Læsetid: 3 min.

Tilbage på taburetten

19. oktober 2001

NÅR NORGES ny statsminister Kjell Magne Bondevik i dag officielt overtager embedet fra Jens Stoltenberg er der tale om et come-back, som er resultatet af en veltilrettelagt strategi.
Den kristelige Bondevik trådte tilbage for halvandet år siden, efter to et halvt år ved magten som leder af den såkaldte Sentrumsregering bestående af Bondeviks Kristelig Folkeparti i koalition med de to mindre midterpartier Venstre og Senterpartiet. Regeringen gik af, da den blev nedstemt af Stortingsflertallet i sagen om gaskraftværker i Norge. Den officielle forklaring lyder sådan her: Modstanden mod den CO2-udledende gaskraft var en mærkesag for Bondevik og hans regeringsfæller. Så da det socialdemokratiske Arbeiderpartiet og det konservative Høyre gik sammen i deres fælles ønske om at bygge gaskraftværker, så valgte Bondevik at gå. Fremfor at forsøge at regere videre, sådan som det ellers var lykkedes overraskende godt for Europas mindste mindretalsregering med kun 42 ud af 165 sæder i parlamentet.
Men der var mere i det end som så.

DET KAN lyde mærkeligt, men det var et yderst smart træk af Bondevik at træde tilbage. Så smart, at netop dette er en af hovedforklaringerne på, at han i dag er statsminister igen.
For Bondevik vidste, at han ville overlade magten i de sidste halvandet år af Stortingsperioden til et forvirret Arbeiderparti med hele to chefer – statsminister Jens Stoltenberg og partileder Thorbjørn Jagland. Han vidste, at denne periode ville være for kort for Stoltenberg til at skabe afgørende resultater. Og han vidste, at befolkningens utilfredshed med velfærdsmanglerne i det norske samfund ville vokse i samme takt som olieindtægterne. Af frygt for inflation har Stoltenberg nemlig afvist at bruge løs af oliemilliarderne.
Da vælgerne gik til urnerne den 10. september fik Arbejderpartiet en lussing – den værste siden 1927 – og det har dermed vist sig, at Bondevik ud fra et taktisk hensyn så rigtigt for halvandet år siden. Stoltenberg-regeringen har heller ikke hjulpet sig selv ved i et valgår at introducere nye afgifter.
NU SIDDER den 54-årige præst atter på taburetten som regeringschef, og han har til lejligheden bedt om »folkets støtte og Guds hjælp« til arbejdet.
I første omgang fik han hjælp af de to koalitionspartnere, det lille liberale Venstre og det konservative Høyre, som blev valgets store vinder. Høyres leder, Jan Petersen, ønskede selv at blive statsminister i den nye koalitionsregering, men måtte give sig i forhandlingerne med Bondevik, som havde sin personlige popularitet med sig: Flertallet af nordmændene foretrækker Bondevik som landets statsminister.
Regeringsgrundlaget er at give nordmændene flere penge på lommen via lavere skatter og afgifter, men uden at det skal ske ved smertefulde nedskæringer af landbrugsstøtte og ulandshjælp.
Renteafkastet af den gigantiske Oljefond og den årlige vækst i økonomien skal finansiere hovedparten af de nye udgifter. Høyres forslag om at reducere bistanden til ulandene og skære i landbrugsstøtten for at betale for skattelettelserne bliver ikke gennemført. Tværtimod skal bistanden øges i løbet af fireårsperioden.

I ANDEN omgang har Bondevik fået hjælp fra Carl I. Hagens Fremskrittspartiet, som har lovet at støtte regeringen. Ifølge Bondevik har Hagen
ikke stillet nogen betingelser til trepartiregeringen. Hagen har imidlertid en helt anden vurdering og siger, at tiden siden valget har vist, hvor vigtig Fremskrittspartiet er for de tre borgerlige partier. Ifølge Hagen er der i realiteten ikke langt til, at Fremskrittspartiet rent faktisk er med i regeringen.
Så på den måde er Bondevik nok tilbage på taburetten, men også mere afhængig af Fremskrittspartiet end sidste gang. For dengang var Høyre også udenfor – og Bondevik havde flere strenge at spille på og lettere ved at zig-zagge sig gennem Stortinget, omend stressniveauet på et tidspunkt blev så højt, at han trak sig tilbage med en depression i en måneds tid. Omvendt kan et mere fast samarbejde med Fremskrittspartiet måske være med til at sikre, at Bondevik denne gang bliver siddende i alle fire år.
Det springende punkt er, hvor store krav Hagen stiller. Der bliver næppe den store uenighed om norsk udenrigspolitik, men der kan blive ballade om eksempel arbejdskraftindvandring. For Hagen bliver det afgørende finanslovens udformning, f.eks. om der bliver brugt flere oliepenge på Norges pensionister. Hagen har givet Bondevik »et års prøvetid.« Som var det Hagen selv, der sad på statsministertaburetten.

brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her