Læsetid: 2 min.

Tilblivelse

Uddannelsessystemet kan lære af sportens afslutningskraft. Den kraft, der skal afbalancere ideen om, at læringsprocessen er alt og produktet alt for lidt. Uddannelse skal også afsluttes
10. januar 2007

Det lyder jo banalt. Man kan stort set ikke lade være: Det tar' bare én, og så er man der. Man har ikke rigtig gjort noget, men noget er gjort af en - og det skal man så leve af: Uddannelse - altså!

Om morgenen gik jeg med mælk, om eftermiddagen med aviser, og min søster og jeg segnede sidst på dagen til henholdsvis håndbold og fodbold. Det gjorde de andre også, og det gjorde vores små søskende. Nu aner vi imidlertid, at de daglige anstrengelser har givet os nogle realkompetencer. Det er nu vores livsduelighed. Al den sved, al den manglende søvn var alligevel noget værd. Den duede. Var jeg ikke hurtigt nok oppe af sengen, fik jeg en på skrinet. Sådan fik jeg at vide, hvad der ikke duede. Sådan var min uddannelse.

Moderne uddannelse er lidt mere delikat. Man bliver til på ny. Man bliver til på en anden måde, og så er tilblivelsen livslang. Fordi læring er livslang. Det er altså ikke noget, man sådan overstår gennem hårdt arbejde. Nej, uddannelse er blevet tilblivelse. Det kaldes også udviklingskompetence. Nu kunne man jo forestille sig, at det også involverede afvikling, man det har ikke noget på sig. Her bliver vi så. Og det gøres systematisk; selv min gamle bedstemor fik at vide, at hendes peddigrør skulle placeres bedre og anderledes. Hun så sig sat i værk med at forbedre sit niveau for at placere rørene ordentligt.

Vi er kort sagt alle blevet lærende individer. Og det bliver vi ved med at være. Men det er sejt ikke at kunne afslutte et projekt. Sejt ikke at komme i hus, aldrig at komme hjem. Befrielsen bliver forbandelsen, når læringen ingen ende har. Det er ikke mere udsigt til at dø mæt af dage, men træt af læring.

Derfor skal vi lede efter udfordringen: Bliv til noget, bliv til noget andet! Men hov! Du skal jo ikke blive til noget andet! Du skal blot blive dig selv, hygge dig med dig selv og din individuelle læringskurve. Det er på en og samme gang alt for let og alt for meget. Alt for let er at tro, at vi kan nå det højeste niveau af os selv, i beundring for os selv - og uden sans for de andre og det bedre. Det bliver til dadaistisk fodbold; hver mand sin bold. Alt for meget er forestillingen om, at vi aldrig løses af lære. Det er det, uddannelse gør for dig. Uddannelse er kompensation for dit talent for læring. Den tar- magten fra dig og fører dig et andet sted hen - og så magter du noget anderledes.

Slapsvans - tag nu den uddannelse! Det gjorde både mig og min søster. Håndboldspilleren - min søster - kunne med præcision deroppe i hjørnet, fordi hun gennem træning og kampe blev dygtigere og dygtigere. Også som afslutter. Der er dannelse i sport, ligesom der er det i uddannelse. Det handler om at begynde en uddannelse, at blive ved og at evne at afslutte. Uddannelsessystemet kan lære af sportens afslutningskraft; den kraft, der skal afbalancere ideen om, at læringsprocessen er alt, og produktet alt for lidt.

Uddannelse skal også afsluttes. Slut.

Lars-Henrik Schmidt er rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her