Læsetid: 4 min.

Tidsånden gisper

Med Johan i biografen - og hvad videre fulgte
21. april 2006

Johan er fire trekvart og moderen spurgte morfar om det ikke var en god ide at tage ham med ind og se Ice Age 2, for det ville han så gerne? Så det ville bedstefar derfor selvfølgelig også gerne, skønt han knap nok vidste, hvad titlen betød og slet ikke, hvad filmen handler om. Men Johan udtalte titlen på lydefrit engelsk/amerikansk og udpegede stolt filmens meterhøje plakater ved busstoppestedet. Ikke ret langt inde i Carlos Saldanhas stærkt (digitalt!) animerede billeder af mammutten Manse, dovendyret Sid og sabeltigeren Diego plus polaregernet Scrat's uophørlige efterstræbelser af et agern gik det op for morfar, at de såmænd handlede om et af hans egne 'yndlings'temaer: drivhuseffekten, jordens opvarmning, iskalottens nedsmeltning og truslen om jordens (eller i hvert fald mange planters, dyrs for ikke at tale om menneskers) snarlige undergang! Hvad der gik op for Johan er ikke så sikkert. Hans mor havde haft sine anelser og indtrængende forbudt at tvære rundt i temaet, hvis det skulle komme op, og det kom det jo til sidst, efter at vi længe havde grinet højt af Scrat og frydet os larmende over Sid, lød det ængsteligt: "Morfar, hvad sker der?".. Man kan jo ikke sidde og påstå overfor en mand, der allerede kan udtale Ice Age så perfekt som nogen folkeskolereform-test kan ønske det, at lærredet bugner af lige indkøbte, færdigvarmede pizzaer i et ellers glitrende nyt samtalekøkken befolket af økonomisk vækst forventningsfulde og -stressede amerikanere eller danskere. Men hvordan holder man sig til den åbenlyse sandhed, når man ikke må sige den? Det er vel det spørgsmål, enhver politiker, der gerne vil genvælges, og enhver producent, der gerne vil have sit medie solgt, slås med i disse år. "Isen smelter jo, Johan, det kan vi jo se, og nu flygter Manse, Sid og Diego til en kæmpe træstamme, så de kan flyde ovenpå og blive reddet. For det skal nok gå godt. Det behøver du ikke være bange for."

Ice Age 2 ender også godt. Alligevel var Johan noget eftertænksom på vejen hjem. Uden at morfar havde spor lyst til at trodse moderens forbud mod at tvære rundt i det. Det behøver jeg måske heller ikke, tænkte han, for når Time Magazine den ene uge og børnefilmproducenter den anden nu føler virkeligheden så påtrængende, at de ikke kan lade være med at sige sandheden, så når politikerne måske også at sige den og/eller vælgerne og kunderne at kræve den, inden det er uigenkaldeligt for sent. Og naturens selvforstærkende feedback-slynger udløses med ødelæggelsen af endda de største kæmpe-træstammer til følge.

'Øko-benægteren' Bush

Og sandelig om denne morfar ikke kommer hjem til en The Independent-historie om, at to af de mest glitrende livsstilsorganer Vanity Fair og Elle netop nu ligger til salg (den rige) verden over med specialnumre og budskabet: "Det er på tide at se kendsgerningen i øjnene. Global opvarming er problemet - det største problem. Det er ikke længere et spørgsmål om hvornår. Det er her allerede. Det grønne er fremtiden - den eneste fremtid." For at citere Vanity Fair. Med celebriteter som Julia Roberts og Robert Kennedy Jr. og George Clooney og Bette Midler og Al Gore og Edward Norton og Arnold Schwarzenegger til at skrive under på budskabet direkte rettet til præsident George W. Bush og alle andre 'øko-benægtere'. Eller Elle: "Vi er det første modeblad, der afsætter et helt nummer til miljøet, og det første til at trykke hele nummeret, også modesiderne, på genbrugspapir. Og", tilføjer udgiveren Carol Smith, "reaktionen fra vores annoncører har været absolut inspirerende. Det Grønne Nummer er det perfekt rigtige eksempel på den rigtige idé på det rigtige tidspunkt i det rigtige magasin."

Og sandelig om ikke journalist Bill Blakemore på den amerikanske mediestation ABC News' hjemmeside erklærer, at den globale opvarmning med sine egne omfattende følgevirkninger og risiko for udløsning af komplet uafvendelige, stadig mere selvforstærkende og stadig mere ødelæggende processer ikke (længere) er en 'politisk' sag i den forstand, at den kan fremstilles 'afbalanceret'. Den er nu (blevet) en kendsgerning. Der er stadig et par journalister i medieverdenen, som afviser det hele som 'alarmisters' dommedagspræk, "og jeg fortsætter ind imellem med at checke kendgerninger og logik bag disse journalisters påstande og argumenter, og, er jeg ked af at måtte sige, jeg fortsætter med at finde dem uden indhold og endda, i mange tilfælde, uden klar logik," slutter Bill Blakemore sin bekendelse.

Og hvad så?

Ja, så går politikerne herhjemme naturligvis som minimum øjeblikkelig i gang med at virkeliggøre Greenpeace's og Klaus Illums nordiske energiplan, som Information har omtalt de seneste dage. Det er jo også, hvad de igangværende forhandlinger om fremtidssikring af velfærdssamfundet handler om. Ikk'?

For de hander da ikke om samtalekøkkener til den kommende såkaldte 'ældrepukkel'?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu