Læsetid: 4 min.

Tilkæmpede rettigheder

Pressens frihed skal forsvares hver dag. Vi har hverken italienske eller russiske tilstande. Endnu. Men hvem siger, de ikke kan komme. Velvidende, at pressen har tendens til skåltaler og overdreven interesse, når det drejer sig om dens egne forhold, skal det understreges, at lige så givet og selvfølgelig pressefriheden tages, lige så pludseligt kan den være væk. Det kan glemmes på 62 års afstand, men intet er dummere, for der er tale om tilkæmpede rettigheder.
5. maj 2007

TORSDAG VAR det den internationale pressefrihedsdag, og i dag er det herværende dagblads 62-års fødselsdag. På den gamle modstandsavis, som er udsprunget af kampen mod undertrykkelse og totalitarisme, må det være på sin plads at slå de to dage sammen. Information er og skal være en uafhængig og fri avis, der, når alt kommer til alt, og når den er bedst, ikke har andet formål end gennem kritisk journalistik at afdække magtforhold, påpege magtens uoverensstemmelse mellem tale og handling og kæmpe for friheden. Og selv om man på 62 års afstand kan vælge at læne sig afslappet tilbage og mene, at presse- og ytringsfriheden har gode kår på disse kanter, er det for det første ikke et fuldkomment billede af rigets tilstand og for det andet langt fra et billede, der er dækkende for verden.

En central pointe med en international dag til at markere pressefriheden er netop at understrege, at den er et globalt anliggende. Når pressefriheden her dagligt benyttes, er det også indirekte en markering af, at den ikke er en given sag, og at den frihed, eksempelvis danske medier har, også skal bruges til at kæmpe for den alle de steder i verden, hvor den ikke er givet. Vores pressefrihed er også de andres, og hvis ikke der værnes om den i den erkendelse, er den i virkeligheden ikke meget værd.

Og der er nok at kæmpe for. Mediefolks arbejdsvilkår er blevet stedse vanskeligere, og det seneste år har markeret sig som et af de værste nogensinde. Omkring 170 journalister mistede livet, mens de udførte deres job. Krigszoner som Irak, Afghanistan, de palæstinensiske områder og visse lande i Afrika er forståeligt nok blandt de værste, men tendensen er, at det bliver farligere at være journalist flere steder i verden. Alene flere mord på journalister i et land som Rusland vidner om det.

Samtidig sidder flere hundrede redaktører og journalister fængslet verden over for at have sagt, skrevet eller ment noget, mens andre er blevet kidnappet for at passe deres job på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Den årlige rapport, som udkommer i forbindelse med Pressefrihedsdagen, viser et stille, men konstant forfald globalt set. Ifølge den internationale NGO-organisation Freedom House lever 18 procent af verdens befolkning i dag i lande præget af en fri presse. 39 procent har en delvis fri presse, mens 43 procent lever i lande uden presse- og ytringsfrihed. Tallene for ufrie lande ligner sig selv, mens antallet af lande præget af en kun delvis fri presse langsomt stiger. Altså alt i alt en kedelig udvikling, der minder om tendensen fra foregående år. Værst ser det ikke overraskende ud i Asien, i de tidligere sovjetiske republikker, i de arabiske lande og i store dele af Afrika. Men også i en række sydamerikanske lande som Argentina, Venezuela og Brasilien er situationen forværret for både pressen og de mere ukontrollable internetmedier. Heller ikke frihedens internationale korsfarer, USA, kan råbe for højt om sin egen presses muligheder for at trænge bag magtens brynje.

Eneste opadgående kurve tegner Italien sig for, hvilket udelukkende tilskrives, at mediemogulen Silvio Berlusconi har mistet magten som premierminister. Det kræver ikke meget kendskab til italienske forhold at forestille sig, at det kan vende igen en dag.

Duksen er vanen tro de skandinaviske lande, men selv her påpeger det uafhængige Freedom House, at pressen har fået vanskeligere vilkår, blandt andet på grund af pres fra islamistiske og højreekstremistiske kræfter.

Når der ses bort fra Muhammed-krisen, som lagde pres på den danske presse- og ytringsfrihed, er der grund til at betvivle denne konklusion. Til gengæld er der ingen tvivl om, at pressefriheden eller i hvert fald pressens rolle som fjerde statsmagt indirekte er truet på andre måder i Danmark.

Det er åbenlyst, at den ny terrorlovgivning med muligheder for samkøring af oplysninger og information udgør en trussel mod de vilkår, en fri presse er afhængig af, blandt andet kildebeskyttelsen.

Samtidig giver faldet i antallet af dagblade og en stigende mediekoncentration grund til at være bekymret. Et frit og åbent samfund er afhængigt af mangfoldighed på medieområdet og ikke mindst uafhængighed. De nye mediekonstruktioner og -koncentrationer har på især det elektroniske område betydet, at konkurrencen på kritisk og uafhængig journalistik for en stor dels vedkommende er erstattet af en fabriksagtig konkurrence på volumen.

Når hertil lægges, at den nye spinstyrede, værdipolitiske korrekthed i dag har stort held med enten at afvise spørgsmål, hvor der ikke er noget at komme efter, eller affeje den kritiske journalistik som venstreorienteret og løsagtig propaganda, har den kritiske og uafhængige presse problemer. Tag blot nedskydningen af Christoffer Guldbrandsens film Den hemmelig krig som eksempel.

weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her