Læsetid: 5 min.

De tilgav, at han havde løjet

Og så var det, som om en lysende engel havde kysset Købmagergade, da forfatteren Bill Clinton mødte 500 af sine danske læsere og gav hver af dem et helt personligt håndtryk
19. maj 2005

Lolita Rosenkilde, der driver en frugtbod ud for Købmagergades Postkontor i Københavns centrum, ville sådan set godt have et glimt af Bill Clinton, for hun kan godt lide ham, men mente ikke, hun kunne tillade sig at forlade 'butikken.'

"Men," løj hun muntert, "han har lige været forbi og forsynet sig med frisk frugt."

- Generer det dig ikke, at han i sin tid løj over for hele verden om sin affære med Monica Lewinsky?

"Nej," svarede hun, "for vi er jo alle sammen kun mennesker."

Hun sagde også, at hun ikke havde læst mange bøger selv, men hun havde da læst en af Nelson Mandela.

Lolita Rosenkilde var ikke lige så heldig som kollegaen i pølsevognen ved Rundetårn lige over for Arnold Buscks Boghandel, hvor ekspræsidenten skulle signere bøger. Pølsemanden, i dette tilfælde en kvinde, kunne nemlig, når hun stillede sig på en stol, stikke hovedet op gennem en lille lem i pølsevognens tag og på den måde lige akkurat få et glimt af den verdenskendte, grå hårtop.

Alle kan fejle

En lang, lang kø af glade, forventningsfulde mennesker strakte sig hen ad Skindergade, helt hen til Råkostdepotet. De gav gerne de 399 kr. for biografien Mit Liv for så samtidig at være tæt på den lysende engel, Clinton oplevedes som, da han senere dukkede op.

Blandt de forreste var to yngre kvinder, Tina og Birgitte, der havde ventet i to timer. De delte frugthandlerskens tilgivende forhold til den utro mand.

"Han er et fantastisk menneske, der har vist så mange gode sider, at det, at han har løjet, faktisk gør ham endnu større som menneske, for alle kan fejle," lød det fra dem.

Men hvornår havde de sidst købt en bog? For 14 dage siden, svarede den ene- det var B. S. Chrstiansens Et liv på kanten.

Erik Krüger Nielsen var kommet ind fra Kokkedal. Sidst han købte en bog, var det en fagbog om kaproning. "Clinton står jo for en vigtig epoke i historien, og jeg synes, han har gjort det godt," sagde han.

Lene og Lone, to mellemaldrende kvinder stod bagerst i køen. De havde senest købt bøger om hhv. mad og træterasser.

"Javist, han har løjet, men det gør de jo alle sammen," lød det herfra.

- Men hvorfor er Clinton ikke kommet igennem med alle sine gode tanker om verden?

"Nej, så enkelt er det ikke. Selv om man er præsident, skal man jo igennem en slåskamp for at få sin vilje sat igennem."

Første parket

Der var feststemning og mange lystige bemærkninger. På den anden side af boghandelen ved Store Kannikestræde var der også tykt med folk, for her ville Clinton ankomme om et øjeblik. Her stod de helt hen til Saxkjærs køkkenbutik.

Nogle studerende stak hovederne ud af vinduerne i Regensen, tankens slot. De sidder normalt og boger den, men her havde de første parket.

Et opbud af uniformerede betjente gennede hoben tilbage. Man fik så småt suset, da en nålestribet amerikaner stillede sig op i døren til boghandelen. Han lignede en latino med sit tilbageredte fedtede hår. Sådan lidt a la Michael Douglas.

Der blev stille som i en kirke, men så brød jubelen løs, da man fik et tre-sekunders glimt - han blev ført gennem søjlegangen - og en mand sagde til sin kone, "slap dog af!", mens en kvinde rapporterede direkte i sin mobiltelefon, at han så træt ud, men også rar." Inde i boghandelen skrev Clinton sine 500 autografer med venstre hånd, mens han gav håndtryk med den højre.

Nu var samtaleemnet, om han havde sagt noget til hin enkelte og hvad.

Christian Jørgensen, der går i 10. klasse på Kastanievejens Skole på Frederiksberg, havde selv sagt noget til Clinton.

"May 2005 be a great year for you," havde han sagt.

"I like that," havde Clinton svaret.

Buster på 10 år fra Dyssegaard var den mest opfindsomme af dem alle. Han - eller var det hans forældre? - havde udfærdiget et to whom it may concern-dokument, hvor Bill Clinton netop havde skrevet under på, at knægten kom for sent i skole, fordi han havde været meget tidligt oppe. Det kunne han så fremvise til sin lærer.

Alle var som fortryllede. Hans Henrik Schwab fra forlaget Lindhard & Ringhof, måtte ligesom den skrivende presse stå udenfor. Han noterede med store tilfredshed, at Mit Liv har passeret et salg på 30.000 eksemplarer, hvilket - højst usædvanligt - var betydeligt mere, end svenskerne havde solgt. Han mente, at der var særlige forbindelser mellem Clinton og Danmark, og at både hans og Hillarys hjerte bankede for den danske samfundsmodel.

Arabisk tv

Fra bogbranchens blad, Bogmarkedet, der har til huse i Landemærket, var hele redaktionen mødt op dvs. både Niels Bjervig og Jannik Lunn. I et glimt sås også kritikeren Erik Skyum-Nielsen med cykel, holdende foran to betjente. Tilfældigt sammentræf - eller er vor litterære kritiker virkelig krypto-Clinton-læser? Det fremgik ikke.

Arabisk tv var repræsenteret af det iranske Al-alam News Channel, hvis medarbejder Taleb Khallash håbede at få nogle udtalelser om situationen i Mellemøsten bagefter. Hvorfor det gik galt, og hvad den konservative politik går ud på, osv.

- Er Clinton populær i de arabiske lande?

"Nej."

- Hvorfor ikke?

"Han er amerikaner."

Taleb Khallash mente, det store politiopbud var en del af det show, der skal promovere bogen. Han har kontor i Washington. Clinton bor privat lige ved siden af den danske ambassade, og i det daglige er der i dag slet ikke disse store sikkerhedsforanstaltninger som her i København. Hvorfor ikke? "Nobody cares," sagde han.

Så kom Clinton ud, delte håndtryk ud, og væk var han.

Ingen skarpskytter

Oppe på sit kontor sad boghandler Ole Busck bagefter og glædede sig over, at alt var forløbet så godt.

- Har du nogensinde været ude for tilsvarende, Ole Busck?

"Ja, engang var jeg med den internationale reserveofficersforening på besøg hos forsvarsministeriet i Washington. Det foregik på samme måde, så derfor kan jeg nikke genkendende til det."

- Var der omfattende sikkerhedsforanstaltninger i dag med skarpskytter i Rundetårn?

"Nej, men det var der, da Salman Rushdie var her."

- Havde du lejlighed til at udveksle ord med Clinton?

"Ja, jeg fortalte, at det er et gammelt hus, han besøgte, hvor vi har været i flere generationer. Det syntes han, var hyggeligt, og han spurgte pænt til Trinitatis Kirke."

- Ikke til Rundetårn?

"Nej, han sagde faktisk "churchtower", og så forklarede jeg ham, at der nok var en kirke, men også et observatorium fra 1600-tallet. For amerikanere er det meget gammelt - og så sagde jeg til ham, at han gerne måtte komme igen en anden gang."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her