Læsetid: 12 min.

Tigre i baghaven

Til cognac hos forfatteren Jørn Riel i Kuala Lumpur. Om religion og kult, livet uden for tiden - og om at skyde sin første bjørn
28. juli 2005

Han peger ud mod baghaven, og forsikrer mig om, at dette hus er den sidste skanse mod junglen, her findes i princippet alle vilde dyr ude bagved, tigre, aber og al muligt kryb, slanger osv. - men de kan ikke komme ind. Alligevel virker det overvældende.

Det er dagen for indernes religiøse manifestation, Thaipusam, hvor man iscenesætter processioner, og hvor man i denne anledning fremviser selvmutilationer, sætter kroge i kroppen på hinanden osv. over for en tusindtallig skare. Alt sammen noget som Riel helt har opgivet ævret med at forstå. Han er ganske enkelt blank når det kommer til nogen religiøs disposition i det hele taget, forsikrer han mig om, fuldstændig uden religiøst instinkt. Han har intet behov for nogen forklaring i den retning, og sværger til en slags agnosticisme. Man kan intet erkende, og derfor kan man intet sige. Og om det, hvorom man intet kan sige, må man tie, synes at være hans diktum.

Dette forhindrer ham dog ikke i at sige noget alligevel, når det kommer til stykket. Der findes en naturvidenskabelig forklaring, som er den eneste viden, også selv om den ikke forklarer sig selv. Men ikke nok med det. For selve det forhold at religionen er organiseret som i den kristne kirke med et gejstligt hierarki, så er det så at sige selve ondskaben, der er organiseret - men til hvilket andet formål end selvsnagende, selvsmagende og sentimentalt hykleri og skinhellighed? I et større tidsligt perspektiv er der noget paradoksalt over dette, for hvor kirken nu om stunder mest af alt er sentimental og betoner kærligheden som en bærende kraft, så har den et veritabelt folkemord på sin samvittighed - papismen er naturligvis det mest afskyelige af alt - de fem millioner kvinder, som man brændte og druknede som udstødte og forviste hekse i Europa for at overleve og legitimere sig selv som bureaukrati fylder i den grad Jørn Riel med afsky. Det var et veritabelt folkemord mod kvindekønnet, ikke et etnisk men et sexistisk, som man satte i værk, blot for at fodre præstestanden med en gyldig grund til som en flok igler at nasse sig til embeder og finde en undskyldning for dens virke. Alt dette, hele denne historie er glemt nu, hvor den kristne kirke smører sig ind i sukret humanisme og klæg veldædighed, som var det vådt wienerbrød man gned sig med. Præstedømmet som sådan er ikke Jørn Riels livret, men noget nær det mest afskyelige, der har eksisteret og eksisterer på denne jord.

Decideret hedning

I en multikulturel diskurs, som i denne sammenhæng imidlertid måtte forekomme lidt komisk, ville man givetvis betegne Jørn Riel som en decideret hedning af den gammeldags slags. Måske som en fuldstændig usamtidig figur, der forsvarer forhistorien, menneskenes forhistorie imod den tid, de nu lever i - og imod deres egne problemer. Men det er selvfølgelig en etnograf jeg møder denne herlige aften i Kuala Lumpur, hvor vi sidder i hans studieværelse med danske bøger, og i et decideret tressermodernistisk møblement med elegante og obligate Mogensen sofaer og drikker - dog ikke Vat69 og ejheller en Larsen Cognac. Denne decor fortæller imidlertid ikke hele historien, for til trods for sin smag og sine idiosynkrasier over for sentimentalisme og puritanisme og kristelighed så abonnerer Riel heller ikke på nogen form for kulturradikal, hjemmestrikket nationalideologi, der kan føres tilbage til en tidsånd i fædrelandets historie.

Han har sit virkelige hjem i det han selv har set og oplevet, empirist som han er. Hele ideen om en kærlig gud forekommer ham fjern, som om selve ideen om at indblande medfølelse slet ikke hører til en opfattelse af hvad vores gud eller vore guder kan befatte sig med. Han har meget mere affinitet til - eller slet og ret tro på - de eskimoiske guder. Det er en religiøsitet, der er organiseret som en kult, ikke en kirke med hierarki og orden og ansættelser. Men en åndelig retning, som slet og ret er kommunistisk i sin urform, ikke politisk kommunistisk, men urkommunistisk, som et apolitisk kultisk fællesskab, hvor man deler alt, og hvor man for at formilde kræfterne som man ikke kan erkende, må bede om nåde, og af og til ofre en tønde spæk til eller en luffe fra en sæl for at få fred og for ikke at lide overlast. For sådan opfatter eskimoerne de guddommelige kræfter. De onde må man betale, dem må man yde ofre til for at formilde dem, hvor i mod de gode kræfter, de eksisterer i os selv, de foreligger sådan set bare, og dem behøver vi ikke gøre os forestillinger om. Dem kender vi inderst inde godt, for med det gode er det som en tautologi - hvad der er godt er det gode. Det er det helt evidente, så som at tjene andre, at skabe glæde. Det er alt det vi kender, og som vi ved hvad er i os selv. Men det onde, det er naturens kræfter, det er det uafvendelige, alt det som fører os til tilintetgørelsen. Og i forhold til dette må vi prøve at formilde naturkræfterne, at søge om nåde, så vi kan leve i fred og så ulykken ikke rammer os.

Troens etos

Denne praktiske religion kan Riel forstå. Man må komme overens med disse store, uforståelige kræfter der regerer over liv og død, og selve naturen som en altomfattende kraft. Det forekommer mig som om, han blandt meget andet også er tiltrukket af det i denne eskimoiske tro, der er bondesnu og pragmatisk orienteret i kampen for at overleve og for at opretholde modet under ekstreme forhold. Mere end det er selve troen, er det dens etos, der tiltrækker ham. Hvad, der følger af troen, og hvad den byder for dens tilhængere, at de må leve efter. Det samme tiltaler ham ved buddhismen her i disse egne, ikke troen som sådan, den interesserer ham ikke, og det forhold at buddhismen ikke er en monoteistisk religion har han ingen mening om. Men troens læresætninger forekommer ham pragmatiske og åbne over for verden; man skal følge alt hvis man vil, og man skal generelt prøve alt. Jeg kan dog ikke vare mig for at citere den engelske filosof Arnold Bax' ord om, at man skal prøve alt mindst én gang - lige med undtagelse af incest - og folkedans. Men også denne læresætningernes læresætning, der dog også sætter en grænse for hvor meget man skal prøve, kan Riel godtage som velovervejet.

Alligevel er der noget, der undrer mig. Blev han aldrig religiøst inspireret, eller følte bare en tilskyndelse til at tro på noget, en gud af en slags, eller søgte han ikke at finde noget i sig selv, da han var indespærret i årevis i lange ensomme dage og nætter, da han var udstationeret i Grønland? Men svaret er mærkeligt svalt. Nej. Han var aldrig mere tæt på sig selv end dengang, og følte ingen tilskyndelse til at skulle søge nogen gud, for han var hos det inderste i sig selv, og han fyldte alt i sin egen verden så at sige. Det er derfra, denne tid, at han ved hvem han er overhovedet. Det er der, hvor han er blevet den person han er, og det er det sted som har givet ham en verden, han kan beskrive. Og siden hen, sådan som nu og tidligere, så er det blot pladser hvor han opholder sig. Han peger rundt om i stuen og hen i de kulturradikale møbler - der findes ingen sjæl i de arkitekttegnede mogensensofaer. De skjuler ingen ting. De er ikke camouflage. Salig er verden tom for andet end ting. Her er han aldrig alene, der kommer altid nogen rendende, der findes kun ét eneste sted hvor han hører hjemme, og det er er i det Grønland, som han boede i engang. Alle andre steder er bare der, hvor han opholder sig for øjeblikket. Han er hjemme, når han skriver om dengang han var ung i Grønland.

Kroppens rytme

Han er i de dage hvor jeg besøger ham lige ved at skrive en historie om heldet, som kan ramme én. I de arktiske egne findes der ikke andet end heldet, og det er ikke dygtighed, der adskiller mennesker når de lever i naturen, men tilfældet, det mest virkelige, og derfor må man bede og ofre for at tilfældet kan indtræffe til ens fordel. Derefter kan man så gøre det gode, dele ud af sit held, være generøs, og netop det bringer ære og respekt. Sådan er kredsløbet mellem tilfældet, gaver og anerkendelse. Nå, men denne historie handler om en mand, som finder en tønde der driver i land...

Spørgsmålet er selvfølgelig om ikke man bliver gal eller fristes af galskaben, når man lever så helt og aldeles i intetheden, uden for samfundet? Hvem er man, når det kommer til stykket?

Jørn Riel boede i nogle år uden for Narssaq, 40 minutter til fods, og der kom efter det han siger besøg, når vejret tillod det. Men han skrev altid, lige så vel tidligt som sent, hvilket for øvrigt kom ud på ét på den tid af året, når man levede i den arktiske sommers evige dag. Han fulgte bare sin krops rytme, når han var træt sov han, når han havde energi, så skrev han i sin hytte ved fjorden. Flintrende ligeglad med om det var dag eller nat. Og alt skiftede hele tiden når vinteren kom. Om morgenen kunne han ikke åbne sin dør for sne og måtte kravle op af en luge i taget. Og der kunne gå dage i den hule i sneen, som huset kunne forekomme som, hvor han kun var sammen med de historier, som han levede i, og som han skrev. Andet var der simpelt hen ikke. Det var der han skrev Sangen for livet, om eskimoen Heq, der i 1100-tallet rejser bort fra sin boplads for at finde sit udkomme andetsteds. Jørn Riel fortæller, at først vil han have eskimoen nordpå, men senere drejer denne alligevel vestover. Han får det til at lyde som om den litterære figur er andet og mere, som en mytologisk skikkelse, der lader sin forfatter fortælle sig - og derved som en ånd fra for længe siden træder i karakter som myte i skriveprocessen. Jørn Riel har senere fået bekræftet fra etnografisk sagkundskab på Nationalmuseet, at det også faktisk forholdt sig sådan med de eskimoiske nomaderejser, der fulgte renerne denne vej vestover. Men da han skrev det var det en viden, som kom til ham der i ødemarken, og han har ingen anelse om hvorfra.

Men naturligvis føler man, at man kender til alt når man lever så længe og så fuldstændigt tæt på naturen, siger han. Andre gange, om foråret når isen er i opbrud, så kan du gå ud af din dør, og se at solen skinner fra en skyfri himmel, og du kan se isbjerge så store som skyskabere flyde stille forbi neden for dit hus, som i en ro ude på fjorden, som et roligt, majestætisk glacialt Manhattan der stille sejler forbi dit hus. På sådanne eftermiddage går jeg ned for at hugge lidt is til min whisky. Der efter sætter jeg mig ind i skjorteærmer for at skrive og glemmer tiden indtil jeg igen kigger udenfor, og så er alt forandret på ny. Bjergene er væk, sejlet bort med strømmen og med en storm ud af fjorden, og lige uden for huset hvirvler og tuder og hviner sneen omkring som store fnug, som store uldtotter overalt, der dækker himmel og jord. Men når man så kommer ud senere til enten dagen eller natten, fra den historie, hvor man eksisterer mest intenst, så kan alt være roligt igen ude over fjorden. Egnene i arktis, ved Grønland, må være det nærmeste man kan komme på Paradiset.

Den første bjørn

Når jeg af og til fik besøg, så blev gæsterne altid natten over, det var morsomt, for de turde sgu ikke gå hjem igennem sæterne om natten, da de var bange for quivitoq-ånder, en art zombier af de selvmordere, fjeldgængere som var forsvundet fordi deres liv var mislykkedes, fordi de havde haft sorg og uheld, som ikke kunne læges. Dem var man bange for at møde. Men selv gik jeg naturligvis frem og tilbage ad stien mange gange om natten uden at møde nogen af de fyre der, og faktisk den eneste forskrækkelse jeg fik engang, da jeg kom med min lygte - den var den eneste bevæbning, jeg havde på mig - det var noget stort og hvidt jeg skimtede i mørket. Jeg troede, det var en bjørn. Faktisk blev de set nede på de egne hvert tredje eller fjerde år. Jeg sprang op i luften som skudt ud af en kanon, da jeg så det store og hvide væsen - men det viste sig, at det bare var min rare islandske hest, som kom mig i møde om natten. Så red jeg også på den hjem, og den fik et ekstra foder som tak da vi kom ind i stalden. Men pludselig var der gået 16 år i ødemarken, hvor jeg havde været med på adskillige ekspeditioner og havde tilbragt perioder på forskellige stationer. Men det var ikke til at begribe, at tiden var gået. Den ene time tog den anden, den ene dag den næste, uger og måneder og år tog hinanden uden jeg lagde mærke til det. Man var jo optaget af at være til dér i øjeblikket, når man skrev eller gik på jagt. Men det hele kommer tilbage til én, nu hvor man er ved at blive gammel. Intet forsvinder. Af og til vågner jeg og husker da jeg skulle skyde min første bjørn. Det var sgu lige ved at gå galt. Jeg var sammen med Ugge, min eskimoiske følgesvend gennem mange år. Men da var jeg lige kommet til Grønland dengang, og jeg står med min bøsse og spørger Ugge da bjørnen kommer tæt på os, om jeg skal skyde nu? Men han bliver ved med at sige, at jeg skal vente lidt. Vente til den er tættere på. Men det er meget svært at vente i sådan en situation, det skal jeg love for! Man har lyst til at fyre kanonen af mod bæstet for at få det hele afsluttet hurtigst muligt. Men så giver han endelig tegn, og så skyder jeg, sigter efter hovedet men rammer den i maven. Bjørnen brøler, og jeg har aldrig hørt sådan et brøl før. Så rejser den sig op på bagbenene, og man kan ikke forestille sig hvor stor en isbjørn er når den står op, og dens øjne er helt røde og den åbner kæften og brøler. Så skyder jeg igen, og rammer den igen i maven, og den sætter sig ned som om den er lammet. Den sætter sig simpelthen på røven og brøler og viser kæft. Og da hører jeg et skud bag mig. Det er Ugge, han plaffer den i hovedet med sin ét skuds Remington riffel og rammer plet. Så lægger han riflen væk for at stoppe sin pibe, og da han er færdig med det så går vi hen for at se på bjørnen. Hovedet er helt skudt af, og mit skud i maven har ramt den i rygsøjlen og lammet den. Det var derfor den gik på røven og blev så helvedes arrig. Men billedet af denne bjørn, der står og brøler nogle meter foran mig med denne kraft, det glemmer jeg aldrig. Jeg vågner af og til om natten, også selv om det er over halvtreds år siden jeg så det. Men så vågner jeg alligevel badet i sved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her