Læsetid: 4 min.

Tilbage til den tyske malaise

Efter et år med den store koalition ved magten træder Tyskland vande. Og afstanden mellem vælgerne og de etablerede partier synes at vokse
3. oktober 2006

Det så ellers ud til at gå så godt. Eksporten har været stabil i nogle år, og tyskerne var begyndt selv at bruge penge. Konjunkturen var kommet i gang. Skatterne flyder ind i statskassen. Arbejdsløsheden falder. Ikke drastisk, men efter mange år med stadigt stigende ledighed er man glad for bare den mindste tilbagegang. I starten af denne måned skruede flere internationale institutioner med EU og OECD i spidsen deres forventninger op. Den tyske økonomi ville i år vokse med 2,2 procent og ikke med 1,7 procent, som man havde forudsagt i foråret. Det renommerede Institut für Weltwirtschaft i Kiel vovede sig endda helt op til en vækst på 2,4 procent.

Optimismen var med andre ord ved at vende tilbage, så det ud til. En optimisme og tro på sig selv, som landet havde vist hele verden under VM i fodbold. Jürgen Klinsmann og hans satsning på unge spillere, som kompenserede for deres manglende erfaring med indsats, spilleglæde og en særlig opofrelse for hele holdet, blev symbol på en ny begyndelse. Holdet udløste en patriotisk bølge, som frem for alt havde mental betydning. Og det var det afgørende. For godt nok havde Tysklands økonomiske problemer i en del år været store. Men det allerstørste problem har i virkeligheden været af mental karakter. Efter genforeningsrusen i starten af 1990'erne, røg landet i begyndelsen af det nye årtusinde ind i en stor depression. Pessimismen var alle vegne. Man stillede spørgsmålstegn ved de fleste af de offentlige systemer. Og tyskerne havde ikke kun en manglende tro på, at landets elite var i stand til at løse problemerne. De havde også en manglende tro på sig selv.

Ingen klarhed

Det er på denne baggrund, at valget for et år siden havde så stor betydning. Den tyske politik var fastlåst mellem det rød-grønne flertal i Forbundsdagen og det konservative flertal i Forbundsrådet. Stort set alle tiltag af betydning landede i udvalg, som skulle finde kompromiser, der - hvis man overhovedet kunne komme frem til en sådan - forvandlede den oprindelige intention til det ukendelige. Den forhenværende Forbundskansler Schröder forvandlede valget til en slags folkeafstemning, som skulle skabe klarhed og mobilisere tyskerne til at bakke op omkring hans reformkurs.

Men til klarhed blev det ikke. Tværtimod. Angela Merkel vandt valget med et spinkelt forspring, som efter mange ugers forhandling endte i den nuværende såkaldte store koalition mellem CDU/CSU på den ene side og SPD på den anden. De partier, som havde blokeret hinanden indtil da, blev tvunget ind i et arrangeret ægteskab, som begge sider kun indvilligede i, fordi der ikke var andre alternativer.

Til manges overraskelse kom koalitionen alligevel godt fra start, hvilket først og fremmest var Angela Merkels fortjeneste. Når hun som første kvinde nogen sinde kunne komme helt til tops, måtte der være noget ved hende. Desuden virkede hendes rolige og seriøse stil passende i forhold til landets alvorlige problemer. Og ikke mindst var udlandet begejstret for hende. Hyldesten var stor, da hun reddede det europæiske topmøde i december ved at finde et kompromis omkring finanserne. Også forholdet til USA blev straks bedre, efter hun havde overtaget Gerhard Schröders job. A new star was born.

Men det var en stjerne, der på den indenrigspolitiske scene hurtigt tabte sin glans. Efter 100 dage i embedet konstaterede mange kommentatorer, at ingen af de store politiske udfordringer som for eksempel en reform af sundhedssystemet var blevet grebet. Stort set det eneste, regeringen havde kunnet enes om, var en forhøjelse af den tyske moms fra 16 til 19 procent - pr. 1. januar 2007.

Politisk mistillid

Det er imidlertid denne momsforhøjelse, der efter mange eksperters vurdering har sat gang i den tyske økonomi. For det er klart, at hvis en familie skal købe en ny bil, et nyt køleskab eller hvad det nu måtte være, så vil man gøre det, mens momsen er på det gamle lave niveau - altså i 2006. I denne logik vil det økonomiske opsving, som kan iagttages i disse måneder, blive af kortvarig karakter. En frygt, som i tirsdags blev bekræftet, da Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung offentliggjorde sin indikator for finansmarkedernes forventning til den tyske økonomi. Den har ikke været lavere i de sidste syv år.

Med andre ord: Den tyske regering er under pres. Delstatsvalgene i Mecklenburg-Vorpommern og i Berlin i weekenden har vist, at tilliden til både SPD og CDU er stadigt tilbagegående. Mens SPD og CDU/CSU for blot nogle år siden repræsenterede ydrefløjen i tysk politik og sammen med det liberale FDP og de Grønne dannede Forbundsrepublikkens fire-parti-system, synes protestskaren på begge sider af dette spektrum at vokse. Die Linke er på vej til at blive et venstreparti på nationalt plan, NPD og lignende højreekstreme partier når oftere og oftere op over spærregrænsen på fem procent. Og ikke mindst vokser andelen af vælgere, som slet ikke går til stemmeboksene og på den måde udtrykker deres mistillid overfor det politiske system.

Hvad der kan gøres? Svaret er det samme som i de sidste mange år. Regeringen er nødt til at erkende situationens alvor og lægge tingene ærligt frem for befolkningen. Det kræver et reformprojekt, som finder modige og langsigtede løsninger på landets samfundsstrukturelle problemer. Det kræver en ny politisk stil og politikere, som prioriterer det fælles bedste over egne kortsigtede interesser. Det kræver formulering af et nationalt projekt, en vision for Tyskland anno 2015.

Netop den store koalition har denne mulighed. At den slags kan lykkes, har Jürgen Klinsmann og det tyske landshold for nylig vist. Desværre ser det ud til, at dette budskab ikke er blevet forstået.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her