Martin Scorsese kan mærke alderen trykke, betror han mig flere gange. Da Scorsese på International Marrakesh Film Festival får overrakt en pris for sine samlede værker, og sit engagement i film bliver sammenlignet med Francois Truffauts, slutter taleren, den franske filmdiva Catherine Deneuve, ikke desto mindre af med at sige, at Scorsese i en alder af 63 formentlig endnu er for ung til at modtage en sådan ærespris.
Det er 37 år siden, at Scorsese instruerede sin første spillefilm Who's That Knocking at My Door. Siden da har han stået bag 19 spillefilm og en halv snes dokumentarfilm og har desuden været en ledende figur i arbejdet med at restaurere og bevare utallige klassiske filmværker.
De vanskelige tider har blandt andet budt på ligeså mange ægteskaber som Oscarnomineringer. Scoren ender på fem af hver, men Scorseses nuværende ægteskab med Helen Norris - moderen til hans tredje barn - er det eneste af ægteskaberne, der ikke er endt i tårer.
Som han sidder her og fortæller, gør Scorsese det klart, at hans personlige balance - måske for første gang nogensinde - har fået førsteprioritet.
"Da jeg var yngre og havde masser af energi, forsøgte jeg at lave film, der både appellerede til mig og til andre mennesker. Jeg kunne finde på at sige 'lad os lave en film som Cape Fear', der var et forsøg på at tænke film noir-genren ind i de tidlige 90'ers regi og se, om jeg kunne genskabe bestemte elementer. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved at arbejde sådan. Jeg ved ikke, om jeg stadig har tålmodighed til at lave en film til Hollywood og finde mit eget fodfæste i en sådan film. Man er nødt til at have energien til at møde op hver dag og prøve at finde sig selv i filmen. Det er derfor, at det er så svært at kaste sig ud i bestilingsopgaver."
Nutidsfilm
The Departed, der blev indspillet i Boston, er netop gjort færdig. Filmen er en amerikansk udgave af Hongkong-triologien Infernal Affairs. Helt ukarakteristisk kendte Scorsese ikke til det originale forlæg, da han læste det nye manuskript. Handlingen er blevet flyttet til nutidens Chicago, og gangsterne er irsk-amerikanske.
Denne gang var det ikke Hollywood eller Miramax, han følte sig forpligtet over for, afslører Scorsese, men derimod Leonard di Caprio, som har haft hovedrollerne i Scorseses to seneste spillefilm, Gangs of New York og The Aviator.
"Det er vores tredje film sammen," forklarer instruktøren, "og Leo ville gerne spille en stærkere person, der udspringer af selve byens sjæl, og han syntes, at den skulle foregå i nutiden. The Departed er faktisk den første nutidsfilm, jeg har lavet i 20 år. Jeg ved ikke engang, hvordan folk går klædt længere. Jeg går mere eller mindre i det samme tøj som min far, jakkesæt og snøresko. I dag går folk i gummisko, de går i hættetrøjer og alt muligt, som jeg ikke aner noget om."
Dødelighed
Det med alderen er blevet en presserende tanke. Han blev født ind i et katolsk hjem, troede som yngre, at han skulle være præst og har altid ført en indre kamp mod sin dødelighed. Det er et gennemgående tema i mange af hans film. Harvey Keitel i Mean Streets som manden, der kæmper for at gøre sig fri af sine religiøse bånd, er en beskrivelse af den unge Scorseses kamp under opvæksten i Little Italy.
Det mest afslørende øjeblik under interviewet er ikke affødt af noget, Scorsese siger, det er hans skam over, at han er nødt til at bruge sin inhalator. Knapt har han halet den frem, før han forsøger at skjule den under sin blå blazer. Situationen fremstår som et forsøg på at skjule svaghed.
Han tænker meget over sin alder, og det er tydeligvis et emne, der er blevet diskuteret i det scorseske hjem. "Jeg ved godt, at 63 år ikke er så gammelt, og det siger min kone også, men som de siger her 'man skal ikke udfordre skæbnen'. Det ene øjeblik trækker man vejret, men hvem ved, hvad der sker det næste øjeblik? Når man er blevet 63 år gammel, bliver man optaget af at søge længere ind i sig selv, at kende sig selv og blive klar over, hvad man er i stand til," forklarer han.
Det gode og det onde
"Jeg rummer stadig det gode og onde, men jeg ønsker at finde svar på, hvad vi er i stand til som mennesker. Helt ned til det afgørende spørgsmål: Er vi gode eller onde af natur?"
Det spørgsmål har Scorsese ofte behandlet på det hvide lærred. Som del af en gruppe af instruktører med rødder i New York fulgte Scorsese med på nærmeste hold, da hans ven Francis Ford Coppola nød kritikernes gunst i 1970'erne, før George Lucas og Steven Spielberg ændrede amerikansk film for altid med Star Wars og Dødens Gab. I sin bog, Easy Riders, Raging Bulls, om denne gyldne æra i amerikansk film beskriver forfatteren Peter Biskind Scorsese som den uheldige af vennerne med en tålmodighed og overbærenhed nogenlunde på størrelse med hans yderst beskedne højde. De indre dæmoner kom op til overfladen, han smadrede telefoner, skændtes højlydt med sine kærester i fuld offentlighed og skar tænder over, at mesterværkerne Raging Bull og Taxi Driver fik god kritik, men solgte få billetter.
Scorsese har altid været outsideren, der kæmpede for at blive accepteret. Han betragter det selv som et levn fra barndommen. Alle journalister ved, at han på et eller andet tidspunkt i løbet af en samtale begynder at gestikulere vildt, når emnet falder på hans barndom i det hårdkogte, italienskdominerede Lower East Side-område på Manhattan. Der var ingen bøger i barndomshjemmet, hans arbejderforældre, som han senere portrætterede i dokumentarfilmen Italianamerican, lod ganske enkelt lille Marty tilbringe en stor del af tiden foran fjernsynet. Foran den lille sort-hvide skærm blev hans kærlighed til film grundlagt.
En nedbrudt mand
Nyrealismens enkle, direkte afbildning af livet i de lavere sociale klasser fik enorm indflydelse på Scorseses arbejde, men da han første gang kom til Marokko for at indspille The Last Temptation of Christ, var han en nedbrudt mand. Han havde tre fejlslagne ægteskaber bag sig, var blevet afskrevet af anmelderne og blev voldsomt kritiseret for at ville tage Jesu liv og død under alternativ, filmisk behandling. Scorsese blev nomineret til en Oscar for Kristus-filmen, han vendte tilbage til gangstergenren med GoodFellas, og så var han pludselig ovenpå igen.
Opturen gav Scorsese energi til at kaste sig ud i en række personlige projekter inden for forskellige genrer: Cape Fear, Uskyldens År, Casino og Kundun - endnu en religiøs fortælling denne gang om buddhismen. Han begyndte igen at dale i agtelse og fik særdeles dårlige anmeldelser for Bringing Out the Dead. På dette tidspunkt havde Scorsese indledt sin 'noget-for-noget'-politik - for hver film, der skulle klare sig godt kommercielt, ville han have lov til at lave et 'hjertebarn' - en politik, der vandt støtte hos Weinstein-brødrene på Miramax.
"For 15 år siden følte jeg stadig, at der var plads til at lave de film, jeg havde lyst til at lave, med det persongalleri, jeg kan lide. Dét, som man i dag kalder 'den mørke side' i Hollywood. I dag er der mindre plads til mig og den slags film, fordi der er så mange penge involveret, at der hele tiden skal produceres film, og når man bruger så enorme summer, lægger det en dæmper på viljen til at løbe en risiko. Jeg kan godt lide at tage chancer. Når man bliver ældre, vil man gerne spare på kræfterne, og i forhold til den type film, jeg gerne vil lave, er det måske ikke altid umagen værd at prøve at få det hele til at blive fuldstændig som de andre gerne vil have det."
Kun hjertebørn
Fra nu af vil han kun gennemføre projekter, der ligger hans hjerte nær, og han vil hellere snyde lidt på vægten for at overholde budgettet end at tage kampen op. Et eksempel er dokumentarfilmen om Bob Dylan, No Direction Home.
"Jeg var så utrolig heldig at få alle de optagelser, som Jeff Rosen havde samlet gennem 25 år," fortæller Scorsese. "Især interviewet med Dylan, som Rosen optog over fire dage var fantastisk. Det er over 10 timer langt. Jeg har fulgt med i Dylans liv i årevis, men jeg har aldrig rigtig været en af de seje drenge, der gik ud med ham, og det var især dét interview, der vakte min interesse. Det var ikke så meget det, han siger, som det var hans øjne. Hans ansigt havde en ganske særligt udtryk."
"Historien handler om at være kunstner i sin samtid og om en genskabelse af 60'erne og 70'erne, så unge i dag kan forstå den tid. Jeg tror, at mange unge - især i USA - hverken interesserer sig for eller forstår, hvor afgørende den epoke var. Når folk ser filmen, er der mange, der græder til sidst, fordi de sørger over det, der gik tabt. Den eneste betingelse for arbejdet med filmen var, at den kun skulle følge Dylan frem til hans motorcykelulykke i 1966, og filmen slutter med det interessante spørgsmål om, hvorvidt kunstneren skal vedblive at fungere som en politisk figur i samfundet," forklarer Scorsese.
Scorsese arbejder i øjeblikket på manuskripter til tre spillefilm, og han tilføjer, at han stadig har planer om at lave en dokumentarfilm om britisk film. Det projekt, han brænder mest for, er en filmatisering af Shusaku Endos roman Silence. Og så er der lige en portrætfilm om Theodore Roosevelt og en filmatisering af William Kennedys Roscoe.
Alle projekterne er ambitiøse og dyre, så Scorsese får sit hyr med at holde udgifterne nede. Da jeg påpeger dette, siger han med interviewets sidste smil: "Jeg håber altid, at jeg kan lave små film, men der er altså et eller andet ved det lærred, der får mig lokket ud i store projekter."
Information og The Independent
Oversat af Nina Skyum-Nielsen
