Læsetid: 3 min.

Tilbage til velfærdsstaten

Holland har gennemført væsentlige reduktioner i bl.a. indkomstoverførsler. Det samlede skattetryk er i dag ca. 40 procent svarende til niveauet i Danmark for 30 år siden, inden indkomstoverførslerne 'eksploderede'
14. maj 2005

De kommende årtier vil den danske velfærdsmodel komme under betydeligt pres på især to fronter. Dels et internt pres, som følge af en stigende ældrebyrde, dels et eksternt pres som følge af globaliseringen.

Den stigende ældrebyrde vil betyde, at indkomstoverførslerne vil fortsætte med at være 'gøgeunge' i forhold til de offentlige servicetilbud. Hele stigningen i skattetrykket de seneste 30 år kan således henføres til stigende udgifter til indkomstoverførsler. Det er således tankevækkende, at det med et skattetryk på 50 pct. skal være er nødvendigt for ca. to mill. danskere at tegne supplerende sundhedsforsikringer til behandling på private sygehuse.

Globaliseringen bliver den anden væsentlige udfordring for velfærdsstaten. Når skattekilderne - varer, arbejdskraft og kapital - bliver mere mobile, bliver det vanskeligere at opretholde højere skatter end i landene omkring os. Det er især problematisk, hvis arbejdskraften i stigende omfang bliver mobil over landegrænserne, idet beskatningen af arbejdskraft udgør hele 2/3 af skattegrundlaget.

Især personer med relativt høje indkomster og længerevarende uddannelser vil have incitamenter til at udvandre/blive vanskelige at tiltrække. Høje marginalskatter på høje indkomster er således i praksis en skat på uddannelse. Dette er næppe holdbart i en globaliseret verden. De højteknologiske virksomheder og de højtuddannede lønmodtagere vil i stigende grad blive enige om at etablere sig der, hvor de erhvervsøkonomiske rammevilkår er mest gunstige, og det er næppe der, hvor personer med en videregående uddannelse beskattes med 63 pct. Det er i denne sammenhæng ildevarslende, at Danmark tilsyneladende er ved at miste terræn i forhold til andelen af befolkningen, som tager en videregående uddannelse.

Hovedudfordringerne

En model, som kan imødegå begge de hovedudfordringer den danske velfærdsmodel står overfor - nemlig stigende udgifter til indkomstoverførsler og hård beskatning af uddannelse - er at fjerne topskatten og samtidig begrænse adgangen til indkomstoverførsler for de indkomstgrupper, som i dag betaler topskat.

Adgangen til efterløn og folkepension kan kædes direkte sammen med betaling af topskat. F.eks. kan aldersgrænsen for modtagelse af henholdsvis efterløn og folkepension øges med tre-seks måneder pr. år den skattepligtige indkomst overstiger indkomstgrænsen for topskatten (310.000 kr.) med 10 pct. (har så fået glæde af skattelettelsen). En sådan model vil samtidig gøre pensionsalderen mere fleksibel. Det kan overvejes at lave en gradvis indfasning, således at begrænsningen i adgangen til efterløn og folkepension kun omfatter personer, der i dag er under 50 år.

Hvad angår børnechecken, kunne denne afskaffes/aftrappes kraftigt, hvis husstandsindkomsten for enlige overstiger grænsen for topskatten, og for par, hvis husstandsindkomsten overstiger 600.000 kr.

En afskaffelse af topskatten vil reducere marginalskatten for højindkomstgrupperne til 49 procent. Jeg tror faktisk mange, der betaler topskat, vil være villige til at få reduceret adgangen til indkomstoverførsler som børnecheck, efterløn og folkepension mod at få fjernet topskatten. Hvorfor skal personer med høje indkomster betale en ekstraskat på 15 procent mens de er erhvervsaktive, for samtidig at kunne modtage børnefamilieydelse, efterløn og pension, som de reelt ikke har behov for?

Eksemplet Holland

Holland er et eksempel på et land, som har gennemført væsentlige reduktioner i beskatningen af arbejdskraft og af udgifterne til indkomstoverførsler. Mens indkomstoverførslerne i begyndelsen af 1990'erne udgjorde 75 procent af udgifterne til offentlig service, udgør de i dag kun ca. halvdelen. Samtidig er marginalskatterne for de høje indkomster over en årrække reduceret til 52 procent Det samlede skattetryk er i dag ca. 40 procent, svarende til niveauet i Danmark for 30 år siden, inden indkomstoverførslerne 'eksploderede'.

Jo rigere samfundet bliver, jo sværere er det at se behovet for universelle indkomstoverførsler, som børnecheck, efterløn og folkepension. I relation til den foreslåede model kunne det overvejes at regulere indkomstgrænsen for, hvornår adgangen til de tre omtalte ydelser reduceres, med en lavere sats end lønudviklingen.

Dermed vil en stigende andel af befolkningen - i takt med stigende velstand - miste retten til at modtage disse ydelser. Det vil - ud over at give muligheder for at reducere beskatningen af arbejdsindkomst - gradvist øge råderummet for offentlige serviceordninger som børnepasning, uddannelse, sundhed og miljø. Samtidig vil indkomstoverførslerne i stigende omfang målrettes mod samfundets svage grupper.

Var dette for øvrigt ikke det oprindelige formål med velfærdsstaten?

Frans Clemmesen er cand.polit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her