Amerikanerne gør en dyd ud af ikke at skelne mellem den fine og den folkelige kunst. Allerede for halvandet hundrede år siden gjorde nationalpoeten Walt Whitman sig til talsmand for en kultur, der ikke var elitær, da han sagde: "Jeg vil opfordre til et kulturelt program, der er skabt, ikke for en udvalgt samfundsklasse eller for de litterære saloner og forelæsningssale, men derimod har øje for det praktiske liv, vesten, det arbejdende folk-" Om Whitmans mål er nået, bliver ofte diskuteret, men et kig ned ad listen over USA's markante litterære værker røber, at langt de fleste titler - fra Twains Huckelberry Finn til Franzens Korrektioner - har haft held med at udviske grænsen mellem highbrow og lowbrow, som det kaldes derovre.
En af de mest interessante yngre amerikanske forfattere, der mestrer denne balancekunst, er Jonathan Lethem (født 1964), der i et af sine essays fra sidste års samling The Disappointment Artist gav udtryk for, at han allerede som dreng brændte for "kunst, der favnede popmusikkens og filmens originale og dirrende nerve, og for en fusion mellem det eventyrlige materiale med det mere ordinære ..."
Viljen til at lege med sit lands kulørte myter gennemsyrer da også Lethems foreløbig syv skønlitterære værker - fra debuten Gun, With Occasional Music (1994), om en hårdkogt detektivs forsøg på at løse en sag i en fremtidsverden med talende dyr, til hovedværket A Fortress of Solitude (2003), hvis titel referer til Supermans polar-bolig, og hvis handling fortæller om to venner af hver sin race, der vokser op i 1970'ernes Brooklyn med en stak tegneserier og en god fantasi til at beskytte dem mod virkeligheden.
Indimellem kom gennembruddet Motherless Brooklyn, som vi nu får på dansk under titlen Moderløse Brooklyn seks år efter, at den blev belønnet med et par af USA's fineste litterære priser, blandt andet Golden Dagger-prisen for årets bedste kriminalroman.
Detektiv med Tourette
Nogen helt almindelig kriminalroman er Moderløse Brooklyn naturligvis ikke. Fortælleren Lionel Essrog lider nemlig af Tourettes syndrom, hvilket får ham til at buse ud med eller mindre gådefulde obskøniteter på meget uheldige tidspunkter. Desuden har han en manisk trang til at røre ved folk og flytte rundt på både det ene og det andet. Der skal være system i tingene, og det er lige, hvad der ikke er, erfarer Lionel, da hans chef, Frank Minna, bliver dræbt.
Inden da har Lionel arbejdet 15 år for Minna sammen med tre jævnaldrene, der som Lionel har knyttet sig til Minna, siden denne gav dem småjob, da de voksede op et børnehjem for forældreløse drenge ved rampen til Brooklyn Bridge.
Det hedder sig, at Minna og hans ansatte driver en limousine-service, selv kalder de sig et detektivbureau, mens deres opgaver for det meste foregår i det skjulte og har noget med den lokale mafia at gøre.
Under alle omstændigheder har Lionel og de andre ansatte meget at takke Minna for, og da chefen bliver stukket ned på en rutineopgave, hvor de skal dække ham, sætter de sig for at opklare mordet. Forrest går Freakshow, som Lionel kaldes, og inden han for alvor kan skyde sig ind på navnet på den skyldige, trænger mysterierne om Minnas fortid og arbejdsgiver sig på. Det samme gør en kvinde fra det zen-center, hvor Minna var til møde, lige inden han blev dræbt.
De mange spørgsmål af privat og professionel art, som Lionel må finde svar på, har næsten alle bund i et hårdkogt krimi-univers befolket af velkendte Godfather-typer. Dette til trods er plottet ganske beskedent og vil næppe begejstre deciderede spændings-afficionados.
Det er derimod i den overlegne leg med noir-konventionerne, at Moderløse Brooklyn finder sit drive. Som når Lionel bliver kidnappet af fire ensklædte mænd, der virker ganske truende - indtil han begynder at daske til prismærkerne på deres nye briller, og de begynder at skændes om, hvordan de bedst kan skræmme ham, for til slut at forsøge at overbevise den alt andet end skræmte Lionel om, at de egentlig ikke er voldelige af natur.
Forkert filmtitel
Og så er der naturligvis Lionel selv. Indledningsvis fremstår han som en litterært gimmick fra Lethems side - postmoderne blær af samme kaliber, som når Dave Eggers starter en roman på omslaget, eller Jonathan Safran Foer slutter en roman med billeder på sider, der skal bladres hurtigt, så en fyr springer op i et af World Trade Centers tårne - men efterhånden som vi kommer ind i historien, står det klart, at Lionel ikke blot er et sæt idiosynkratiske tics, men derimod et levende og følsomt væsen, der blot har det med at sortere småkager, når han er i selskab med kvinder, og råbe "knæpmigsortestrømer", når han bliver afhørt af en sort betjent.
For så vidt har Lionels mission karakter af en dannelsesrejse, der med Lethem som guide tager sig tid til at meditere over sprogets væsen, og hvordan vi og folk omkring os opfatter, det der bliver sagt.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at en del af Lionels finurlige udbrud er ordspil, der referer til filmtitler, amerikanske sportsstjerner og produkter, hvis sammenhæng denne læser ikke har indsigt nok til at gennemskue.
Det synes det imidlertid som om, at oversætter Søren K. Barsøe har haft. I hvert fald har han ramt en levende tone, der som originalen veksler mellem lyriske passager og en mere staccato-agtig rytme. Den eneste smutter - udover at skrive J.D. Salinger med to l'er - synes at være den danske titel på den film, George Bailey optræder i. Det er ikke Sikken en verden (It's a Wonderful World), men Det er herligt at leve (It's a Wonderful Life), der akkurat som Lethems roman handler om, hvordan det enkelte individ opfattes af omverdenen.
Det ændrer ikke ved, at Moderløse Brooklyn også på dansk er endt som en på alle måder virtuos roman, der blander det lette med det tunge i en gennemført underholdende og vedrørende historie. Tak til forlaget Klim for at introducere os for et originalt forfatterskab, som vi forhåbentlig snart hører mere til.
* Jonathan Lethem: Moderløse Brooklyn. Oversat af Søren K. Barsøe. 252 sider. 285 kr. Klim. ISBN 87-7955-439-3
