Læsetid: 9 min.

Tilfældigt ser det ud...

En noget usammenhængende vej fra det yderste venstre til det yderste højre. Sådan vil mange karakterisere den forhenværende minister Karen Jespersens politiske udvikling. Den begyndte på 70'ernes venstrefløj, kulminerede som magtfuld socialdemokratisk minister - og er i dag i følge hende selv endt som en 'privatsag'. Selv mener hun, at det er venstrefløjen, der har flyttet sig. Ikke Karen Jespersen selv
20. januar 2007

Hun skal til at passe sit fitnesscenter bedre. Det har hun måske ikke været helt så god til på det seneste, men man skal jo sørge for at få motion. Nej, for Karen Jespersen har ikke ligefrem svømmet i tid. For der er stadig en hel masse arbejde og foredrag efter hendes og ægtefællen Ralf Pittelkows bog Islamister og Naivister, som udkom sidste år. Især fordi den nu skal oversættes til fire andre sprog. Og så er der brevkassen, hvor Karen Jespersen giver Familiejournalens læsere råd og vejledning om livet i al almindelighed. Den tager også et par timer hver uge, konstaterer Karen Jespersen.

Og det er sådan cirka, hvad den tidligere minister, journalist og nuværende forfatter og foredragsholder vil sige om sin fremtid og sin politiske exit fra Socialdemokraterne. En udmeldelse, som blev offentliggjort i samme uge, som hun kunne fejre 60-års fødselsdag - selv om hun allerede meldte sig ud af partiet i oktober. En tilfældighed? Næppe.

For Karen Jespersen har altid haft sans for det rigtige tidspunkt, bliver det påpeget, hvem man end spørger. Tidspunkter, der giver artikler, overskrifter og opmærksomhed. Første gang i 1970, da hun som aktiv venstresocialist på Rådhuspladsen erobrede talerstolen fra LO-formanden, Thomas Nielsen, for at stille krav om ligeløn for kvinder. I de senere år har overskrifterne mest handlet om de bøger om velfærdssamfundet og sammenhængskraften, der trues af indvandring og islamisme. Bøger, hun skriver i fællesskab med livsledsageren Ralf Pittelkow, der er politisk kommentator ved Jyllands-Posten. Og nu er der så hendes udmeldelse af partiet.

Det er aldrig aldrig

"Jeg har ikke tillid til, at Socialdemokraterne vil tackle udlændingepolitikken på den rigtige måde, og jeg er bange for, at man vil føre en politik, der øger uligheden. Socialdemokratiet har altid haft et socialt fundament af solidaritet og lighed, men det trues, hvis du ubegrænset åbner op for indvandringen. Jeg taler af bitter erfaring, for som indenrigsminister i partiet fik jeg ikke meget støtte til synspunktet om, at man bliver nødt til at begrænse indvandringen, hvis man vil bevare ligheden. Selvfølgelig har partiet rykket sig i spørgsmålet om flygtninge/indvandrere, det kom jo fra en helt absurd holdning om ubegrænset indvandring. Men alligevel har man ikke stemt for et eneste af regeringens forslag. Når det brænder på, så ryster de på hånden, det har man også set under Muhammed-krisen," lyder forklaringen på, hvorfor Karen Jespersen ikke længere står i Socialdemokraternes medlemsregister. Hvilket dog ikke entydigt betyder, at hun vender ryggen til politik for altid. For man skal aldrig sige aldrig.

Det er noget, der i høj grad har præget hendes karriere, som politisk har ført hende fra det yderste venstre til et langt mere højreorienteret politisk standpunkt. Hvor hendes sympatier ligger nu, vil hun ikke afsløre. Politik er en privatsag, lige som for alle andre. Men det har det ikke altid været.

Højlydt har hun givet sit besyv med om politik, så hele Danmark kunne følge med. Først for partiet Venstresocialisterne, VS, som hun var folketingskandidat for i 1980. Det blev afbrudt af en journalistisk karriere, først som politisk reporter for Information, siden som politisk journalist på TV-Avisen. Indtil hun ikke længere kunne holde sig fra politikken og igen meldte sig ind, kortvarigt i SF og siden hos Socialdemokraterne, som hun blev folketingsmedlem for i 1990. Her blev hun og avancerede til både social- og indenrigsminister, indtil hun i 2004 trak sig fra folketingsgruppen i protest mod Socialdemokraternes positive indstilling til Tyrkiets medlemskab i EU.

"I 70'erne var hun stærkt venstreorienteret, hun var meget rød, og efter et par år som journalist og et kort ophold hos SF blev hun socialdemokrat. Her blev hun i de første år mest set som gammel VS'er, men i de sidste syv-otte år er hun gledet længere og længere mod højre. Især som indenrigsminister (2000-2001, red.), da hun blev optaget af spørgsmålene om flygtninge- og indvandrere. Her indtog hun en helt anden position, end det var almindeligt i partiet på det tidspunkt," siger historiker og professor Claus Bryld, der har forsket i Socialdemokraternes idéhistorie.

Men han kender ikke kun Karen Jespersen fra Socialdemokraterne. Claus Bryld var hendes censor, da hun i 1977 skrev sit historiespeciale. Et hæderligt stykke arbejde, som han husker det, der handlede om de store arbejdsmarkedsstrejker i 70'erne. Dem var hun meget optaget af, og hun var ikke til at stoppe, når hun ringede til ham for at tale om det. Også selv om man ikke måtte, han var jo trods alt hendes censor.

Journalisten

At hun havde svært ved at slippe politikken, da hun i 1978 blev ansat som politisk reporter ved Information, husker også hendes daværende kollega på Christiansborg og forhenværende chefredaktør for B.T., Erik Meier Carlsen. Gennem hele studietiden havde hun været organiseret i VS og brugt sin tid med at besætte huse, skrive i Politisk Revy, som hun var redaktør for, og i øvrigt advokere for kvindernes ligestilling.

"Det, hun skrev i sin ansøgning, og som jeg blev fascineret af var, at hun erklærede, at hun havde truffet en stor beslutning. Hun ville være journalist og gøre op med sin politiske fortid. Der var netop ikke nogen tvivl om hendes engagement, og jeg var sikker på, at hun ville være en udsædvanligt god journalist."

Erik Meier Carlsen og Karen Jespersen blev makkere på det politiske område.

"Vi havde det store optræk til en SV-regering, det var meget dramatisk, og det gik mægtig godt. Men pludselig til min store overraskelse viste det sig, at Karen stillede op som folketingskandidat for Venstresocialisterne. Det var i modstrid med hendes intentioner og min overbevisning om, at hun virkelig ville være journalist. Jeg husker, at jeg blev meget skuffet, og vi havde et stort opgør."

Alligevel fik hun en chance til, selv om hun ikke fik nemt ved at overbevise anden gang.

"Så traf hun ved fornyet kraft den beslutning: At nu var det alvor. Nu skulle vi lave journalistik, og det gjorde vi. Jeg mener uden beskedenhed, at vi lavede landets bedste politiske journalistik om det drama omkring regeringskoalitionen mellem Socialdemokraterne og Venstre. Vi supplerede hinanden," siger Erik Meier Carlsen, som også husker de lange diskussioner, han havde med Karen Jespersen. Han havde nemlig også været meget venstreorienteret i en periode, men var nu blevet socialdemokrat, og han var helt og aldeles uenig med Jespersens venstresocialistiske sympatier.

"Man udvikler en kritisk distance til det, der umiddelbart har fænget og forført en, og jeg havde været forført af, at Sovjetunionen måtte være paradis på jorden. Vi diskuterede det meget, Karen Jespersen og jeg, og det kan godt være, at det gjorde indtryk på hendes ideer. Måske var det også en del af den proces, at hun kom ud som journalist og mødte verden," siger han.

For hvis der var noget, der prægede hendes journalistiske arbejde, så var det grundighed. Grundighed og ihærdighed, mener både Erik Meier Carlsen og Mogens Rubinstein, der er redaktør på DR. Dengang var de kolleger på TV-Avisen, hvor de i fællesskab leverede den politiske journalistik fra Christiansborg.

"Retfærdighedssøgende, meget grundig, velfunderet, hun læser sig ind på lektien, har absolut klare holdninger, men er også meget fleksibel og konsensussøgende," siger Mogens Rubinstein, når han skal karakterisere Jespersen som journalist. Men selv om de dag ud og dag ind talte om politik, når de eksempelvis simulerede en politisk krydsild med spørgsmål og svar, som de forventede at få fra politikerne, talte de aldrig om deres private politiske ståsted.

Politikeren

Alligevel overrasker det hverken Mogens Rubinstein eller Erik Meier Karlsen, at Karen Jespersen siden har bevæget sig fra det yderste venstre til de mere højreorienterede holdninger, hun advokerer for i dag.

"Selv om vores veje skiltes, da hun blev reporter på TV-Avisen, så udviklede vores synspunkter sig parallelt, og vi blev begge meget engagerede i udlændingepolitikken. Nogle havde konspirationsteorier om, at vi havde udviklet de her ting i fællesskab, men det gjorde vi selvfølgelig ikke. Jeg tror snarere, det har med baggrund at gøre. Vi kommer begge fra folkedybet, der er ingen akademikere i vores familier, og vi har lettere ved at se verden på den måde, som den almindelige, ikke højtuddannede dansker ser den. Sammenstød mellem indvandrere og etniske danskere sker ikke der, hvor eliten holder til, og derfor er det meget let at holde sig fri af diskussionen, hvis du lever et helt liv nord for København eksempelvis," siger Erik Meier Carlsen, der mener, at Karen Jespersen blev enormt dårligt behandlet af Socialdemokraterne.

"Det må have været en smertelig proces, man skældte hende hæder og ære fra, holdt hende uden for indflydelse og til sidst overtog man hendes politik. Det er meget krænkende," mener han.

Karen Jespersens holdninger var uhørte hos Socialdemokraterne, da hun var indenrigsminister i 2000, hvor en af hendes mest kendte udtalelser handlede om, at man burde sende kriminelle asylansøgere til en øde ø. Ø-Karen blev det til i folkemunde. Alligevel præger hendes tanker om flygtningen og indvandrere i dag partiets politik, mener historiker Claus Bryld.

"Hun har klart været med til at give sit ideologiske bidrag til partiet. Især når det gælder socialpolitikken og i flygtinge-indvandrerpolitikken. Hun har i de senere år, også da hun var minister, stået stærkt på partiets højrefløj, og hun har haft sine støttegrupper, især i miljøet omkring Dansk Metal, som ligger til højre i socialdemokratiet. Det er højrefløjen i partiet, der har vundet, og på en måde kan jeg ikke forstå, at hun er gået, for i dag kører Socialdemokraterne regeringens flygtningepolitik. Hvad enten man vil kalde det populistisk eller ej," siger Claus Bryld, som mener, at den nuværende linje er i modstrid med de grundlæggende klassiske socialdemokratiske værdier.

"Traditionelt er det et parti, der stod for universalisme, frisind, åbenhed. På det punkt har Socialdemokraterne klart indtaget en mere nationalistisk linje, som vi også så, da fascismen truede i 30'erne. Men i dag lever vi i et globalt og frit samfund," siger Claus Bryld, der mener, at Karen Jespersen er svær at placere politisk.

"Hun har bevæget sig meget radikalt fra det ene yderpunkt til det andet. Jeg mindes ikke noget fortilfælde, hvor bevægelsen fra venstre til højre har været lige så radikal. Så skal man i hvert fald igen helt tilbage til 1930'erne og besættelsestiden. Men det må skyldes en dyb overbevisning om, at velfærdsstaten skal være national, og at velfærdsstaten ikke skal bygge på et internationalt samfund som eksempelvis EU. Det er klart, at der er nye problemer, velfærdsstaten støder på i det internationale samfund, velfærdsstaten er jo traditionelt knyttet sammen med nationalstaten. Men jeg mener ikke, at internationaliseringen og velfærdsstaten udelukker hinanden," siger Claus Bryld.

Kvindeforkæmperen

Men hvor andre ser modstridende interesser og holdninger, ser Karen Jespersen selv en klar sammenhæng. Det slutter, hvor det begyndte, nemlig i kvindekampen.

"Kvindernes vilkår har været en stærk rød tråd. Kvinder har altid været den mest udsatte gruppe, og derfor er jeg også kritisk over for venstrefløjen og Socialdemokraterne, som jeg mener lader indvandrerkvinderne i stikket. Mit fokus på flygtninge og udlændingen handler i høj grad om kvinders mulighed for at vælge selv."

For Karen Jespersen ser sig selv som en oprører mod uretfærdigheder. Både som forfatter, foredragsholder, som folketingspolitiker, som journalist og dengang det hele begyndte i kvindebevægelsen.

"Det er det, værdikampen handler om. Det er kampen om de lige og retfærdige muligheder for alle mennesker, der driver mig. De forhold er meget kritisable blandt de traditionelle indvandrere og især blandt islamisterne. Her kan man sige, at jeg helt grundlæggende er uenig med Socialdemokraternes udenrigspolitik. Jeg er helt med på, at forholdene på Guantanamo skal kritiseres, men jeg savner sandt for dyden, at venstrefløjen også går i flæsket på Hamas, Iran, Hizbollah. Det er der, det går galt for venstrefløjen," siger Karen Jespersen og understreger, at hun tager parti for de indvandrere, der kæmper for de samme friheder som hun selv.

"Dengang jeg selv var del af venstrefløjen, gik man i kødet på religionerne, de reaktionære kræfter blandt de kristne. Dem mener jeg stadig, man skal gå i flæsket på, f.eks. når det gælder de kræfter, der vil afskaffe fri abort i USA. Men det er kun dem, venstrefløjen vil kritisere i dag. Når det gælder islam, så kan det godt være, at der kommer et lille pip fra dem. Men det er sandelig et lavmælt pip. Jeg mener ikke, det er mig, der har ændret holdning, men venstrefløjen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her