Læsetid: 3 min.

Tilkøbsydelser skaber splid i regeringen

Venstre er vendt på en tallerken og taler nu for kommunale tilkøbsydelser. Konservative siger blankt nej, mens Socialdemokraterne imødeser tilkøb som vejen til en større offentlig sektor
7. marts 2007

Daglige bad til de ældre og kommunal snerydning til børnefamilierne. Både Venstre og Socialdemokraterne lægger op til, at borgerne fremover skal kunne købe sig til flere kommunale ydelser. Hidtil har det store regeringsparti afvist tanken, men i forbindelse med kvalitetsreformen overvejer man ifølge Venstres finansordfører, Peter Christensen, at give kommunale tilkøb plads på dagsordenen.

"Det har været et stort ønske fra kommunerne, og deres argumenter lytter vi naturligvis til," forklarer han om partiets kovending.

Peter Christensen understreger, at ydelserne skal lægges i faste rammer, og at kommunerne ikke skal tilbyde dem for enhver pris.

"Det er vigtigt, at kommunerne udskiller områderne for tilkøb i særskilte selskaber, så der ikke er tvivl om de reelle omkostninger ved at tilbyde ekstra service," siger han og peger på, at erfaringerne med udlicitering af rengøringsopgaver har skabt problemer, idet kommunerne typisk fastsatte for lave priser.

Men hos de konservative er man langt fra begejstret for tanken, som finansordfører Christian Wedell-Neergaard kalder 'meget farlig'. Han afviser, at kommunerne kan konkurrere med private virksomheder på retfærdig vis.

Strid om offentlig vækst

Ifølge K-ordføreren vil det være nærmest umuligt at regne ud, hvad en times hjemmehjælp koster, da kommunen må medregne administration, it og husleje i sine omkostninger. Og at regeringspartneren er vendt på en tallerken overrasker den konservative ordfører.

"Ofte opstår der en politisk diskussion om retfærdigheden i kølvandet på udbud, hvor både det private og det offentlige byder ind. Når der er tale om ydelser helt ude i detail-leddet med bad til ældre, er det et dybt hul at bevæge sig ned i," siger Christian Wedell-Neergaard.

Han frygter desuden, at forslaget vil føre til en markant udvidelse af den offentlige sektor, idet politikerne typisk vil gøre en service permanent og gratis, hvis tilstrækkelig mange i forvejen betaler for den. Desuden vil offentligt ansatte være optagede af at levere ydelser, som ikke er offentlige, påpeger Wedell-Neergaard.

"Hvis raske ældre vil betale for indkøb, fordi de ikke vil bære ølkassen, så bruger kommunen kræfter på det. Dermed forsømmer man de basale ydelser," siger han.

Men det afviser den socialdemokratiske borgmester i Hillerød, Nick Hækkerup, der står i spidsen for partiets arbejde med kvalitet i den offentlige sektor. Han peger på, at kommunerne skal sikre individuelle kvalitetsstandarder, så borgerne ved, hvad de kan forvente af deres kommune.

Ifølge Nick Hækkerup har regeringens hidtidige afvisning af kommunale tilkøb medført, at nogle ældre, i forsøg på at reducere antallet af fremmede i hjemmet, bevidst har valgt deres kommunale hjemmehjælp fra for at kunne få en privat hjælp, der både kan tage sig af personlig pleje, indkøb og pudsning af sølvtøjet.

"Man kunne også godt tænke sig en grundejerforening, der ville bede kommunen om at rydde sne mod betaling," siger Nick Hækkerup, som mener, at de kommunale tilbud vil sikre en mere fair konkurrence. Han bekræfter desuden de konservatives frygt for, at tilkøbsydelser kan føre til vækst i den offentlige sektor.

"Jeg tror, at hvis det viser sig, at borgerne ønsker, at kommunen skal rydde sne, så kan det hen ad vejen også blive en kommunal opgave. Er det en katastrofe, hvis det offentlige skal varetage og bekoste det? "Nej," mener Nick Hækkerup. Og argumentet om, at man ikke kan sikre en fair konkurrence, kalder Hækkerup for "nonsens".

"Men man kan sagtens gå ud fra en model, hvor man kun medtager de reelle omkostninger," siger han og sigter til, at en kommune må have en borgmester og husleje til et rådhus, uanset om man tilbyder hjemmehjælp eller snerydning, hvorfor disse omkostninger ikke bør indgå i det kommunale tilbud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu