Læsetid: 3 min.

Tilbage på sidelinien

20. september 1997

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen er en mand med en vision for dansk Europa-politik. En vision om, at Danmark skal spille en central rolle i udformningen af europæisk politik.
Han er glad for sine europæiske ambitioner og fortæller gerne om dem - især til udenlandske journalister.
Således kunne svenskerne eksempelvis i august måned læse om Nyrup-ambitionerne i et interview som blev bragt i Svenska Dagbladet. Her fortalte den danske statsminister, at han ønsker, at Danmark skal være en aktiv aktør på Europas politiske scene.
Danmark skal ikke "stå på sidelinien" når der laves Europa-politik, fortalte Nyrup den svenske avis.
En Europa-vision, som burde kunne samle tilslutning i hele Folketinget, med Jacob Haugaard som eneste mulige undtagelse.
Ser man på EU-samarbejdet, er der ét emne som i den grad dominerer dagsordenen i dag og som også vil dominere de kommende år.
Det er udvidelsen af EU's medlemskreds og alt hvad det medfører af ændringer i EU-samarbejdet.
Landbrugspolitikken skal reformeres, det samme skal Unionens budget og de enorme støtteprogrammer, som i dag gør EU til en central aktør i arbejdet med at få udlignet forskellene mellem de forskellige regioner i Europa. Og endelig skal der ændres i det interne EU-samarbejde. Dén regering, som vor visionære statsminister leder, udtrykte det selv i en programerklæring, der blev offentliggjort den 11. december 1995:
"Hovedformålet på regeringskonferencen bliver at skabe fundamentet for udvidelsen. Beslutningsprocedurerne og institutionerne skal tilpasses. EU skal også kunne fungere effektivt med 27 medlemmer."
Sådan lød Nyrup-regeringens hovedvision få dage før julen 1995 - inden EU-landene gik i gang med at forhandle om, hvordan den nye EU-traktat skulle se ud.
Men halvandet år senere på EU-topmødet i Amsterdam blev det klart, at dét, som den visionære Nyrup-regering havde defineret som "hovedformålet" for traktat-forhandlingerne, var endt i det rene ingenting.
Sagt med andre ord. Statsministeren rejste hjem fra Amsterdam uden at have opnået det, som han selv halvandet år tidligere havde karakteriseret som det allervigtigste. Nemlig reformen af EU's institutioner.
Statsministeren kunne naturligvis i Amsterdam og efterfølgende undskylde sig med, at det ikke var ham, men derimod andre med den tyske kansler Kohl i spidsen, som havde forhindret en løsning ad de institutionelle spørgsmål i Amsterdam.
Men Nyrup har nu næppe været helt uden skyld i betragtning af, at han personligt sørgede for, at mødet i Amsterdam brugte meget lang tid på andre emner som Nyrup insisterede på skulle diskuteres. For eksempel beskæftigelse og miljøgaranti.
Når statsministeren nu måtte forlade Amsterdam uden at have opnået sit "hovedformål", var det oplagt at tro, at han som den "aktive aktør" ville lede efter en lejlighed til at få bragt orden i tingene.
Dén, som har brugt halvandet år på at forhandle uden at opnå noget, må nødvendigvis være frustreret. Især fordi politiske udtalelser forskellige steder i Europa jo netop har peget på, at Nyrup-visionen om et udvidet Europa risikerer at blive blokeret, fordi Amsterdam-topmødet endte uden en løsning på de institutionelle spørgsmål.
I løbet af sommerferien fik Europa-visions-minister Rasmussen så mulighed for at reagere. Han var nemlig ikke alene om at være frustreret. På initiativ af den belgiske premierminister Jean-Luc Dehaene tog belgierne kontakt til en række skuffede lande, som også var bekymrede over Amsterdam-resultatet.
Det endte med en belgisk-fransk-italiensk erklæring om, at de institutionelle problemer bør løses, inden EU optager nye medlemslande. Erklæringen blev omtalt i Information mandag og tirsdag.
De tre lande diskuterede også erklæringen med Finland og Østrig, men Danmark blev ikke kontaktet.
Og udenrigsministeren i den visionære Nyrup-regering, gik endda så vidt, at han i Bruxelles kritiserede de tre landes erklæring. På dén baggrund er det svært at se andet, end at der må være sket et skift i dansk Europa-politik siden den 11. december 1995.
Selv om det er svært at mindes præcist, hvornår det var, Folketinget opfordrede regeringen til at skifte holdning. Og Nyrup selv burde vel retfærdigvis informere omverdenen om, at han nu har trukket Danmark ud på dén sidelinie, der tilsyneladende er hans foretrukne position. ryb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu