Læsetid: 4 min.

Tilbageblik på den ny kvinde

På Glyptoteket præsenteres den impressionisme, hvor kvinder hverken spiser frokost afklædte i det grønne eller kun er smarte i tøjet. Her portrætteres med maleren Mary Cassets ord den ny kvinde, der er nogen snarere end noget
20. november 2006

"Hvilken digter, som giver sig i lag med at male glæden forårsaget ved synet af en smuk kvinde, kan finde på at skille hende fra hendes klæder?" spørger poeten Charles Baudelaire retorisk i avisen Le Figaro i 1863.

Et svar kunne være Baudelaires ven og impressionismens pionér, Edouard Manet. 1863 er også året, hvor den franske skandalemaler udstiller 'Frokost i det grønne' - et billede, der ifølge en af datidens kommentatorer "skærer sig ind i øjeæblet som en sav."

Ud af billedet og op i fjæset på beskueren springer en kvinde, der ikke kun er nøgen, men blottet.

Billedet er imidlertid ikke kun slående, fordi de to herrer i kvindens selskab er påklædt fra top til tå - og hun derfor fremstår så meget desto mere afklædt. Billedet er også slående, fordi den moderne kvinde, der i slutningen af det 19. århundrede gør sit indtog i Paris, i Baudelaires øjne mest af alt fylder i byrummet som et prangende udstyrsstykke - og altså er alt andet end afklædt.

Selvom Manet er omdrejningspunktet i Glyptotekets imponerende udstilling, Kvinder i impressionismen, er den famøse frokost i det grønne derfor for en gangs skyld ikke en mangelvare temaet til trods. I stedet åbnes udstillingen af et andet af den imponerende række af mesterværker, som Glyptoteket har fået fat i til lejligheden - og det valg er så meget mere subtilt.

Ud af baggrunden

Det første værk man ser i udstillingen er nemlig et andet af Manets malerier fra 186o'erne, såmænd et portræt af en mand, kunstkritikeren Zacharie Astruc. I en udstilling viet kvindernes plads i det, som en eksalteret Baudelaire kaldte Moderniteten, er valget umiddelbart overraskende.

På billedet troner Astruc i forgrundens mørke med den ene hånd hengemt under jakken som en anden Napoleon ved siden af en skødeløst henkastet bunke bøger. Men den oppustede mand er ikke stor nok til at fylde hele billedet ud. Blikket ledes naturligt mod lyset i baggrunden, et billede i billedet, en kvinde, der sysler i en fjern baggrund ved et vindue med ryggen vendt mod beskueren.

Som udstillingen skrider frem og man bevæger sig fra etage til etage i Glyptoteketsnye fløje, træder kvinden ud af mørket for at indtage det moderne livs scene. Imens manden træder i baggrunden.

Bevægelsen fremstilles didaktisk gennem de udvalgte værker af Edgar Degas. I hans portræt af maleren Michel-Lévy fra 1879 slænger kvinden sig således nu i maleriets forgrund foran kunstnerens fødder. Men billedet er stadig besynderligt, idet hun for en nærmere betragtning viser sig blot at være en dukke, en af malerens rekvisitter.

I hans malerier og tegninger fra 1880'erne og 90'erne isoleres imidlertid billedet af den rygvendte kvinde ved sit toilette hos Edgar Degas som motiv. Og i hans billeder af ballerinaer træder kvinden endelig som ung danserinde aktivt ind på et grelt oplyst scenegulv.

Man forstår dog de røster i samtiden, der her stadig sporer en vis misogyni hos impressionisten. Degas' skulptur af en balletdanserinde med næsen i vejret ser unægtelig hoven ud. En selvberoende kvinde er ikke nødvendigvis en afholdt kvinde.

I 1880'erne opnår kvinden ret til selv at søge skilsmisse. Hun opnår adgang til videregående uddannelse og en mobilitet, der ikke kun er social. Efter at have båret vifte og solskærm springer hun op på cyklen og iklæder sig dertilhørende bukser - trods modebladenes mange gode forslag til, hvad hun ellers kan bære.

'Den ny kvinde' - eller som det hedder i datidens Frankrig 'la nouvelle femme' - er ikke blot 'fashion victim.'

Mændenes ligemænd

Snart fremstilles kvinden da også som andet og mere end blot objekt for mandens blik og begær. Blandt andet fordi hun selv selvbevidst griber til penslen.

"Hvis blot alle kvinderne, der erklærer sig mændenes ligemænd, er i stand til at male som de damer Morisot og Cassett, ville de opnå meget mere for deres sag end alle debatterne," skriver en medsøster til to af impressionismens uomgængelige malere.

Som man kan læse i en af de mange engelske tekster i kataloget, der udgør et stykke dybdeborende grundforskning, sætter Mary Cassett sig med egne ord for at male kvinden som 'nogen' frem for 'noget'.

Men Berthe Morisot, der bliver elev hos Manet, er måske udstillingens højdepunkt. I sine kvindeportrætter fra 1879-80 opløses hendes model som objekt i et virvar af hurtige penselsstrøg og impressionistisk lys.

Politisk og kunstnerisk avantgarde falder her sammen. At tro at de nødvendigvis altid gør det er måske en af grundene til, at man stadig ofte undervurderer Cassett og Morisots indsats.

Havde impressionisterne stået fast ved Baudelaires begejstring over, hvorledes den ny kvindes røde læbestift var at forveksle med et fuldendt maleri, havde Kvinder i impressionismen måske været forbeholdt de hattedamer, der ofte fremhæves som impressionisternes målgruppe nummer et. I stedet giver udstillingen på Glyptoteket anledning til at forstå impressionisme, som andet end såvel frokost i det grønne og øjenlyst ved kvinder i tidens klædedragt.

toly@informaiton.dk

Kvinder i impressionismen, Ny Carlsberg Glyptotek, til 21. jan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu