilken eksamensform, de ville anvende, og hvor lang tid de studerende skal bruge på et speciale. Men nu er vi dernede, hvor ministeriet skal blande sig i, hvordan man skal rådgive de studerende og i hvor mange minutter, det skal foregå," siger Jørn Lund, der også er tidligere professor og nuværende direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og desuden har været aktiv i dansk uddannelsespolitik siden 1982. I bogen 'Det faglige løft', som udkommer i dag, skriver han om, hvordan kontrollen har taget overhånd i uddannelsessystemet:

"Kontrol, styring og konkurrence har taget magten fra andre hensyn. Størrelsen af den store husholdningskasse, de såkaldte basismidler, universiteterne har til rådighed, er behæftet med usikkerhed, hvilket gør det svært at langtidsplanlægge. Basismidlerne, som universiteterne normalt helt selv råder over, skal vi nemlig nu til at konkurrere med de andre universiteter om. Det har tre konsekvenser. For det første bruger man meget tid på det. For det andet kommer man ind i en styringsmekanisme, som er ministeriets, for det er folk, som er udpeget af ministeren, der afgør, hvem der vinder kampen om de konkurrenceudsatte midler. For det tredje bliver de ansatte påvirket af, at man ikke længere er kolleger, men undertiden også må opfatte hinanden som konkurrenter," siger Jørn Lund, som mener, at konkurrencetankegangen er en del af tidsånden - og den skal man ikke nødvendigvis følge. For konkurrence i forbindelse med forskning medfører et stort bureaukrati:

"Man bliver jo nødt til at måle, når det er en konkurrence. Og kriterierne kan være sådan noget som: Hvor mange gange er du citeret? Hvor mange gange i udlandet? Hvor mange publikationer har du lavet? Og hvilken type? Det kan jo ikke betale sig at skrive en bog på dansk. Man skal skrive i engelsksprogede videnskabelige tidsskrifter, før det for alvor giver point. En kollega har sagt til mig, at Jürgen Habermas aldrig var blevet til noget stort, hvis det her system, havde gjaldt dengang, han var aktiv. For han skrev kun store klepperter, som ikke var forhåndsgodkendt af anonyme kritikere."

Bred forskning

Når noget skal konkurrenceudsættes, skal der også være nogen til at definere, hvilken forskning der er brug for. Den slags kan ikke afgøres centralt, mener Jørn Lund:

"Man ved jo ikke, hvad der om ti eller femten år vil vise sig at være grøde i. Herhjemme har vi været så originale at satse på nøjagtig det samme, som man gør i alle andre lande, bl.a. højteknologi og bioteknologi. Det er udmærket, men ikke det eneste i verden. Der skal være mange andre blus, og jeg mener, at et stort universitet har en forpligtigelse til ikke bare at satse på det, der er varmt lige nu, men sørge for en bred dækning." Det viser erfaringen også:

"I 1960'erne var det ikke til at se, hvad man dog skulle med folk med forstand på serbokroatisk, kinesisk eller arabisk. Men nu ved vi, at der i høj grad er brug for folk, der forstår disse sprog og kulturer," siger han. Og selv de store i erhvervslivet er enige i, at der er brug for bred forskning på universitetet:

"Flere ledere fra de store virksomheder beklager sig jo også. De bedriver forskning med helt særlige formål og bruger utroligt mange penge på det. Men de kan se, at hvis ikke der er fri grundforskning, så giver det problemer i fremtiden. Så de, der tror, at man kan se i krystalkuglen, hvad der er vigtigt om 10-15 år, ved ikke, hvad forskning er. I hvert fald ikke hvad grundforskning er."

Mistillid

Jørn Lund langer også ud efter de mange krav om indrapportering og evaluering af forskningen, som følger med, når midlerne er konkurrenceudsat:

"Man har ikke tillid til, at universiteterne selv kan prioritere forskningen. Og det er uheldigt. Et godt forskningsforløb tager ofte flere år, og det er hæmmende, når man hele tiden bliver forstyrret, fordi man skal skrive rapporter om, hvor langt man er nået, og hvor langt man regner med at komme. Og jeg kan kun se alle disse kontrolinstanser som et udtryk for mistillid," siger Jørn Lund.

Mistilliden er også en del af tidsånden og skinner derfor også igennem andre steder i uddannelsessystemet:

"Jeg læste et debatindlæg af rektor for Aurehøj Gymnasium, Marianne Zibrandtsen, hvor hun fortæller, at hun er blevet bedt om at indrapportere årets forbrug af de mest anvendte clips og kuglepenne. Så dér sidder Danmarks gymnasierektorer og skal tælle clips for at kunne udfylde et skema. Den detailkontrol er jo også udtryk for mistillid til, at gymnasierne bruger deres penge på den rigtige måde."

Fusioner

Et af de værste eksempler på den centrale styring fra videnskabsministeriet er de netop gennemførte universitetsfusioner:

"Universiteterne skulle på kort tid og på et løst og ikke gennemarbejdet grundlag gennemføre fusionerne. Men der var ingen, der kunne sige hvorfor. De fleste af verdens mest anerkendte universiteter er små - meget mindre en Københavns Universitet. Men det kunne jo være, at store universiteter er gode til nogle ting, mens de små er gode til nogle andre. Så jeg ville godt have haft en undersøgelse, inden man bare gik i gang. Men det er igen tidsånden. Det kører i bølger. Nogle gange decentraliserer man og lægger vægt på lokal selvbestemmelse, men for tiden skal alle fusionere. Både virksomheder og universiteter. Og man har argumentationsbyrden, hvis man ikke vil fusionere. Stort er godt i øjeblikket."

Og fusionerne blev gennemtrumfet selvom mange af universiteterne slet ikke var interesserede i det:

"Det må ikke komme ind i den store historiebog, at det var et ønske fra landets universiteter, at de skulle lægges sammen, for det var det ganske enkelt ikke."

Videnskabsminister Helge Sander nævnes mange gange i 'Det faglige løft':

"Ja, det er en hård kritik. Personen Helge Sander er jeg ikke ude efter. Han er en flik fyr, synes jeg. Men min opgave er at fremme universiteternes vilkår, ikke at tækkes ministeren. Og det ene ser desværre ud til at udelukke det andet. Jeg tror, at vejen frem er at reducere antallet af reguleringer og lokalbedøve styringslysten. Den retræte kan ministeriet lige så godt begynde på med det samme."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her