Læsetid: 3 min.

Tilegnet alm. mennesker

6. februar 2002

KLOKKEN 5.00 tirsdag morgen bar de øl ind. Og godt en halv time senere kom de ud til de søvndrukne journalister og erklærede, at nu var det hele – stort set det hele – overstået. Finansminister Thor Pedersen havde på vegne af VK-regeringen og sammen med Dansk Folkeparti gennemført en af de hurtigste finanslovsforhandlinger nogensinde. Den proces, der normalt tager Folketingets partier tre-fem måneder fra lovforslagets fremlæggelse til et forligs indgåelse, blev denne gang klaret på mindre end en uge. Og reelt blev alt det centrale klaret i timerne fra 19.00 mandag aften til 5.30 tirsdag morgen.
V, K og DF ved, hvad de vil, og som Folketingets første rene flertal til højre for midten har de stemmerne til det. Ikke noget spil for galleriet, ingen skinforhandlinger med midter- eller venstrepartier. Fra nu af føres der blokpolitik, så det kan ses og mærkes. Ikke nødvendigvis højreorienteret eller liberal politik i den gammeldags forstand, hvor der skæres i centrale velfærdsydelser, men en ny, selvcentreret tryghedspolitik til gunst for kernedanskerne og på bekostning af alt det, der rækker ud over: Miljø, udlændinge,
u-landsbistand, kultur. Det er politik for »almindelige mennesker«, som statsminister Anders Fogh Rasmussen udtrykte det tirsdag. Og taktisk begavet politik i den forstand, at man ved at tilgodese sådanne almindelige menneskers behov – finansloven giver de forventede flere penge til sygehusene, ældreplejen og barselsorloven – gør det risikabelt for f.eks. Socialdemokratiet at rase for meget over resultatet. Partiets repræsentanter har da også mest brokket sig over, at de ikke kom med i forhandlingerne. Og stemme for finansloven, det gør Socialdemokratiet, lovede finansordfører Pia Gjellerup tirsdag.

DEN NY finanslov er udtryk for den ny type politik, der kaldes værdipolitik. Man laver ikke politik for klasser mere, men efter værdier. De politiske diskussioner bliver derfor til åbne prioriteringsdiskussioner: Vil I bruge pengene på at begrænse energiforbruget, eller vil I hellere bygge diger mod den havstigning, fortsat energiforbrugsvækst indebærer? Vil I prioritere ventelisterne på danske sygehuse frem for madkøerne i de fattige landes flygtningelejre? Vil I udvide nybagte forældres ret til orlov på bekostning af udlændinges ret til ophold og basale ydelser?
Det er klar tale, og V, K og DF gik til valg på antagelsen om, at et flertal af danske vælgere er sig selv nærmest og måske sig selv nok. V, K og DF vandt, og nu fører de politik efter den opskrift for fuldt tryk.
Især for Pia Kjærsgaard er det en triumf. Fra at være et ikke-stuerent parti har Dansk Folkeparti med ét bragt sig i centrum af dansk politik med en aftale, der rækker et godt stykke ud over finansloven, og samtidig sender Socialdmokratiet effektivt uden for døren. VK har for sin del opnået et løfte fra DF om ikke at stemme for udgiftskrævende forslag, som regeringen ikke kan lide. Dermed har DF reelt lovet ikke at bruge det ’alternative sociale flertal’, som faktisk kunne etableres uden om regeringen, og som DF tidligere har truet med, fordi man – det var dengang – var imod regeringens besparelser på arbejdsmiljøindsatsen.

Langtidsperspektivet for denne ny blok i dansk politik er imidlertid ikke kun løfterigt for deltagerne. Det er også risikabelt. For når man ikke kan få et flertal imod sig, er man pisket til at forfølge sine valgløfter og sin egen politik til den bitre ende. Løftet om skattestop efterfulgt af skattelettelser i 2004 tvinger således VK og DF til at jage nye besparelser og nye aktiviteter at beskære. Uddannelsessektoren undslap denne gang stort set (hvad er daghøjskolerne og 200 mio. universitets-kroner mellem venner?), men det er svært at tro, at sektoren går fri næste gang. Ligesom man på sigt kan forvente yderligere besparelser på udlændingeområdet, miljøet, råd og nævn etc.
Regeringens hårdhændede politik indtil nu har allerede forskrækket nogle V- og K-vælgere, der ikke lige havde forventet, at regeringen gik så brutalt til værks, og jo længere VK og DF bevæger sig, desto større er formentlig risikoen for afskalning fra det vælgerflertal, der p.t. holder regeringen ved magten. I sidste ende afgøres Fogh Rasmussen-regeringens forandringspotentiale og holdbarhed således af, hvor stort segmentet af ’almindelige’, selvtilstrækkelige danskere er. Herunder af den åbne strid om værdier, som nu uundgåeligt må tage fart danskerne imellem.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu