Læsetid: 5 min.

Tilbage til barndommen

Nostalgien er i højsædet i nye udgaver af klassiske tegneserier
30. september 2006

Tiden er til nostalgi. De klassiske seriebøger for børn genoplives og sælges som aldrig før, så det nu er Jan, Kim, Puk og De fem, der topper bestsellerlisterne. Det sker vel at mærke i de originale udgaver uden moderniseringer, for målgruppen er ikke dagens børn, men snarere en ældre generation, der drømmer sig tilbage til deres egen barndoms tabte land.

Turen er også kommet til tegneserierne, hvor de store europæiske og amerikanske klassikere fra tiårene efter Anden Verdenskrig er ved at blive genudgivet i stor stil. Det må være en udvikling, der passer Jakob Stegelmann godt. Han har nemlig lige udsendt bogen Verdens 25 bedste tegneserier, hvis essays spændende fra Anders And og Asterix til Superman og Tintin mest af alt glimrer ved et demonstrativt fravær af den nyskabelse, der har fundet sted inden for tegneseriemediet de seneste 30 år.

'Det endelige dødskys'

Stegelmann er en fremragende og meget vidende formidler, hvis ægte entusiasme er smittende, men han er også fuld af stærkt reaktionære idiosynkrasier - f.eks. insisterer han på at kalde Mickey Mouse for Mikkel Mus! Tegneseriemediets syndefald indtrådte for ham, da det ophørte med at være et massemedie og blev lukket ind i den kulturelle varme. "Nu har den fået en plads i det rigtige samfund og dermed også et ansvar," skriver han afvisende i bogens indledning. "Der gives offentlige midler, det endelige dødskys til kunstnerisk frihed."

Forlaget E.C.'s gyserserier fra begyndelsen af 1950'erne er nogle af de serier, der kan få den begejstrede Stegelmann op af stolen.

"De nærmest springer ned fra kioskhylden i favnen på den hungrende tegneseriekøber, og man er klar, for man ved, hvad de står for, og man ved, at man den næste times tid kan fordybe sig i en vidunderlig verden af øksemordere, ligædere, vampyrer, gale videnskabsmænd og rumrejsende."

Et repræsentativt udvalg af disse historier er nu samlet i bogen Skræk, behørigt forsynet med forord og historisk gennemgang. Historierne fremstår ofte ret gumpetungt fortalt, men de er også et studie i kunsten at dreje et plot en ekstra gang og artikulerer, når de er bedst, hele periodens angst og spænding. Det var Bill Gaines og hans forlag E.C., der stod bag disse serier, men levetiden var kort. Allerede i 1954 måtte han lukke sine blade, presset ud af markedet af den selvcensur, den amerikanske tegneseriebranche pålagde sig selv oven på senatshøringer og en decideret hetz mod den "kulørte litteratur". Tegneserierne skulle angiveligt være årsagen til alle dårligdommene i efterkrigsårenes amerikanske samfund, fra skilsmisse til ungdomskriminalitet. Gyserserierne fremstår dog stadig friske i deres provokerende svælgen i rædsel og splatter - og ikke mindst i deres mangel på respekt for forældreautoriteter og andre såkaldt sunde værdier.

Hetzen kom også til Danmark, hvor kritikken bl.a. blev formuleret af Tørk Haxthausen i bogen Opdragelse til terror (1955). Her fandt heller ikke den belgiske tegneserie Tintin nåde for det kritiske blik. Den omtales som "et mærkeligt spidst tegnet foretagende" og "handlingen er tit uhyggelig og grov". Ikke desto mindre er Tintin en af de tegneserier, som netop nu nyoversættes og genudsendes i en samlet pragtudgave.

En tvetydig Hergé

I dag er vi vant til at betragte tegneren og forfatteren Hergés serie om reporteren Tintin som en næsten tidløs klassiker, men ved genlæsningen slår det en, i hvor høj grad serien også afspejler sin samtid - og det ikke altid på flatterende vis. Tintin er den raske hvide europæer, der tager på udflugt i det eksotiske og underlegne fremmede, hvor farvede indfødte er halvdumme typer, der enten er til grin i deres civiliserede fernis eller tilhører en primitiv og overtroiske kultur, man ikke behøver tage hensyn til.

Tintins tidligste eventyr fra 1929 og frem er skabt på baggrund af et imperialistisk Europa og Belgien som brutal kolonimagt. Endnu så sent som i Krabben med de gyldne klosakse fra 1940-41 optræder tyklæbede negre, som Hergé først omtegnede i 1959 på opfordring af en amerikansk udgiver, der ikke var bekymret for det racistiske element, men snarere det faktum, at sorte og hvide optrådte side om side.

I historien Kong Ottokars scepter fra 1938-39 trues det centraleuropæiske land Syldavien af statskup, og inspirationen er klart dagsaktuel med Hitler-Tysklands besættelse af Tjekkeslovakiet og Polen som indledningen til den nøje planlagte blitzkrieg.

Men at serien blev skabt til det katolske dagblad Le XXième siècle, fornægter sig ikke, når statskuppets bagmænd er organiseret i en centralkomité og tilhører et revolutionært parti - det er lige så meget den konservative frygt for kommunistisk ekspansion, der er på spil.

Helt galt gik det først under den tyske besættelse af Belgien, hvor Hergé skiftede til avisen Le Soir, den førende kollaboratøravis og talerør for besættelsesmagten. Det er blevet udlagt som et tegn på Hergés politiske naivitet, men et vist element af opportunistisk medløberi fornægter sig ikke, når man i Den mystiske stjerne fra 1941-42 kan konstatere, at historiens skurke udgøres af en uhellig alliance af jøder og amerikanske kapitalister, mens Tintins allierede udelukkende består af videnskabsmænd fra aksemagterne eller neutrale lande. Det være langt fra at påstå, at der er tale om en politisk dagsorden, og disse historier demonstrerer også først og fremmest, hvor suverænt Hergé var begyndt at beherske fortællekunsten efter de første lidt famlende forsøg.

Til den nye udgave af Tintin er serien blevet nyoversat af Niels Søndergaard som afløsning for Jørgen Sonnergaards, der ellers har opnået stilling som noget nær kongenial. Nyoversættelsen fremstår mere tekstnær og tættere på Hergés original, men også mere firkantet og mindre sprælsk end den gamle - uden at det af den grund går ud over kaptajn Haddocks notoriske styrtsø af excentriske bandeord. Begge oversættelsesstrategier kan forsvares, og begge oversættelser fungerer.

-Hergé: Tintin 7. 'Ottokars scepter', 8. 'Krabben med de gyldne klosakse', 9. 'Den mystiske stjerne' og 10. 'Enhjørningens hemmelighed'. Oversat af Niels Søndergaard. Carlsen Comics. 62 sider, 129 kr. ISBN 87-626-7785-3, 87-626-7786-1, 87-626-7788-8 og 87-626-7789-6

-William M. Gaines m.fl.: 'Skræk'. Oversat af Michael G. Nielsen. Egmont Serieforlaget. 180 sider, 249 kr. ISBN 87-7679-189-0

-Jakob Stegelmann: Verdens 25 bedste tegneserier. Rosinante. 130 sider, 149 kr. ISBN 87-621-0478-0

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her